»Hvor mange steder har du 700 meter til stranden fra centrum?«
TEMA: DERFOR FREDERICIA. »Byen har fået et kæmpe løft, og jeg tror kun, det bliver bedre,« siger Michael Bødker, der sammen med Daniel Lynggaard har fulgt Fredericias forvandling fra stilladserne.

BOSÆTNING. De er født ind i arbejderbyen, og nu bygger de bogstaveligt talt den nye. Daniel og Michael har aldrig overvejet at bo andre steder
Tømrermestrene Daniel Lynggaard og Michael Bødker er begge født og opvokset i Fredericia, og byens forvandling er gået gennem deres hænder, én ejendom ad gangen. Fra stilladserne kan de se, at det går den rigtige vej.
Mange fortæller om Fredericias forvandling, som man fortæller om vejret, altså som noget, der er sket omkring dem, mens de så på. Daniel Lynggaard og Michael Bødker kan noget andet, for når byen har skiftet ansigt, er en del af det ansigt gået gennem deres hænder i form af faldefærdige ejendomme, der blev til lejligheder, nye tage, nye vinduer og nye kvadratmeter. De to tømrermestre bag firmaet Lynggaard & Bødker taler med andre ord ikke om byens udvikling som tilskuere. De har hamret den fast.
Og de har et før-billede, de færreste yngre fredericianere kender. Da de to var børn, kunne man lugte, hvad byen levede af, for Kemira, skibsværftet, raffinaderiet og Carlsberg satte dagsordenen, og i de fleste hjem gik mor eller far på arbejde i den tunge industri. Sådan var det også hjemme hos dem. Daniels mor arbejdede på plejehjem, hans far byggede både, og hjemme hos Michael var det ligeledes omsorgsfaget og håndens arbejde, der satte hverdagens rytme.
»Byen var i højere grad en arbejderby, end den er i dag. Det kunne vi mærke som børn. Arbejdspladserne fyldte meget i byen,« fortæller Daniel Lynggaard.
Arbejderbyens sønner blev selv håndværkere, og det var på et værksted, de to fandt hinanden, da Daniel lige var udlært tømrer, og en ung Michael kom i lære samme sted. Trods otte års aldersforskel gik de i spænd fra første dag, og selvom årene siden skilte dem ad til hver sit arbejde, blev tanken om at bygge noget op sammen ved med at ligge og ulme, som den slags tanker gør hos folk, der er gode med hænderne og har set, hvad en by kan trænge til.
»Det er den klassiske historie om håndværkere, der gerne vil lave noget sammen. Vi købte vores første lejlighed sammen i 2016, og i 2017 fik vi vores anden ejendom, som vi renoverede. Vi kunne godt se, hvor det bar hen, og en aften besluttede vi, at vi hellere måtte starte selvstændigt,« husker Daniel Lynggaard.
Planen var beskeden og lød på de to selv og en lærling, og skulle det hele gå galt, var de trods alt et godt makkerpar, der bare kunne blive lønmodtagere igen. Sådan gik det som bekendt ikke. Lærlingen er der endnu, i dag som udlært svend, men omkring ham er firmaet vokset til omkring tredive ansatte, og væksten hænger tæt sammen med den by, der voksede i takt med dem. Google, techvirksomhederne og logistikfirmaerne, der er rykket til byen, bygger nemlig langt mere end kontorer og haller.
»Det kaster rigtig meget andet arbejde af sig. Folk skal have boliger, og de skal bruge tømrere,« konstaterer Michael Bødker tørt.
Alt det arbejde skulle dog stadig finde vej til to nystartede tømrere frem for alle de andre, og her trækker de to på smilebåndet, når de skal forklare, hvordan det lykkedes. Det handlede om at gøre tingene ordentligt til en fair pris, og så handlede det om byens netværk. Håndværkerforeningen tog imod dem, Business Fredericia hjalp de unge mestre med at lære at drive virksomhed, og gennem erhvervsnetværkene i fodbold- og håndboldklubben voksede kundekredsen. I dag er de selv sponsorer samme steder, fordi kredsløbet efter deres mening skal løbe begge veje.
»Vi føler, at vi skal give noget tilbage til byen. Og netværket giver også noget igen. Folk kunne lide os, og det, vi lavede, var ordentligt,« siger Daniel Lynggaard.
