MIDDELFART. Når synet svigter, står Tina Jellesen Nielsen klar til at hjælpe. Hun er konsulent hos Dansk Blindesamfund og har i 15 år været bindeled mellem blinde, svagsynede, kommunen og foreningen. Hver dag hjælper hun mennesker i Odense og omegn, Middelfart, Assens og Nordfyn med at finde vej i en tilværelse, hvor synet enten er væk eller stærkt reduceret.
For 56-årige Tina fra Odense er et liv uden syn et livsvilkår. Hun blev født to og en halv måned for tidligt og fik så meget ilt i kuvøsen, at hun mistede synet. De erfaringer, hun selv har gjort sig gennem et helt liv som blind, giver hun i dag videre til andre. »Jeg er meget taknemmelig for mit arbejde. Det er en helt særlig følelse at være med til at gøre en forskel hos borgerne, når vi besøger og hjælper dem videre i livet med både stort og småt,« siger hun.
Arbejdet spænder vidt. Det kan handle om praktisk hjælp i hjemmet eller præsentation af hjælpemidler. Det kan være en markeringsstok til svagsynede eller den hvide mobilitystok til blinde. Det kan også være elektroniske løsninger, hvor borgeren kan indtale huskesedler eller bruge skærmlæser. »Er borgerne ikke visiteret til hjælpen, kan jeg samtidig fungere som bindeled mellem dem og kommunen, hvor jeg ofte også er bisidder til møder. Jeg kan være med til at sikre, at borgerne bliver kompenseret rigtigt og præsenteret for den rette hjælp,« fortæller hun.
Hun giver også praktiske tips til hverdagen. Det kan være en kniv, der kan indstilles til at skære ensartede skiver brød, eller en væskemåler, der vibrerer eller giver lyd, når glasset er ved at være fyldt. For Tina handler det i høj grad om hjælp til selvhjælp. »Men før vi kan hjælpe dem dertil, kræver det, at vi lærer medlemmet rigtig godt at kende for at sikre, at vi kan give dem den rette hjælp. Det gør vi simpelthen via de gode samtaler,« siger hun.
De samtaler handler sjældent kun om synstabet. Hun begynder med en snak om liv, arbejde, børn, børnebørn og interesser, for det vigtigste er at lytte. »Både for at skabe et trygt rum imellem medlemmet og mig, men også for, at jeg kan skabe en forståelse for medlemmets situation. Stille og roligt kan jeg så begynde at gå mere ind i, hvordan personen har det, og hvilke følgevirkninger det har for personen at have mistet synet,« forklarer hun og tilføjer: »Det er vigtigt, at vi kommer hele vejen rundt om mennesket og ikke kun fokuserer på synshandicappet. Vi skal se det hele menneske, da det er den eneste måde, vi kan sikre den helt rette hjælp på.«
For Tina handler det om at finde det tempo og de løsninger, der passer til den enkelte. »Vi skal give personen den nødvendige håndsrækning for at finde tilbage til livsglæden – og når det så endelig lykkes, føles det bare helt fantastisk og livsbekræftende,« siger hun.
Hun bruger sit eget synshandicap aktivt i mødet med medlemmerne. Når de ser, at hun ubesværet kan skænke en kop kaffe og leve et godt liv uden syn, giver det håb. »Jeg passer på ikke at virke som en supermand, for selvfølgelig er tingene nemmere for mig – jeg har øvet mig et helt liv. Så jeg gør meget ud af også at dele det, jeg selv bakser med. Ex vasketøjet, som er svært at sortere rigtigt, når man ikke har nogen idé om, hvad farver er,« siger hun.
For mange nye medlemmer er det inspirerende at møde en konsulent, der deler deres udfordringer. »Når de oplever, at jeg heller ikke kan alt, ser de i stedet én, der er samme sted som dem, men som har lært at gebærde sig i livet. Og er glad. For de fleste er det både tankevækkende og inspirerende,« siger Tina.
Hun peger på, at netop det er styrken ved konsulentordningen hos Dansk Blindesamfund. »Det er ganske unikt og noget, vi skal være stolte af at kunne tilbyde vores medlemmer.«
Men jobbet rummer også de svære samtaler. Mange er i en livskrise, når hun møder dem første gang. »Skræmmende er det især for dem, der er gået fra at have hele sit syn til intet. Det er et kontroltab og en identitetskrise fra det ene øjeblik til det andet ikke at kunne se sin familie, venner og kolleger eller dyrke sine aktiviteter, som man plejer,« siger hun.
Hun lægger vægt på at skabe plads til følelserne. »Der er altid plads til at fælde en tåre hos mig, så jeg spørger altid om personen har brug for en støttende hånd at holde i. Det tager folk nogle gange imod. Bare det at være sammen i det svære er ofte en stor trøst,« fortæller hun.
At hun mærker forskellen i sit eget hjerte, er noget af det, der driver hende. »Vi har alle brug for et liv med indhold og at kunne klare os selv, men det kræver, at hovedet og hjertet er med. Jeg husker et medlem, der engang sagde til mig, at dit besøg i dag har givet mig lyst til at komme videre, og de udtalelser mærker jeg tydeligt i mit eget hjerte. Fordi vi rykker menneskerne igennem vores besøg og gode snakke. Det er så berigende,« afslutter hun.
