Hvis vi accepterer, at børn tvangsfjernes fra forældre, der svigter, må vi også turde tvangsfjerne en ledelse, der svigter sine ansatte og borgere.
Fredericia Kommunes familieafdeling, der burde være en tryg havn for børn og familier i krise, har de seneste halvandet år mindet om en synkende skude. Ifølge flere pressehistorier er 28 medarbejdere smuttet fra afdelingen siden 2024. Problemerne blev for alvor offentlige, da Arbejdstilsynet dukkede op med hele fem kontrolbesøg i juni 2025. Rapporten, der fulgte, var ikke for sarte sjæle. Det betød et strakspåbud til kommunen og et åbent spørgsmål: Hvordan kunne det gå så galt, uden at nogen greb ind?
1. Systematisk svigt – Når 28 medarbejdere giver op og seks er langtidssygemeldte, er det ikke bare et par brodne kar. Det er et tegn på systematisk svigt i organisering, ledelse og arbejdsmiljø.
2. Manglende ansvar – Politikerne beklager, forvaltningen beklager, men ingen har rigtig sagt “det var mit ansvar”, selv om rapporten efter fem kontrolbesøg er fyldt med kritik. Ansvaret bør placeres, både politisk og fagligt.
3. Troen på quickfix – Kommunen har igangsat initiativer som bedre oplæring og omorganisering, men ledelsen indrømmer selv, at der ikke findes et quickfix. Når kulturen er gennemsyret af brandslukning og overarbejde, nytter det ikke at udpege endnu en taskforce. Der skal grundlæggende strukturændringer til.
Der er tre hovedelementer, der kan bringe både ansvar og håb tilbage i familieafdelingen:
• Gennemsigtighed og resultatmåling
Der skal opsættes klare, offentligt tilgængelige mål for sagsbehandlingstider, medarbejdertrivsel og klienttilfredshed. Hvis afdelingen ikke når sine mål, udløser det konsekvenser – for både forvaltning og politisk udvalg.
• Leadership forandringskur
Vi må turde skifte ledelsen ud, hvis de ikke magter opgaven. En ny ledergruppe bør have dokumenteret erfaring med at vende pressede organisationer. Socialrådgivere med høj erfaring og specialisering i familieret skal prioriteres frem for generalister, med rum til at bruge deres faglighed.
• Afskaffelse af monopol – frigør området
Mit liberale hjerte banker for valg og ansvar. Overvej at åbne for private eller selvejende aktører, der kan udføre dele af familieafdelingens opgaver under skærpet tilsyn.
Tiden, med at gemme problemerne under gulvtæppet, er forbi. Borgere og skatteydere i Fredericia har krav på et system, der fungerer, ikke et der slider medarbejderne ned. Det betyder:
• At det politiske udvalg står til ansvar, bundne måltal – når målene ikke nås, må formanden gå af.
• At ledelsen evalueres eksternt hver sjette måned med mulighed for udskiftning.
• At nye medarbejdere får en mentorordning og ikke lander i komplekse sager uden støtte.
Denne fortælling bygger på presseoplysninger, der naturligvis kan være farvet af vinkler og usikkerheder, der er ét klart budskab: Familieafdelingen i Fredericia har brug for en grundig oprydning. Ved at viske tavlen ren og tage både politisk og fagligt ansvar kan man skabe en ny start, hvor børnene og familierne igen er i centrum.