
POLITIK. SF i Kolding retter nu en direkte appel til transportminister Thomas Danielsen i håb om at få ændret en beslutning, som ifølge partiet kan spare både staten og Kolding Kommune for millioner af kroner.
Baggrunden er et planlagt anlæg til 140 millioner kroner ved Tankedalsvej. Her har Vejdirektoratet besluttet at etablere et toplanskryds, men Kolding Kommune foreslår i stedet et signalreguleret anlæg til omkring 60 millioner kroner. Ifølge kommunens egne beregninger vil det være en besparelse på op mod 80 millioner kroner – uden at trafikanterne mærker nævneværdige forsinkelser.
Byrådsmedlem for SF i Kolding, Iben Lehmann Rasmussen, mener, at det er sund fornuft at vælge den billigere løsning.
»Det er uansvarligt at bruge så mange penge på et lyskryds, der kan gøres billigere uden væsentlige forringelser. Vi ønsker en løsning, der er ansvarlig i forhold til skatteborgernes penge, og et signalreguleret anlæg vil koste omkring 60 mio. kr. frem for de 140 mio. kr., det oprindelige toplanskryds forventes at koste. Det er en forskel, vi ikke kan ignorere.«
Kommunens trafikberegninger viser, at rejsetiden kun vil blive forlænget med 20–25 sekunder, hvis man vælger et signalanlæg frem for en toplansløsning. Samtidig peger kommunen på, at der allerede findes en signalreguleret motorvejstilslutning blot få hundrede meter fra den planlagte placering. Dermed mener man, at den ekstra investering på 80 millioner kroner ikke står mål med den beskedne tidsbesparelse, som toplanskrydset giver.
Alligevel har Vejdirektoratet afvist det billigere forslag. Begrundelsen er, at en signalreguleret løsning afviger fra de almindelige principper, som myndigheden arbejder efter.
Det har fået SF’s lokale folketingsmedlem, Karina Lorentzen, til at gå ind i sagen. Hun har nu rettet henvendelse direkte til transportministeren.
»Jeg har i dag taget kontakt til ministeren. Det virker lidt ude af proportioner at vælge den dyreste løsning, når vi kan opnå næsten samme effekt for langt færre penge. Jeg håber, transportministeren skærer igennem her.«
Karina Lorentzen forventer at få et svar fra ministeren inden for de næste 30 dage.