Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syddanmark.

← sydavisen.dk

Op til 1,4 meter højere vand ventes i Kolding natten til søndag

Op til 1,4 meter højere vand ventes i Kolding natten til søndag

VEJRET. DMI varsler forhøjet vandstand fra havet natten mellem lørdag og søndag. Ifølge meteorologernes prognose fra fredag middag ventes vandet at toppe omkring klokken 06.00 søndag morgen på mellem 1,3 og 1,4 meter over normal vandstand. Det oplyser Kolding Kommune.

Ved så høj en vandstand er der risiko for oversvømmelse på Kolding Havn, i lavtliggende dele af midtbyen nær havnen og i udsatte sommerhusområder ud mod Lillebælt.

Ifølge kommunen er der dog ikke meget vand i Kolding Å, og derfor ventes det, at den forhøjede vandstand kan håndteres med det nye pumpe- og sluseanlæg og den nye mobile højvandsmur langs havnen. Blue Kolding sætter pumperne i gang omkring klokken 23 lørdag aften for at regulere vandstanden i åen på forhånd, og de forventes at køre til omkring klokken 11 søndag. Den mobile højvandsmur bliver monteret løbende, og højden kan tilpasses efter DMI’s prognoser.

Binderup Strand - Kolding.png
Foto: Kolding Kommune

Varslet har aktiveret kommunens beredskab, og medarbejderne på Kolding Kommunes Entreprenørgård er i gang med at gøre klar til højvandet. Fra lørdag formiddag kan borgerne hente sand og sandsække på parkeringspladsen ved Binderup Restaurant ved Binderup Strand. Man skal selv medbringe skovl, trailer og lignende.

Kommunen understreger, at det er grundejeren selv, der har ansvaret for at sikre sin ejendom mod oversvømmelser. På kolding.dk/oversvommelse kan man finde råd om, hvordan man forebygger skader, og hvad man gør, hvis skaden er sket.

Vandstanden kan følges på DMI’s hjemmeside og via kommunens elektroniske vandstandsmålere på kolding.dk/vandstandsmaaler.

Del artiklen

Læs også

Risiko for oversvømmelse i Føns søndag morgenPolitiet har afspærret området ved HF og VUC i Odense efter en overfaldsalarmDykkere hev 1,1 ton spøgelsesnet op af LillebæltLillebæltstien er blevet en del af Danmarks Naturstier