Fyns Politi var natten til mandag massivt til stede i området omkring Ansgarsgade i det centrale Odense efter en anmeldelse om en mulig sprængning.
Den indledende efterforskning pegede på, at der havde været tale om en sprængning af en art. Ingen personer kom til skade, og området blev afspærret, mens politiet gennemførte undersøgelser.
Mandag klokken 02.26 oplyser Fyns Politi i en opdatering, at de er ved at være færdige med undersøgelserne på stedet.
De foreløbige undersøgelser tyder på, at der har været tale om en form for kraftigt fyrværkeri, som blev bragt til sprængning.
Politiet fastholder samtidig vurderingen af, at hændelsen ikke har relation til den aktuelle konflikt i Odense og betegner sagen som en isoleret hændelse.
Efterforskningen fortsætter, men der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.










