En 23-årig mand er natten til fredag blevet sigtet for en række alvorlige forhold efter en politikontrol i Fredericia. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet standsede en personbil fredag klokken 00.46. Ved kontrollen viste det sig, at føreren var påvirket af spiritus over det tilladte samt euforiserende stoffer.
I forbindelse med politiets håndtering af sagen fandt man 4,10 gram kokain på manden. Derudover bar han en foldekniv på sig, og i bilen blev der fundet endnu en foldekniv.
For disse forhold – spirituskørsel, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, besiddelse af narkotika samt overtrædelse af knivloven – er den 23-årige mand blevet sigtet.
Sagen behandles videre af Sydøstjyllands Politi.









