TRAFIK. Kolding Kommune indkalder fremover Vejdirektoratet til ugentlige møder på direktørniveau om vejarbejdet på E45/E20. Det meddeler kommunen tirsdag i en pressemeddelelse, hvor borgmester Jakob Ville beskriver den aktuelle trafiksituation som »ikke holdbar« for hverken borgere eller erhvervsliv.

Møderne skal følge udviklingen tæt, sikre vidensdeling om iværksatte tiltag og deres effekter samt løbende give mulighed for at justere trafikafviklingen. Ifølge pressemeddelelsen er målet hurtigere justeringer, bedre koordinering mellem stat og kommune og særlig opmærksomhed på de lokale konsekvenser i by og opland.

»Vi er yderst bevidste om, at den her situation ikke er holdbar, hverken for vores borgere eller for erhvervslivet. Vi oplever hver dag, hvordan trafikken påvirker alt, der omhandler transport, fra pendling til velfærdsopgaver. Derfor er det afgørende for os, at vi nu kommer helt tæt på Vejdirektoratet og sammen kan reagere hurtigt på udviklingen, når nye udfordringer opstår,« lyder det fra Jakob Ville.

Vejarbejdet med udvidelsen af motorvejen begyndte i marts og har ifølge kommunen presset trafikken mere end forventet. Vejdirektoratet har selv erkendt, at forsinkelserne er større end først antaget, og at strækningen er særligt sårbar, fordi den i forvejen er blandt landets mest trafikerede.

For erhvervslivet er konsekvenserne mærkbare på både transport, leverancer og medarbejdernes hverdag. Med det tættere samarbejde er det kommunens ambition at skabe et mere stabilt trafikflow og reducere følgeeffekterne i lokalområderne.