FREDERICIA. Det var tydeligt at mærke begejstringen hos Fredericia Kommunes viceborgmester, Susanne Eilersen (O), da hun besøgte Landsforeningen af Væresteders Familiecamp i Erritsø Idrætscenter. Her oplevede hun på tæt hold, hvordan mere end 800 børn, unge og deres forældre fik et velfortjent pusterum fra en travl hverdag med masser af aktiviteter og fællesskab.

Susanne Eilersen fik mulighed for selv at se de mange aktiviteter, som familiecampen bød på, og hun var imponeret over det brede udvalg. Børnene kunne blandt andet deltage i fodboldskole, danseskole og mange andre kreative tilbud. Også Fredericia Idrætscenters badeland og Madsbyparken var populære aktiviteter blandt både børn og voksne.

Derudover bemærkede viceborgmesteren en særlig detalje, der også omfattede familiens firbenede medlemmer:

»Der var sågar en hundeklinik, hvor hundene fik et sundhedstjek og kunne få klippet negle og lignende. Der var virkelig tænkt på hele familien,« fortæller Susanne Eilersen.

Stor ros til de frivillige

Bag arrangementet stod en stor gruppe frivillige kræfter, som ifølge viceborgmesteren fortjener særlig anerkendelse.

»Stor ros skal lyde til alle de frivillige, som gør det muligt at skabe dette frirum for familierne. De gør en kæmpe indsats,« siger Susanne Eilersen.

Hun talte under besøget blandt andet med en lokal kvinde fra Fredericia, der havde valgt at overnatte på lejren sammen med sine børn, selvom de boede i byen til daglig.

»Hun var imponeret over alle de tilbud, som familien kunne deltage i, og var yderst tilfreds med at få et pusterum fra hverdagen – også selvom det foregik i ens egen by,« fortæller Susanne Eilersen.

Et stærkt fællesskab og et trygt rum

Noget af det, som gjorde størst indtryk på viceborgmesteren, var det rolige og imødekommende fællesskab på lejren. Hun oplevede, hvordan alle hjalp hinanden, og hvordan børnene blev inkluderet uden forbehold.

»Jeg blev rørt og imponeret over den ro og det fællesskab, der herskede på campen. Alle hjalp hinanden, og børnene blev omfavnet af fællesskabet fra første øjeblik,« siger Susanne Eilersen og fortsætter:

»Jeg fik fortalt, at en dreng havde sagt: ‘I skolen bliver jeg drillet i frikvartererne – her har jeg venner.’ Det gjorde virkelig stort indtryk på mig.«

Viceborgmesteren glæder sig over, at Fredericia kan være vært for en camp som denne, som gør en vigtig forskel for familierne:

»At se mere end 800 børn, unge og deres forældre få et frirum og en god ferie sammen er utroligt givende. Arrangementer som disse gør en afgørende forskel for mange familier,« understreger hun afslutningsvis.