
Venstres borgmesterkandidat, Peder Tind, har taget godt imod resultaterne fra den seneste læsermåling i Fredericia AVISEN, der viser, at Venstre står til at blive byens største parti med seks mandater. Hvis målingen afspejler den faktiske vælgeropbakning, kan det betyde et borgerligt flertal i byrådet, da Socialdemokratiet, det nuværende borgmesterparti, står til et markant fald fra ni til blot fire mandater.
Tind fremhæver den positive respons på målingen, men understreger også, at der stadig er lang tid til valget, og at målinger som disse skal tages med forbehold.
– Det er utroligt glædeligt, at Venstre står til seks mandater. Vi har en kanon byrådsgruppe, der har gjort et godt stykke arbejde. Det er en læsermåling, så det er svært at sige, hvad den betyder, men vi er synlige og markerer os tydeligt, og det ser vi som et skulderklap, siger han.
Tind erkender, at det stadig er tidligt at konkludere noget, men den positive måling giver ham en god følelse.
– Der er et langt sejt træk forud for valget, men det giver en god mavefornemmelse, og vi fornemmer en stor opbakning til vores parti. Derfor tror jeg også, vi går ind i en spændende valgkamp, og jeg er tilfreds med, at Venstre ligger, hvor vi gør nu, forklarer Tind, der også udtrykker stor optimisme for valgets udfald.
Peder Tind understreger, at Venstre er et bredt, liberalt parti med ambitioner om at skabe løsninger for hele Fredericia Kommune og ikke kun for midtbyen.
– Vi vil hele Fredericia Kommune, altså ikke kun midtbyen. Vi vil skabe en tryg hverdag for alle. Vores kandidater er også spredt ud over hele kommunen, og derfor tror jeg, mange vil kunne spejle sig i vores kandidater, siger Tind.
Han mener, at det ville være naturligt for Venstre at tage ansvaret for kommunen, hvis de bliver størst, og understreger, at det både vil være en stolt og ydmyg opgave.
– Hvis vi bliver størst, vil jeg være stolt, men også ydmyg, da det forpligter, tilføjer Peder Tind.
Tind påpeger, at der er forskel på de nationale og kommunale valg, og han mener, at borgerne i Fredericia er mere optaget af lokale emner som nærhed og velfærd.
– Sidste gang til valget gik det heller ikke godt på landsplan for os, så man kan ikke sammenligne nationalt med kommunalt. Troels Lund har leveret et godt håndværk de seneste par år og har givet os stabilitet i partiet. Lokalt er borgerne interesseret i nærhed, velfærd og sådanne ting er vigtige, siger Tind og understreger, at borgerne i Fredericia er interesseret i konkrete løsninger på deres daglige udfordringer.