FC Fredericia har sikret sig en markant offensiv forstærkning. Klubben har hentet den 21-årige angriber Alexander Lyng i Sønderjyske, hvor han i de seneste to sæsoner har spillet 53 kampe i Superligaen.

Trods sin unge alder har Alexander Lyng allerede en karriere bag sig, som de færreste jævnaldrende kan matche. Han fik debut for FC Helsingør som blot 16-årig og blev både klubbens yngste debutant og yngste målscorer nogensinde. I sæsonen 2022/23 sluttede han som 18-årig topscorer i Helsingør med 10 mål, inden schweiziske Servette FC købte ham i et rekordsalg.

Siden sommeren 2024 har han spillet i Sønderjyske, og han har desuden repræsenteret Danmark på flere ungdomslandshold med i alt 27 ungdomslandskampe helt op til U21-niveau.

Hos FC Fredericia lægger Head of Recruitment Oliver Fredsted ikke skjul på tilfredsheden med handlen.

»Alexander er en spiller, vi er enormt glade for at kunne hente til FC Fredericia. Hans CV taler langt hen ad vejen for sig selv. Han har været en profil i både 1. division og Superligaen, prøvet sig af i udlandet og repræsenteret Danmark på u-holdene,« siger Oliver Fredsted og fortsætter.

»Han har fart, gennembrudskraft og stor individuel kvalitet offensivt, og samtidig er han stadig kun 21 år. Alexander spillede 28 kampe i Superligaen i sidste sæson, så at vi kan hente en spiller med Alexanders niveau og meritter, ser vi også som et stærkt signal om, hvor FC Fredericia er i dag og hvor vi er på vej hen.«

Angriberen selv glæder sig til at trække i den nye trøje.

»Jeg har fået et rigtig godt indtryk af FC Fredericia og den retning, klubben bevæger sig i. Jeg kommer med store ambitioner og vil gerne være med til at gøre en forskel. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang og spille foran fansene på Monjasa Park,« siger Alexander Lyng.

Han har skrevet under på en fireårig kontrakt frem til sommeren 2030 og kan allerede få debut fredag, når FC Fredericia gæster AaB.