VEJRET. Foråret 2025 har været usædvanligt varmt og solrigt. Mens mange danskere nyder de mange solskinstimer, ser meteorologerne hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) bekymrede på tørkeindekset, som allerede ligger på et markant højt niveau for årstiden.
I de seneste tre måneder har nedbørsmængderne været langt under normalen. Fra februar til april er der samlet set faldet mindre end 63 millimeter regn. Ifølge DMI er dette kun sket syv gange tidligere siden 1874.
Til sammenligning faldt der i april sidste år alene over 100 millimeter regn. Det betyder, at vandunderskuddet i jorden nu svarer til mere end en halv måneds normal nedbør – eller ca. 25 liter vand pr. kvadratmeter, som mangler i jordlagene.
Tørkeniveau historisk højt
Ifølge DMI’s tørkeindeks, der måler tørkeforholdene i jordens øverste lag på en skala fra 0 til 10, ligger tørkeniveauet i store dele af landet på mellem 5 og 8. Det højeste niveau ses lige nu på Lolland-Falster, Sydsjælland og Bornholm.
Landsgennemsnittet ligger på 7,0 – hele 2,5 point over normalen for årstiden. Det indikerer, at der allerede nu er en reel risiko for landsdækkende tørke i slutningen af maj. På Lolland-Falster er der allerede lokalt målt et niveau på 9, og DMI forventer, at lignende høje værdier snart breder sig til resten af Sydsjælland og Bornholm.
Det bekymrer Mikael Scharling, klimatolog hos DMI:
»Hvis vi skeler til sæsonprognosen for de kommende to måneder, der samlet set siger nedbør under det normale, samtidig med at det kan blive både varmt og solrigt i perioder, forventer vi generelt et højt tørkeniveau i perioden.«
Frygten for 2018-tørken
Mange husker måske den historiske tørke, der ramte Danmark hårdt i sommeren 2018. Her oplevede landet udbredt tørke med store konsekvenser for landbruget, naturen og vandstanden i søer og åer. Nu melder spørgsmålet sig: Kan vi stå over for en lignende situation i år?
Mikael Scharling maner dog til forsigtighed i forhold til at sammenligne situationen direkte med tørken i 2018:
»Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt tørken kan udvikle sig lige så ekstremt som i 2018, da tørken dengang først for alvor slog igennem i juli. Umiddelbart er der noget nedbør at finde i sæsonprognosen for både juni og juli, så jeg tvivler på, at vi kommer til at se en gentagelse af 2018-tørken,« forklarer han.
Alligevel understreger DMI, at den aktuelle tørkesituation er alvorlig og kan give mærkbare konsekvenser for afgrøderne i landbruget, hvis vejrudviklingen fortsætter på samme måde. Når vandmagasinerne i jorden tømmes tidligt på året, kan afgrødernes rodnet nemlig få svært ved at udvikle sig optimalt. Det gør planterne sårbare, og hvis tørken fortsætter, kan landbruget lide betydelige tab.
Ifølge Seges Innovation er netop foråret kritisk for afgrøderne, da planter i vækstperioden er særligt afhængige af en god vandforsyning. Desuden øger længere tørkeperioder risikoen for naturbrande og kan skade sårbare naturområder.
DMI vil fortsat overvåge tørkesituationen tæt.
