Flere fredericianske byrådsmedlemmer er blevet ringet op af et nationalt medie, der beder dem om at forholde sig til et salg af havneselskabet ADP A/S. Nyhederne har stået i kø for havneselskabet i 2024 og 2025, og nu skulle dele af havneselskabets forretning være på ved til at blive solgt.

Flere byrådsmedlemmer reagerer nu. Et af byrådsmedlemmerne, der ikke forstår, hvad der foregår er løsgænger Karsten Byrgesen.

– Jeg er noget rystet. Jeg blev ringet op i går af en journalist, der bad mig forholde til, at Fredericia solgte sit havneselskab. Det forstod jeg intet af, idet vi som byrødder intet har fået at vide. Det var også mit svar. Gennem dagen tog rygterne til, og desværre er det ikke første gang, at vi i det rigtige byråd ikke ved, hvad der foregår. Det ved dem i det “lille byråd” (Karsten Byrgesen kalder Økonomi- og Erhvervsudvalget for “det lille byråd” red.). Jeg ville ikke være overrasket, hvis vi inden længe læser i medierne, at dele af ADP’s forretning er solgt. Jeg kunne også læse i medierne, at Hanstholm Havn blev en del af ADP A/S, siger Karsten Byrgesen, der er noget skuffet, hvis han skal læse om et salg inden længe.

Viceborgmester Susanne Eilersen, der også sidder i byens økonomivalg er også blevet ringet op, men vil ikke kommentere på sagen.

– Jeg er blevet ringet op og spurgt. Jeg har afvist, at ADP er ved at blive solgt, siger Susanne Eilersen til Fredericia AVISEN

Sælger man dele af ADP A/S’ forretning?

– Det har jeg ingen kommentar til, siger Susanne Eilersen.

Fredericia AVISEN har hidtil forgæves forsøgt at få en kommentar fra hanedirektør Rune D. Rasmussen, bestyrelsesformand Christian Herskind og borgmester i Fredericia Kommune, Christian Bro.

Medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget, Pernelle Jensen (V), ønsker ikke at kommentere på rygterne, mens Venstres Peder Tind og 1. viceborgmester, Vibe Dyhrberg (A), oplyser, at de ikke kender til rygterne.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer