
GENBRUG. Foråret og sommeren er højsæson for store fester. Konfirmationer, bryllupper, studenterfester og gallaaftener står i kø – og det betyder ofte nye indkøb af både tøj, service og dekorationer. Men hvorfor ikke kombinere fest og bæredygtighed?
På Vejlevej 101 i Fredericia ligger Kræftens Bekæmpelses Genbrugsbutik, og her finder man alt, hvad hjertet begærer til årets fester. Distriktschef Merete Buchhave Jensen inviterer indenfor i butikken, hvor bæredygtighed, kvalitet og gode historier mødes til fordel for kræftsagen.
»Vi åbnede butikken sidste år som nummer 17 i rækken, og lige om lidt åbner vi butik nummer 18 i Tilst. Hele formålet med vores genbrugsbutikker er at samle penge ind til kræftsagen,« fortæller Merete Buchhave Jensen, mens solen skinner varmt udenfor butikken på Vejlevej.
Pengene fra salget går primært til forskning, patientstøtte og forebyggelse, forklarer hun:
»Omkring 56 procent af pengene går direkte til kræftforskning. Cirka 26 procent går til støtte til patienter og pårørende, mens 14 procent bruges på forebyggelse. Kun fire procent går til administration.«
Hver gang en kunde donerer eller køber noget i butikken, støtter man dermed kræftsagen.

Klar til årets fester med genbrug og charme
Inde i butikken åbenbarer sig et væld af porcelæn, glas og festtilbehør. Butikken bugner af muligheder, hvad enten man mangler noget til konfirmationen, brylluppet eller studenterfesten.
»Hvis man holder festen derhjemme, skal man bruge masser af porcelæn og glas. Vi har alt lige fra klassiske vinglas og karafler til lysestager og smukke fade, der kan pynte på festbordet,« fortæller Merete begejstret, mens hun fremviser butikkens mange fine varer.
Hun peger blandt andet på små kander, som kan bruges kreativt som vaser, og fine gamle kaffekander, der nemt kan forvandles til unikke borddekorationer:
»Se bare denne gamle kaffekande med blomster fra naturen. Det bliver virkelig flot og personligt.«
Tøj til festen – fra smokinger til gallakjoler
Butikken byder også på et stort udvalg af festtøj til både damer og herrer. Det kan være alt fra smarte buksedragter og søde sommerkjoler til smokinger og gallakjoler.
»Vi har noget for enhver smag. Og priserne er virkelig rimelige,« fortæller Merete og viser en elegant kjole til blot 100 kroner.
»Det behøver altså ikke at koste alverden at blive festklar. Her kan man finde tøj, der både passer til bryllup, gallafest, konfirmation eller studenterfest. Vi giver tøjet nyt liv – og kunderne får gode priser og god samvittighed.«
Brudekjolen med den helt særlige historie
Særligt iøjnefaldende er en smuk brudekjole, der lige nu har plads i butikkens udstilling. Det er ikke en helt almindelig brudekjole – historien bag den gør den helt unik.
»Den her kjole er noget helt specielt,« fortæller Merete og lader hænderne glide ned over kjolens fine blonder.
»Det er den sidste brudekjole, som designeren Paniotis lavede, inden han gik på pension tilbage i 2013. Blonderne på kjolen blev fundet på et lager og stammer oprindeligt fra 1970. Kjolen er altså lavet af vintageblonder, som lå og ventede på at få nyt liv,« fortæller hun med begejstring og fortsætter:
»Derfor er den ikke kun utrolig smuk, den repræsenterer også bæredygtighed på allerfineste vis.«
Merete opfordrer interesserede til at kigge ned i butikken og se kjolen med egne øjne:
»Hvis man skal giftes, så har vi altså virkelig en helt særlig brudekjole stående her. Den fortjener at få et nyt liv hos en kommende brud.«
Sådan donerer du til butikken
Genbrugsbutikken er afhængig af donationer, og derfor minder Merete også om, hvordan man bedst donerer sine ting til Kræftens Bekæmpelses butik i Fredericia.
»Hvis man har små ting, kan man blot komme ind ad hoveddøren med dem. Større ting kan leveres ved bagindgangen, og har man store møbler, har vi en bil, der kører hver onsdag og henter tingene hjemme hos folk,« fortæller hun.
Der er dog én vigtig detalje:
»Vi tager imod alt, som er salgsbart. Det betyder, at tingene skal være rene, pæne og uden skår eller fejl. Ellers skal vi nemlig selv betale for at få det kørt væk,« siger hun.
Hun afslutter med et stort smil og en invitation:
»Så kom ned og besøg os. Du gør en god handel – og en forskel for en vigtig sag.«