Der er fortsat risiko for glatte veje i Fredericia og resten af Sydøstjylland, selvom mængden af sne på kørebanerne er aftagende.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi, som fredag eftermiddag udsendte en ny myndighedsmeddelelse om vejforholdene i politikredsen.
Ifølge politiet kan der stadig være glatte strækninger mange steder, og bilister opfordres til at være ekstra opmærksomme, hvis de skal ud i trafikken.
Politiet anbefaler, at man kører hjemmefra i god tid, tilpasser hastigheden efter forholdene, holder ekstra afstand til forankørende og kører med egnede dæk. Samtidig rådes bilister til at orientere sig om vejr- og trafikforhold på trafikinfo.dk, da forholdene kan ændre sig hurtigt – også længere fremme på ruten.
Sydøstjyllands Politi minder desuden om at have nødvendigt udstyr i bilen, herunder overtøj, opladet telefon, isskraber, sneskovl, tæpper samt mad, drikke og eventuel livsvigtig medicin.









