LOKALT. Der er dage, hvor en hel skole ikke kan rummes inden for sine egne mure, og sidste skoledag er sådan en. Fredag middag var det igen tid, og det stykke af Gothersgade, der løber forbi Sct. Knuds Skole & Børnehave, var holdt op med at ligne en ganske almindelig gade. Den var blevet til et forsamlingssted, hvor børnehavebørn stod skulder ved albue med teenagere i landsholdstrøjer, og hvor forældre og en pæn flok bedsteforældre havde fundet vej hen for at se, hvad al ståhejen gik ud på.
Inde i flokken stod børnene og repeterede teksten med hinanden, om de nu kunne den, og det kunne de udmærket, hver eneste linje. Og så gik det løs. Som opvarmning lød Birthe Kjærs »Sommer og sol«, og da den var sunget igennem, fulgte selve feriesangen, der blev sunget, skrålet og til sidst nærmest råbt ud over gaden, »ferie, ferie, ferie«, mens hænder røg i vejret og de voksne, der havde fået en sangtekst stukket i hånden, gav los på lige fod med de små.
Som det sidste vers ebbede ud, lød en anden og mindst lige så velkendt lyd ned gennem Gothersgade, klokkespillet fra en Hjem-Is-bil, der kom rullende langsomt ind i menneskemængden. Derfra var der ingen tvivl tilbage om, hvad festen skulle ende med.
Tusind is blev der delt ud, og de blev ikke kun delt til skolens egne. Skolen havde på forhånd sørget for, at der var rigeligt til alle, også til dem der bare var standset op for at kigge, så ingen skulle gå derfra uden. Der var is til både dem med rottehaler endnu og dem med de grå stænk i håret, til naboer, gæster og et par tilfældige turister, der havde forvildet sig ind i det hele.
»Det er jo en fest i dag,« fortæller skoleleder Joachim Grundtvig, mens isbilen arbejder bag ham. »Børnene glæder sig helt vildt til, at det bliver sommerferie. Vi starter med hygge og morgenmad. Nogle har været på stranden og spise, andre har været hjemme hos lærerne. Bagefter går vi i Trinitatis Kirke til en sommergudstjeneste, hvor vi synger nogle flotte sange og salmer. Så er det blevet en tradition, at vi kommer herned. Det er næsten ikke en hemmelighed længere, men vi skal give den gas. Jeg tror, vi har givet tusind is ud i år.« Og det er ikke kun eleverne, der får, understreger han. »Der er masser af bedsteforældre og forældre, erhvervsdrivende fra byen og gæster. Der har lige været nogle englændere og nogle tyskere forbi. Alle får bare is,« siger han med et stort smil.
For skolelederen ligger der noget i selve den måde at sætte punktum for året på, en bevidst frihed fra alt det, der ellers styrer en skoledag fra morgen til eftermiddag. Hvor resten af kalenderen er lagt i faste rammer, er det her dagen, hvor rammerne får lov at falde. »Som skole arbejder man meget struktureret et helt år igennem, med alle vores store fællesaktiviteter. Det her er bare fællesskab, store og små sammen, og så ikke så meget system. Bare have lov til at give den gas og gå rundt mellem hinanden. Det er hyggeligt,« bemærker han.
Spørger man ham, hvad året, der nu er forbi, har været kendetegnet af, bliver svaret afvæbnende jordnært. »Mange skoleår ligner hinanden, og det skal de næsten også. Det, der forandrer sig, er ofte alt det udenom, byggerier og renoveringer. Men grundlæggende har det været et skoleår med fuld knald på, masser af søde børn og dygtige personaler, der har haft det godt sammen.«
Så var der ikke mere at sige om den sag, andet end at der nu ventede en sommer uden vækkeur og skoletasker. Børnene kunne gå derfra med deres familier, der var mødt frem til lejligheden, en is i hånden og en hel ferie forude. »Nu går folk på ferie, så bliver der lidt kedeligt, når børnene ikke er her. Og så glæder vi os til at de møder ind igen til august og starte op med fuld fart,« slutter Joachim Grundtvig, inden han forsvinder ind i myldret igen.
Bag ham tømtes Gothersgade langsomt for sang og fyldtes i stedet med lyden af cykler, der blev trukket fri, og af is, der skulle nås, før solen tog den. Snart stod kun nogle voksne tilbage og samlede de tomme isæsker i bunker, det sidste der vidnede om, at her havde en hel skole lige sunget sig ind i sommeren. Til august ringer klokken igen. Men indtil da er der ferie, ferie, ferie.
