Politiet har i november givet danskerne mulighed for anonymt at aflevere våben uden risiko for sigtelse som led i en såkaldt frit lejde-aktion. Efter de første 12 dage melder Rigspolitiet, at hele 8.402 effekter er blevet overdraget til stationerne rundt om i landet.
Politikommissær Sune Fletcher Hjortel, der leder aktionen, udtrykker stor tilfredshed med resultatet:
– Vi er meget tilfredse med den store opbakning til frit lejde-aktionen, som vi oplever fra borgerne. Hvert eneste afleverede våben er lig med et våben mindre ude i samfundet, som kan falde i de forkerte hænder. Vi håber derfor, at opbakningen fortsætter i samme skala måneden ud, og vi opfordrer alle til at få ryddet op og afleveret eventuelle ulovlige våben til politiet, lyder det fra ham i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.
Sprængstoffer kræver særlig kontakt til politiet
Politiet understreger dog, at ikke alle typer våben kan afleveres personligt på stationerne. Håndgranater og andre eksplosive genstande kræver en særlig fremgangsmåde, og borgere, der ønsker at indlevere sprængstoffer, skal først kontakte politiet via telefon 114. På den måde kan Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) håndtere bortskaffelsen sikkert.
– Vi oplever desværre stadig for mange situationer, hvor velmenende borgere møder op på vores politistationer for at aflevere håndgranater og andre eksplosiver. Det skaber både farlige situationer for os og borgerne, og det medfører også, at vi som oftest må lukke eller evakuere vores ekspeditioner, indtil Forsvaret har været forbi for at bortskaffe sprængstofferne. Vi er klar over, at hensigterne er gode, men man skal altså ringe 114, hvis man skal af med sprængstoffer under frit lejde-aktionen, advarer Sune Fletcher Hjortel.