Ordrerne har imens sendt dem rundt i alle hjørner af byen gennem årene, og derfra har de fulgt forandringerne på nærmeste hold. De behøver ikke lede efter eksemplerne, for de kører forbi dem hver dag. Gader, man engang helst kørte udenom, er blevet pæne strøg, Kanalbyen rejser sig dernede, hvor industrien lå, og bylivet har bredt sig til ugedage, hvor byen før lå øde hen.
»For nogle år siden var der ikke en restaurant, der holdt åbent om mandagen. Det er der i dag. Nu er der ofte booket ud om onsdagen. Det var en sjældenhed førhen,« bemærker Daniel Lynggaard.
Forvandlingen kan i det hele taget aflæses fra deres side af sagen, hvor den viser sig på papirer og sagsgange, længe før den kan ses i gadebilledet. Der var engang, hvor en byggetilladelse i Fredericia kunne tage næsten et år, husker Michael Bødker, og den slags flytter ingen virksomheder til byen. I dag ligger kommunen blandt landets hurtigste, og det er den type forandring, en håndværker sjældent roser uopfordret, men gerne gør her.
»Det er den slags, man begynder at høre om. Og hvis vi gerne vil have folk til at flytte hertil, er vi også nødt til at fremhæve de ting. Kudos for, at der er blevet taget ordentligt fat på det,« lyder det fra ham.
Og fortællingen om byen ligger de to meget på sinde, for de ved bedre end de fleste, hvor sejlivet et gammelt ry kan være. Michael Bødker har et eksempel, der siger det hele. En kammerat flyttede til byen fra Aarhus og tog en ven med, som aldrig havde sat sine ben i Fredericia, og da vennen ville læse op på sin nye destination, var det første, søgemaskinen serverede, en artikel om målinger af kokain i byens spildevand.
»Han tænkte: Hvad er det for et sted, jeg skal til? Så kom han herned, vi gik på et værtshus, og bagefter sagde han: Det her er da megahyggeligt,« griner Michael Bødker.

Man kan godt smile ad historien, men den peger på noget, de to mener helt alvorligt, for afstanden mellem det, folk tror om Fredericia, og det, de møder, når de kommer, er efter deres mening byens største uudnyttede ressource. De opremser gerne, hvad førstegangsbesøgende faktisk finder. En midtby, der er fin og hyggelig, biografen, musicalakademiet, håndbold i ligaen, fodbold i den næstbedste række og Team Danmark-linjerne på skolerne, og så geografien, som ingen anden by kan kopiere.
»Vi ligger centralt med motorvej og tognet, og så har vi det hele: skov, natur, strand, havn og bymiljø. Hvor mange steder har du 700 meter til stranden fra centrum?« spørger Daniel Lynggaard.
De mærker det også i deres eget fag, hvor svende, der er flyttet ud for at læse eller arbejde, har det med at vende hjem igen, og hvor tilflyttere vælger byen af den mest praktiske af alle grunde, nemlig at man kan bo her og pendle til alt.
»Boligpriserne er også til at gå til. Man kan komme i gang med et hus her, og man kan kaste sig over et renoveringsprojekt uden at være millionær på forhånd,« siger Michael Bødker.
Alt det er den fulde pakke, næsten. For der mangler én ting, og den nævner de med samme sikkerhed, som håndværkere udpeger den skæve væg, ingen andre har fået øje på. Uddannelserne. Vejle og Kolding har fået universitetsafdelinger, og selvom Fredericia har maskinmesterskolen inde i byen, ligger erhvervsuddannelserne ude ved motorvejen, langt fra det byliv, de unge kunne fylde.
»Vi mangler de unge og et ungdomsmiljø herinde i byen. Hvis man kunne skabe et campus i midtbyen, ville det give et kæmpe løft. Et uddannelsesmiljø, der bruger byen i dagtimerne. Det synes jeg godt, politikerne kunne kigge på,« siger Daniel Lynggaard.
Indtil da bygger de videre på firmaet, på ejendommene og på den by, deres forældre sled for, og som de nu selv er med til at give sit næste ansigt. Spørger man, om de er optimistiske, kommer svaret uden betænkningstid.
»Byen har fået et kæmpe løft, og jeg tror kun, det bliver bedre,« siger Michael Bødker.
Og skulle nogen stadig være i tvivl om, hvor de to selv hører til, kan man bare se på deres adresser, deres firma og deres ordrebøger. Fredericia er ikke bare byen, de bor i. Den er byen, de bygger.