I forbindelse med at indkaldelsesholdet fra juli 2024 ved Livgarden holder deres “eksamensfest” i Vingsted lørdag d. 2. november, besøger de Fredericia, hvor den traditionelle Blå March finder sted.
De 188 stolte, nyudlærte gardere, som efter endt Rextur i uge 43 modtog skulderemblemet “Rex’erne” (Kongens navnetræk), markerer traditionen tro begivenheden med Blå Fest et sted i Danmark. I år er det Fredericia, der danner rammen om den Blå March for dette hold.
Garderne mødes kl. 10.15 med medlemmer af den lokale Garderforening ved Landsoldaten og marcherer herefter gennem byen, anført af tambourmusik. Marchen afsluttes på Rådhuset, hvorefter garderne, deres ledsagere og familier får tid til at nyde byen med mad og shopping, inden turen går tilbage til Vingsted til Den Blå Fest.
Mandag d. 4. november starter garderne den næste del af værnepligten, som består i at gå på vagt ved De Kongelige Palæer og Slotte samt på Livgardens kaserne i København.