GASTRONOMI. Når Rock under Broen har spillet sin sidste tone, og festivalgæsterne vågner op søndag morgen, kan de roligt tage turen til havnen i Fredericia. For her står Michael Nørtoft og holdet fra den Michelin-stjernede restaurant Ti Trin Ned klar med gourmetburgere, og hver eneste krone går til et børnehospice.
Burgerdagen er ét af tre velgørenhedsevents, som restauranten holder til fordel for CoolUnite Fonden. Fonden samler penge ind til udsatte og sygdomsramte børn i Danmark, og i år går midlerne til landets børnehospicer. Det hele er en del af SuperDysten, fondens årlige konkurrence, hvor virksomheder fra hele landet dyster om at samle flest mulige penge ind på kort tid.
»Vi blev spurgt, om vi ville være med i SuperDysten, hvor man på to uger skal tjene så mange penge som muligt til CoolUnite, i år til børnehospice,« fortæller Michael Nørtoft. »Vi syntes, det var et spændende projekt, både med konkurrencedelen i det, men også fordi det bare er dejligt at kunne give nogle penge gennem noget, man godt kan lide.«
Tre events, ét formål
Restauranten har bygget indsatsen op om tre forskellige arrangementer. Det første er en helt almindelig aften i restauranten, hvor hele indtægten doneres. Den er allerede udsolgt. Det andet er et mere eksklusivt gala-event med en silent auction, hvor sponsorer har doneret alt fra vin til jakkesæt, som gæsterne kan byde på.
Det tredje er burgerdagen på havnen søndag den 14. juni, hvor man bare kan møde op. »Alt er sponsoreret, og alle pengene går til CoolUnite. Så er det jo bare vores arbejdstid, vi lægger i det,« siger Michael Nørtoft. Der er forberedt omkring 850 burgere, og menuen er ikke til at tage fejl af, at den kommer fra et stjernekøkken. »Vi laver en burger med saftig kylling og trøffelfritter ved siden af.«
At dagen ligger lige efter Rock under Broen i Middelfart er ikke tilfældigt. Restauranten håber, at en del af festivalgæsterne lægger vejen forbi havnen dagen derpå. »Vi håber da på, at der kommer en del over, som måske finder en burger derefter,« smiler han.
En sag tæt på
For Michael Nørtoft er det især valget af formål, der gør indsatsen personlig. Restauranten deltager i mange forskellige events i årets løb, men netop denne sag ligger ham ekstra meget på sinde. »Vi vil gerne støtte op med alt det, vi kan. Det er ikke, fordi vi har en masse midler at kaste efter ting, men så kan vi bruge det håndværk, vi har,« siger han.
Og for ham personligt blev sagen for alvor nærværende sidste år, da han selv blev far. »Vi blev selv forældre sidste år, og derfor betyder en sag som børnehospice noget særligt for os. Det ville være forfærdeligt at skulle tænke på,« siger Michael Nørtoft.
Burgerdagen på havnen kræver ingen tilmelding. Man møder bare op, så længe der er burgere tilbage.











