BUSINESS. Der var musik fra scenen, duften af mad fra boderne og fuld fart på fra første tone, da ABC Lavpris i fredags fejrede sit 45-års jubilæum med en stor fest for medarbejderne i Tarm, hvor kæden har hovedkontor og lager. I anledning af de 45 år var alle kædens butikker inviteret, og medarbejdere fra hele landet satte hinanden stævne til en aften, der var lige dele koncert, fest og gensynsglæde. Kesi, Ida Laurberg, Benjamin Hav, Malte Ebert og Shaka Loveless gik på scenen i løbet af aftenen, og imens kunne de mange inviterede frit forsyne sig fra madboderne hele aftenen.
Blandt gæsterne var omkring 65 medarbejdere fra ABC Lavpris i Fredericia, kørt samlet den lange vej til Vestjylland i bus. For butiksbestyrer Kasper Aul er det ikke en lille ting at kunne tage hele holdet med til sådan en dag. »Det betyder rigtig meget at kunne give medarbejderne sådan en oplevelse. Det er ikke alle arbejdspladser, der prioriterer det på den måde, og jeg synes, det er helt fantastisk, at vi gør,« siger han.

Festen er en tradition, der vender tilbage år efter år, og som ifølge Kasper Aul giver noget, en almindelig arbejdsdag ikke kan. »Vi værner virkelig om, at der skal være noget ekstra til medarbejderne. Det er sådan en dag, man husker og taler om længe efter,« forklarer han.
For ham er det især fællesskabet, der kendetegner kæden. Med butikker spredt ud over hele landet er en aften som denne en kærkommen chance for at samle folk, der ellers sjældent mødes ansigt til ansigt. Når han først er til fest med kollegerne, går tiden med at hilse på folk fra hele landet. »Jeg kender efterhånden rigtig mange, så jeg når dårligt andet end at gå rundt og snakke,« fortæller han med et smil. »Har man været i ABC i et par år, så kender man som regel en masse fra kurser og møder. Det skaber et helt særligt sammenhold.«
Og stemningen fejlede ingenting, fortæller bestyreren. Den var sat, allerede inden de nåede frem, fra det øjeblik bussen rullede ud fra Fredericia. Hele vejen vestpå var humøret højt, og det fortsatte, da følget nåede frem til pladsen i Tarm. »Der var høj stemning og god energi hele vejen,« siger Kasper Aul, der ikke er i tvivl om, at turen bliver vendt på arbejdspladsen et godt stykke tid endnu. »Det her bliver der talt om længe, og ikke kun det næste års tid,« slutter han.











