SPORT. På Fredericia Rådhus stod borgmester Peder Tind og 1. viceborgmester Susanne Eilersen tirsdag den 5. maj klar til at tage imod en flok unge håndboldspillere, der har tilbragt foråret med at vinde alt, hvad der var at vinde. FHK Akademis U17-drenge har i sæsonen 2025/26 sikret sig både pokaltitlen og det danske mesterskab i deres aldersklasse, og det skete i akademiets allerførste leveår.
Pokaltitlen blev sikret med en finalesejr over Bjerringbro-Silkeborg, mens DM-guldet faldt på plads i Roskilde søndag den 26. april efter en dramatisk finale mod GOG Håndbold, der måtte afgøres i forlænget spilletid. Forinden havde holdet i semifinalen besejret HC København.
Også FHK’s bestyrelse og administration var med til hyldesten på rådhuset, hvor både Peder Tind og FHK-formand Bent Jensen holdt tale.
Akademiets første år
For Morten Moldrup, der både er akademileder og cheftræner for U17-drengene, er sæsonen blevet en kulmination, han ikke havde turdet håbe på. »Det er imponerende, hvad spillerne har opnået allerede i akademiets første sæson. Gruppen blev samlet sidste sommer, og siden da har de udviklet sig enormt meget både som håndboldspillere og som hold,« siger han.
Sæsonen har samtidig budt på to individuelle gennembrud. Kalle Møller og Jeffrey Asamoah-Larsen har begge i løbet af året skrevet kontrakt med Fredericia Håndboldklubs ligahold. »Titlerne er selvfølgelig fantastiske, men det vigtigste er stadig den udvikling, spillerne har været igennem både sportsligt og menneskeligt. Vi har sammen skabt et stærkt fællesskab og en kultur, som vi glæder os til at bygge videre på til næste sæson, hvor vi tager imod et nyt kuld U17-spillere i FHK Akademi,« siger Morten Moldrup.
Med rådhushyldesten satte FHK Akademi punktum for en sæson, der har leveret to titler i akademiets første leveår.











