KRIMI. En mørkegrå, tysk indregistreret Audi holdt natten til fredag politiet beskæftiget i Fredericia, hvor bilen ifølge flere anmeldelser kørte aldeles hensynsløst rundt i og omkring byen. Politiet fik den første anmeldelse klokken 02.37, og en patrulje fik kort efter øje på køretøjet i krydset ved Strandvejen og Holstensvej.
Her fik føreren signal til at standse, men det havde han tilsyneladende ingen intentioner om at efterkomme. I stedet fulgte en eftersættelse, hvor Audien ved Røde Banke blev målt til mindst 130 kilometer i timen på en strækning, hvor man må køre 50. Undervejs krydsede bilen over i den modsatte kørebane med høj fart, inden den til sidst kørte over for rødt og blev bragt til standsning.
I bilen traf betjentene fire personer, alle danskere. Føreren er en 27-årig mand, og på grund af den høje hastighed er køretøjet beslaglagt efter reglerne om vanvidsbilisme.
Sagen slutter dog ikke der. Politiet efterforsker nu, om der kan rejses flere sigtelser mod føreren, fordi de tre passagerer, en 31-årig kvinde, en 19-årig kvinde og en 27-årig mand, kan have fået deres liv bragt i fare under den vilde kørsel. Det kan i givet fald udløse en sigtelse efter straffelovens paragraf 252 om at forvolde fare for andres liv, og det arbejde sad kollegerne fredag morgen fortsat og skrev på ved politigården i Fredericia.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 31.7 kl. 9.00 af politikommissær Claus Andersen.











