ODENSE. Munke Mose i hjertet af Odense er netop blevet udpeget som en af Danmarks Betydningsfulde Haver – en anerkendelse, der hylder parkens historiske, æstetiske og rekreative kvaliteter.

I mere end 100 år har Munke Mose været en grøn oase for odenseanere og besøgende – et sted til fordybelse, leg, motion og fællesskab. Parken blev anlagt i 1912 med Odense Å som det bærende element, og er tegnet af den anerkendte landskabsarkitekt Edvard Glæsel, der også står bag Fælledparken i København. Det var frøgrosserer Chr. Dæhnfeldt (1857-1920), der betalte to tredjedele af anlægsudgifterne på 28.000 kr. til parkanlægget, så det langt ud i fremtiden kunne blive til glæde og gavn for byens borgere.

Med sine vidtstrakte græsflader, varierede beplantning og rige fugleliv er Munke Mose et levende eksempel på, hvordan grønne byrum kan skabe værdi for både mennesker og natur.

»Munke Mose er Odenses grønne kerne og et smukt eksempel på, hvordan grønne anlæg fortsat spiller en central rolle i byens liv og identitet. Munke Mose er ikke blot en grøn oase midt i Odense – den er et levende vidnesbyrd om mere end 100 års havekunst og byplanlægning med mennesket i centrum. Og så er det jo sjovt, at da Odense fik haven som en gave af Dæhnfeldt, lå den faktisk i udkanten af byen. Udpegningen som en af Danmarks Betydningsfulde Haver anerkender både landskabsarkitekt Edvard Glæsels visionære arbejde og den vedvarende indsats af vores parkforvaltere og landskabsarkitekter for at bevare og udvikle parken som et rekreativt frirum for alle,« fortæller rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell.

Det er foreningen By og Land Danmark, der står bag udpegningen og med initiativet Danmarks Betydningsfulde Haver har sat fokus på de haver og grønne anlæg, der gennem deres udformning, historie og brug bidrager til forskønnelsen af Danmark. Det gælder både byparker, private haver, kirkegårde og botaniske anlæg. Fælles for dem alle er, at de repræsenterer væsentlige kapitler i Danmarks havehistorie og kulturarv.

»Jeg synes selvfølgelig, Munke Mose er et godt valg som en af Danmarks Betydningsfulde Haver. Munke Mose har en spændende historie, der spænder fra vådområde til kultivering og rekreativt område, der samler odenseanere i alle aldre. Det var her, odenseanerne i forrige århundrede spankulerede rundt og filosoferede over tilværelsen. Og det var her, man allerede for over 150 år siden hoppede på åfarten. Og så er mosen opkaldt efter de munke, der holdt til i det kloster, hvor jeg har min daglige gang, og som vi i dag kalder Historiens Hus,« udtaler stadsarkivar Johnny Wøllekær.

Munke Mose er udvalgt som et af 11 nye anlæg, der nu føjes til listen over Betydningsfulde Haver. Ved udpegningen lægges der vægt på parkens kulturhistoriske betydning, dens æstetiske kvaliteter, og hvordan den stadig i dag fungerer som et centralt og levende byrum. Parken er et sted, hvor børnehavebørn leger, motionsløbere finder ro, og hvor både odenseanere og turister nyder naturen – året rundt.