
I denne weekend har jeg været til landsmøde i SF. Det har været et godt landsmøde, hvor vi i SF har lagt skinnerne til kommunal- og regionsvalget den 18. november 2025.
Verden er urolig. Der er krig i Europa. USA har fået en præsident og et styre, som på rigtig mange felter er dybt bekymrende – det handler fx om klimaområdet, men spørgsmålet omkring Grønland og global handelskrig er ligeledes emner, der udfordrer verdenssamfundet.
Men uagtet alle disse udfordringer, så er vores allesammens velfærdssamfund ekstremt vigtigt. Det var vi SF’ere, der deltog i landsmødet fuldstændig enige om. Vi er nødt til at prioritere velfærden meget mere. Dagtilbud, skoler, ældreplejen, handicapområdet, sundheden skal have et løft.
Der er råd til det, hvis regeringen i stedet for skattelettelser til de mest velhavende, prioriterer velfærden.
Derfor er det også vigtigt vi spørger regeringspartierne lokalt i Fredericia, hvorfor deres partier hellere vil have skattelettelser til de bredeste skuldre end borgernær velfærd til fx folkeskolen, de handicappede eller de ældre.
Så kære Venstre og Socialdemokrati i Fredericia. Hvorfor vælger jeres partier skattelettelser frem for velfærd?

Malene Søgaard-Andersen
Spidskandidat for SF i Fredericia
Løvagervej 25
7000 Fredericia