Business Fredericia holdt onsdag morgenmøde, hvor flere repræsentanter fra erhvervslivet var mødt frem for at høre om den kommende kommuneplan, der er sendt i høring. Blandt andet kom det frem, at det fra statens side ikke er et krav om mulighedszone til VE-anlæg, selvom det har været fremlagt sådan af Fredericia Kommunes forvaltning til politikerne.

Under præsentationen blev det slået fast, at Fredericia Kommune ikke er pålagt af staten at udpege mulighedszoner til store VE-anlæg. Det har tidligere lydt, at regeringen krævede, at kommunerne skulle finde arealer til vedvarende energi, men det viste sig at være en misforståelse.

– Nej, det er vi ikke. Det er fuldstændig rigtigt. Vi er på ingen måde bundet op på det, sagde Karin Kærgaard, kommuneplanlægger i Fredericia Kommune, da byrådsmedlem Susanne Eilersen (DF) spurgte, om det var et lovkrav.

Hun forklarede videre, at det er en lokal beslutning, at kommunen har udpeget mulighedszoner til VE-anlæg.

– Vi har ønsket at være på forkant og undgå, at vi skal tage stilling fra sag til sag uden en overordnet plan. Derfor har vi fastlagt områder, hvor vi mener, det kan give mening at placere VE-anlæg, sagde Kærgaard.

Kommunen har dog valgt at opstille egne krav til energiprojekter, så det sikres, at de skaber værdi lokalt.

– Vi vil gerne sikre, at der er noget lokal udvikling i området. Vi vil gerne se, at du også arbejder med naturudvikling, at du sikrer dig, at der bliver lavet noget for vandhåndtering i det her område, sikrer noget biodiversitet og laver nogle stier til lokalsamfundet, sagde hun.

Med de nye retningslinjer fastsættes det samtidig, at store VE-anlæg ikke skal kunne placeres vilkårligt i kommunen. Kommunen har udpeget specifikke mulighedszoner, mens resten af kommunen er defineret som no-go-områder for store solcelle- og vindmølleanlæg.

Byudvikling: Balanceret vækst og helhedsplanlægning

Et andet centralt tema i kommuneplanen er byudviklingen. Kommunen har fortsat fokus på at sikre arealer til nye boligområder, men samtidig understrege nødvendigheden af at tænke i helheder.

– Vi skal finde plads til mange forskellige anvendelser inden for de arealer, vi har til rådighed. Efterspørgslen på både bolig- og erhvervsarealer er stigende, og derfor er det vigtigt at prioritere rigtigt, sagde Charlotte Lorentzen, kommuneplanlægger i Fredericia Kommune.

Der blev peget på, at byudviklingen skal ske i sammenhæng med både infrastruktur, klimatilpasning og erhvervsudvikling.

– Byudvikling med omtanke har været et centralt tema. Det er ikke noget nyt, men i takt med, at arealressourcerne bliver mere begrænsede, er det vigtigere end nogensinde før, forklarede Lorentzen.

Mobilitet: Infrastruktur i tråd med væksten

Mobilitet var også et af de emner, der blev gennemgået på mødet. Kommuneplanen sigter mod at forbedre infrastrukturen, så den understøtter den forventede befolkningsvækst og de øgede krav til transport i kommunen.

Der blev nævnt, at Fredericia, som en vigtig transporthub, skal sikre bedre forbindelser både internt i kommunen og til de omkringliggende byer. Det indebærer blandt andet en fortsat udvikling af vejnettet samt bedre forhold for kollektiv transport og cyklisme.

Kommuneplanen er nu i høring

Forslaget til Kommuneplan 2025-2037 blev politisk vedtaget af byrådet den 16. december 2024 og er nu sendt i offentlig høring frem til 1. april 2025.

Mødet gav et indblik i de vigtigste ændringer i planen, og præciseringen af, at kommunen ikke er underlagt statslige krav om VE-mulighedszoner, kan blive et væsentligt element i den videre debat. Både borgere og erhvervsliv har mulighed for at indsende høringssvar, inden den endelige plan vedtages.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer