Der er et år til næste kommunalvalg, og for Fredericias borgmester, Christian Bro, er det en tid med både refleksion og forberedelse. Bro deler sine tanker om både de politiske udfordringer, der har præget hans tid som borgmester, og de temaer, der kommer til at fylde frem mod valget i 2025.

På borgmesterkontoret i Fredericia sidder Christian Bro og venter. Døren åbnes, og han byder velkommen med et smil, mens han tilbyder en kop kaffe på denne første kolde frostdag i november. I den behagelige, stille atmosfære sætter han sig ned i den bløde stol, klar til at dele sine tanker om fremtiden. Med et års tid til kommunalvalget i 2025 reflekterer han over det politiske landskab i Fredericia og de udfordringer og muligheder, der venter. Det er en tid, hvor Bro ser både på de politiske strømninger i byen og på de strategiske valg, der vil forme de kommende år.

– Jeg tænker, at partierne er ved at samle sig, som de er. Det er vi også i Socialdemokratiet, hvor vi er i gang med en proces for at finde ud af, hvem der genopstiller i den siddende byrådsgruppe, og samtidig finde nye kandidater, indleder Christian Bro, som overtog borgmesterkæden fra Steen Wrist i april 2024. Den skiftende ledelse kom tidligere end forventet, da Wrist fik tilbudt et nyt job, og Bro blev dermed fremskyndet til at tage rollen som borgmester.

Med kun et år tilbage til det kommende kommunalvalg er Christian Bro allerede dybt engageret i forberedelserne, hvor han både ser på den nuværende politiske situation, vurderer de kommende udfordringer og arbejder målrettet på at samle det rette hold og udarbejde en strategi, der kan sikre Socialdemokratiet et stærkt afsæt i valget.

– Vi har en række kandidater, der stillede op sidste gang, og som gerne vil være med på holdet igen. Derudover er vi i gang med at udarbejde et valgprogram. Når man har været med i politik i nogle år, er der nogle ting, der gentager sig med et fireårs mellemrum. Det er en proces, der fungerer.”

Bro har i mange år været en central skikkelse i Socialdemokratiet i Fredericia, og gennem sin lange politiske karriere har han oplevet både de mere succesrige perioder, hvor partiet har haft stærk opbakning, samt de mere udfordrende tider, hvor han har stået over for politiske og økonomiske pres, som har krævet både tilpasning og hårdt arbejde for at navigere igennem.

– Jeg har været med i nogle år, både når Socialdemokratiet har været voldsomt presset, og når vi har været mindre presset. Jeg føler mig faktisk meget positiv lige nu, siger han med en tydelig ro i stemmen.

Det har ikke altid været nemt for Socialdemokratiet, og selvom partiet lige nu er på en opadgående kurs, er Bro bevidst om de udfordringer, der stadig er.

– Jeg føler mig ikke presset på den måde, som vi tidligere har været. Jeg var med, da vi var virkelig pressede, og der har været tidspunkter, hvor det har været sværere, forklarer han og peger på blandt andet op til det seneste kommunalvalg, hvor Steen Wrist med under et år til valget overtog borgmesterposten efter Jacob Bjerregaard-sagen.

Borgmesteren understreger dog, at det politiske landskab konstant er i forandring, og at det kræver årvågenhed og forberedelse for at kunne imødekomme fremtidens krav.

– Vi er i gang med at finde de kandidater, vi skal have med, og det kræver arbejde. Det står ikke 20 mennesker i kø, der gerne vil i byrådet, så vi skal ud og finde dem, tale med dem og fortælle dem, hvad det indebærer, siger Bro og understreger, at det kræver en aktiv indsats at få nye kandidater til at træde ind i politik.

Hvad bliver valgets tema?

I et år, hvor klimaudfordringerne også vil være på dagsordenen, peger Bro på, at der er flere emner, der kommer til at dominere diskussionen.

– Jeg tror, at klimaudfordringerne kommer til at fylde noget. Men det er lige så meget en national dagsorden som en lokal dagsorden. Men jeg har en fornemmelse af, at det bliver vores folkeskoler, der bliver det store tema. Det er i hvert fald noget, der fylder lige nu, siger Christian Bro.

Bro ved godt, at politik kan ændre sig hurtigt, og det, der er aktuelt i dag, kan hurtigt blive overskygget af nye begivenheder.

– Men ting kan ændre sig hurtigt i politik, så vi kan sagtens komme til at tale om noget helt andet om et halvt år, konstaterer han.

Ekstra Bladet kom til byen

Da emnet økonomi og de udfordringer, Fredericia har stået overfor, bliver bragt op – særligt i forbindelse med fyringerne i topledelsen, der ifølge Ekstra Bladet har kostet kommunen 14 millioner kroner – er Bro klar i sin udmelding. Ekstra Bladet kritiserede, at de ikke kunne få fat i ham for en kommentar om sagen. Bro forklarer, at han på den pågældende fredag ikke var til stede, hvilket gjorde det svært for journalisterne at få fat i ham. Han understreger, at der er flere nuancer i situationen, som ikke fremgik af medieomtalen, og at han er klar til at forklare de bagvedliggende beslutninger.

– Jeg synes, det var træls, at jeg ikke var til stede fredag, så de kunne tale med mig. Det var simpelthen dårlig timing. Men jeg synes, det er lidt unuanceret, siger han om de 14 millioner, der blev nævnt i medierne som en del af Fredericias økonomiske problemer. Han pointerer, at mange af de stillinger, der er blevet ubesat i en periode, er en del af strategien for at holde økonomien i balance.

– De 14 millioner kan ikke stå alene, fordi rigtig mange af de stillinger har vi valgt at have ubesat i en længere periode for at kompensere for det, siger Bro.

Borgmesteren forklarer, at de isolerede sager, der har bidraget til merforbruget, ikke udgør så stort et beløb som medierne har givet indtryk af.

– Der er måske tre sager, der beløber sig til cirka ni millioner i alt. Der er blandt andet Michael Maaløe-sagen, som vi selvfølgelig har lært af. Vi kan ikke ændre på fortidens fejl, men vi lærer af det, og gør vores bedste for at undgå det fremover, siger Bro.

Da han blev borgmester, overtog Bro en kommune med både økonomiske udfordringer og organisatoriske ændringer.

– Jeg er faktisk den første borgmester i en del år, der har en fuld direktion. Samtlige direktørstillinger er besat, og det giver en mere stabil drift. Det er den type organisation, jeg vil lede, siger han og fremhæver det som en vigtig milepæl.

I sin første tid som borgmester har han opnået en række værdifulde erfaringer, som har givet ham en dybere forståelse af de udfordringer og muligheder, der følger med rollen.

– Jeg har lært, at vi skal finde fælles fodslag om, hvilken vej vi skal tage den kommunale økonomi,” siger han og erkender, at det er et tema, der vil præge de kommende år:

– De udfordringer, vi kiggede ind i her i foråret, er ikke blevet mindre, og det nye byråd får en udfordring, siger Bro og peger på, at de økonomiske udfordringer allerede er synlige i år, og at der skal findes løsninger hurtigt.

Har Socialdemokratiet opbakningen fra støttepartierne?

En anden ting, der kan virke udfordrende udefra set er, at SF og Enhedslisten vendte Socialdemokratiet ryggen ved det seneste budgetforlig. De indgik et forlig, med de borgerlige partier, udenom borgmesterpartiet. Det bekymrer dog ikke Christian Bro.

– Jeg er sikker på, at både SF og Enhedslisten vil være en del af udviklingen fremadrettet, og at vi sammen kan løse de opgaver, der venter. Jeg taler godt med begge partier, slutter Christian Bro.

Så med et år til valget og en kommune, der stadig navigerer i udfordringerne fra både økonomi og organisation, er Christian Bro klar til at lede Fredericia videre og tage ansvar for de opgaver, der venter. Han har et klart fokus på det, der skal til for at sikre stabilitet og vækst – både nu og i fremtiden.