I generationer har den socialdemokratiske bevægelse kæmpet for, at fællesskabet skal løfte, hvor den enkelte bukker under. Netop derfor gør det ondt at se den virkelighed, kontanthjælpsreformen risikerer at skabe, hvis vi ikke insisterer på at lade solidariteten sætte retningen.
Jeg har arbejdet med udsatte borgere i mange år – både som fagperson og som byrådsmedlem. Alligevel er det først i de seneste år, jeg for alvor har lært de mennesker at kende, som reformen rammer. Og ja, rammer er det rette ord. For de familier, jeg møder, kan ikke blot “tage en hurtig beslutning” og flytte sig. De slås med sygdom, gæld og bekymringer, der ikke kan løses i et enkelt møde.
På LVS’ feriecamp i Fredericia så jeg, hvad velfærd i praksis betyder: et fristed fyldt med grin og nærvær. En mor sagde: “Her kan jeg trække vejret.” Den sætning burde være hverdag, ikke undtagelse. Når mennesker får luft, blomstrer de. Det er kernen i den danske model.
Men med reformen risikerer for mange at få en mavepuster – ikke kun økonomisk, men menneskeligt. Og selvom loven vedtages på Christiansborg, er det i byrådssalen og på jobcenteret, at konsekvenserne bliver tydelige. Derfor må vi skabe en Fredericia-model bygget på klassiske socialdemokratiske principper: ingen pres ud over kanten, men reel støtte og fleksibilitet. Vi skal stille krav, ja – men krav uden hjælp er hverken pædagogik eller politik; det er afvikling af velfærd.
Reformen skal hvile på virkelighedens kompleksitet. Helhedsorienteret sagsbehandling, tidlig forebyggelse og investering i boligsociale indsatser er ikke luksus – det er samfundsøkonomisk sund fornuft. Vi har gjort det før: Takket være solidariteten har vi skabt daginstitutioner, sygesikring og folkepension. Vores styrke har altid været, at samfundet bliver rigere, når ingen lades i stikken.
Derfor skal vi insistere på værdighed som startpunkt. Ikke som varm retorik, men som konkret praksis i mødet med borgeren: ét kontaktsystem, én sammenhængende plan, én hånd i ryggen. For et stærkt samfund kendes ikke på, hvordan det hylder de stærkeste, men på hvordan det løfter dem, der har mindst at stå imod med.
Lad os derfor sende et klart signal: Reformen må aldrig blive et fripas til at skære over én kam. Den skal være et redskab til at sikre, at alle får mulighed for at bidrage, når de kan, og tryghed, når de ikke kan. Sådan har vi bygget velfærden før, og sådan bygger vi den stærkere i morgen.
