Der findes år, der begynder med et løfte. Og så findes der år, der begynder med et krav. 2026 ligner det sidste.
Ikke et krav om optimisme. Heller ikke et krav om pessimisme. Men et krav om opmærksomhed.
Vi lever i en tid, hvor det føles, som om verden hele tiden er på kanten. Som om noget afgørende er ved at gå i stykker – demokratiet, klimaet, fællesskabet, sandheden. Følelsen er reel. Men følelsen er ikke hele sandheden.
Hvis man, som Hans Rosling insisterede på, tager tallene alvorligt, ser man noget mere besværligt – og mere interessant – end fortællingen om sammenbrud. Man ser en verden, der på samme tid har løftet milliarder af mennesker ud af nød og skabt nye, dybe spændinger. En verden, der har fået mere viden, mere sundhed og længere liv – men også mere støj, mere tempo og mindre tålmodighed.
Det paradoks er ikke en fejl i systemet. Det er selve systemet.
Fremskridt føles ikke som fremskridt, når de ikke fordeles lige. Når nogle oplever fremgang som tab. Når forandringer går hurtigere, end mennesker kan følge med. Det er dér, afmagten opstår. Og det er dér, de simple forklaringer får fat.
Derfor er 2026 ikke et år, hvor vi har brug for flere råb. Vi har brug for bedre samtaler. Samtaler, der kan rumme, at noget faktisk går den rigtige vej – uden at lukke øjnene for det, der gør ondt. Samtaler, hvor fakta ikke bruges som våben, men som fælles grund.
Det gælder også herhjemme. I det nære. I de byer og lokalsamfund, hvor tillid ikke er en abstraktion, men noget man mærker – eller savner – i hverdagen.
At insistere på nuancer er ikke svaghed. Det er en demokratisk dyd.
2026 bliver ikke let. Men det kan blive et år, hvor vi igen tør tænke lidt langsommere, lytte lidt mere og handle lidt klogere.
Det ville i sig selv være et fremskridt.
