For mange unge er Ungdommens Hus ikke bare et sted, de kommer. Det er det første sted i Fredericia, de hører til

DERFOR FREDERICIA. Togene holdt op med at køre fra godsbanen på Norgesgade for længe siden, men bygningen har fået en anden slags afgange og ankomster i stedet, for siden 2001 har den været Ungdommens Hus, og hver eftermiddag fra klokken 14 går der unge ind ad døren, nogle med en plan, de fleste uden. Lise Møller Rasmussen har været daglig pædagogisk leder i huset siden 1. marts i år, og det er, når hun selv skal sige det, en opgave, hun elsker, en rejse i at udvikle huset sammen med de unge og medarbejderne, så det bliver ved med at være et sted, byens unge gider komme.

Spørger man hende, hvad det er for et sted, for dem der aldrig har været forbi, svarer hun med et ord, der går igen i det meste af, hvad hun siger. »Ungdommens Hus er først og fremmest et fristed. Det er et sted, hvor unge kan komme præcis, som de er, uden krav om præstation eller medlemskab af bestemte fællesskaber. Her er plads til både dem, der elsker at være sociale og aktive, og dem, der bare har brug for et trygt sted at hænge ud,« forklarer hun.

Og der er nok at hænge ud med. Huset har en café, en sal med plads til 200, øvelokaler, atelier, systue, en danse- og koncertsal, skaterbane, biograf og en graffitivæg, der er flyttet om bagved, og det afvikler 50 til 60 arrangementer om året, koncerter, teater og møder, så det summer, som Lise Møller Rasmussen beskriver det, af fællesskab, kreativitet, musik, spil og gode samtaler. Hvor mange der kommer på en almindelig uge, kan hun ikke sætte tal på, for det svinger med ferier og aktiviteter, men nogle bruger huset som en fast del af hverdagen og kommer flere gange om dagen, andre kigger ind, når der sker noget, de synes er spændende, og fælles for dem er, at de ved, døren står åben.

Det, de laver, når de er kommet ind, er lige så forskelligt som dem selv. »Nogle går direkte hen til deres venner, andre finder fx et brætspil frem, spiller musik i caféen eller i ét af vores mange øvelokaler, deltager i aktiviteter, bager en kage til alle i køkkenet, fordyber sig i vores atelier, systue eller danse- og koncertsal eller sætter sig bare ned og får en snak med de andre unge eller medarbejderne,« fortæller hun, og hvis man spørger, om det så er aktiviteterne eller hinanden, de unge kommer efter, har hun svaret parat. »Aktiviteterne er ofte det, der åbner døren, men relationerne er det, der får de unge til at komme igen.«

Det er her, huset bliver til mere end en bygning med gode faciliteter, og det er også her, det bliver til en historie om byen. For Fredericia har mange skoler, flere ungdomsuddannelser og lige så mange måder at være ung på, og i Ungdommens Hus mødes de på tværs af det hele. »Når man spiller et spil sammen, planlægger et arrangement eller bare hænger ud over en sodavand eller en kop varm kakao, betyder det mindre, hvilken skole man går på, eller hvor man kommer fra. Her mødes man som mennesker, og det er ofte dér, de stærkeste venskaber opstår,« siger Lise Møller Rasmussen.

Det gælder ikke mindst dem, der er nye i byen. En ung, der flytter til Fredericia med sine forældre, står med det samme problem som alle andre tilflyttere, bare uden en arbejdsplads eller en forening at gå ind i, og det er svært at finde et fællesskab fra bar bund, når man er 15 eller 17. Her har huset efter hendes erfaring en helt konkret funktion. »Flere fortæller, at huset har gjort det lettere at falde til i Fredericia. Når man er ny i en by, kan det være svært at finde nye fællesskaber, men her møder man hurtigt andre unge og bliver en del af noget. Flere beskriver faktisk Ungdommens Hus som stedet, hvor de fik deres første venner i byen,« fortæller hun.

Hun ser det som noget, hele byen får ud af, for unge med gode fællesskaber og steder, hvor de føler sig velkomne, trives bedre, hører mere til og engagerer sig mere i det sted, de bor, og det tager de med sig videre, uanset hvor livet fører dem hen. Ungdommen er, som hun siger, en periode, hvor man er i gang med at finde sig selv og sin plads i verden, og derfor betyder det utrolig meget at have et sted, hvor man føler ejerskab og frihed til at være sig selv, et fællesskab uden for skole og hjem, hvor man kan prøve ting af og skabe minder sammen.

Så hvad ville hun sige til en familie med teenagere, der sad og overvejede at flytte til Fredericia? Svaret handler om de unge, der ikke er til bold.

»Jeg ville sige, at Fredericia er en by med stærke fællesskaber og mange gode muligheder for unge, men ikke alle unge finder nødvendigvis deres plads på en fodboldbane eller i en sportshal. Nogle søger kreative fællesskaber, musik, kultur, iværksætteri eller muligheden for selv at skabe noget. Her spiller Ungdommens Hus en vigtig rolle som et værdifuldt supplement til de mere traditionelle fritidstilbud,« siger Lise Møller Rasmussen og tilføjer, at huset for mange unge bliver mere end et fritidstilbud. »Det bliver et sted, hvor de føler sig hjemme. Et sted, hvor de bliver mødt med interesse, hvor de finder deres mennesker, og hvor de oplever, at de hører til. I en tid, hvor mange unge leder efter deres plads i verden, tror jeg, at det er noget af det vigtigste, en by kan tilbyde sine unge borgere.«

Klokken 22 lukker døren på Norgesgade igen, lidt senere fredag og lørdag, og de unge går hjem til hver sin kant af byen og hver sin skole, indtil der er afgang igen næste eftermiddag.