SPORT. Middelfart Boldklub måtte søndag se sig slået med hele 4-0 på udebane mod AaB. Alligevel var det ikke spillet mellem felterne, der ifølge anfører Mads Greve gjorde forskellen.
»Egentlig en ganske lige kamp mellem felterne, men kampen blev afgjort i felterne, og der var vi ikke så skarpe som Aalborg. Men spillet mellem felterne, der bød kampen faktisk godt op til dans« siger han.
Greve peger på, at holdet havde perioder, hvor de sad fint på tingene og skabte muligheder, men hvor skarpheden manglede.
»Offensivt fik vi ikke gjort det farligt nok i de situationer, vi havde omkring deres felt. Der manglede vi lige den sidste kvalitet og skarphed. Og det samme i vores eget felt, hvor vi ikke fik afvist godt nok. Det er det, der afgør det« siger han.
Efter en svær indledning i Aalborg fandt Middelfart mere ro på bolden frem mod pausen.
»Jeg tænkte i løbet af første halvleg, efter vi havde overstået deres første pres, at vi sad meget godt på tingene. Med lidt mere kvalitet kunne vi måske have gået til pausen med en føring. Vi havde i hvert fald en god fornemmelse af, at der var noget at komme efter« fortæller han.
Resultatet på 4-0 viser noget andet, men ifølge Greve var der gode momenter at bygge videre på.
»Vi var ret rolige på bolden. Vi spillede os godt ud nede bagfra og fik sat nogle angreb sammen. Vi havde perioder, hvor vi fastholdt bolden og kom i situationer, hvor vi skulle have været mere skarpe. Mulighederne var der« siger han.
På spørgsmålet om hvorfor det endte så klart, er svaret enkelt.
»De var skarpere end os, både offensivt og defensivt i begge felter. Det er derfor, det ender som det gør. Spillet med bolden var ellers ret lige, men det kan vi ikke bruge til noget« siger han.
Trods skuffelsen hæftede Greve sig ved kulissen i Aalborg.
»Der var en rigtig god stemning. Der var mange folk på lægterne, og det er jo det, der gør det sjovere at spille fodbold. Det var en af de kampe, man gerne vil spille« siger han.
Men nederlaget gjorde ondt.
»Personligt var jeg sindssygt skuffet, og det var vi alle sammen. Specielt fordi vi gjorde mange gode ting i kampen, men det klinger hult, når vi ikke gør vores ting i felterne. Så det var en stor skuffelse, at det ender med det udfald« siger han.
Når blikket rettes frem mod næste opgave mod Kolding, er læringspunkterne klare.
»Vi bliver nødt til at være 100 procent fokuserede og skarpe i 90 minutter i felterne. Vi skal have den sidste kvalitet med offensivt og den sidste hårdhed defensivt. Der er mange gode ting imellem felterne, men vi skal være mere kliniske« siger Greve.
Til fansene lover han et hold, der jagter revanche.
»Der er ikke så meget andet, end at vi satser på, at vi kan gå ud på lørdag mod Kolding og levere en god præstation. Vi skal være lidt mere kyniske og forhåbentlig få sat den første sejr på kontoen« siger han.