En ny analyse fra Dansk Erhverv, baseret på data fra Danmarks Statistik, viser en markant stigning i sygefraværet blandt danske ansatte siden 2019. Ifølge Dansk Erhverv er stigningen er mærkbar både i den offentlige og private sektor og har konsekvenser for arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien. Sygefraværet, som tidligere lå stabilt, har efter coronapandemien ikke fundet tilbage til tidligere niveauer.

Generel stigning på tværs af sektorer

Ifølge analysen havde offentligt ansatte i gennemsnit 14,1 sygedage pr. fuldtidsansat i 2023, hvilket er en stigning på 2,4 dage siden 2019. Privatansatte oplevede i samme periode en stigning på 1,3 dage, med et gennemsnit på 8,2 sygedage i 2023. Dansk Erhverv peger på, at den samlede stigning i sygefraværet svarer til 80.800 fuldtidspersoner.

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, beskriver udviklingen som en udfordring: 

– Tallene viser, at sygefraværet på den anden side af coronapandemien er markant højere end før pandemiens start. Det er tankevækkende. I en tid med så udtalt mangel på arbejdskraft er det ikke gode nyheder, siger han i en pressemeddelse.

Potentiale i at reducere sygefraværet

Ifølge Dansk Erhverv er der et betydeligt potentiale i at nedbringe sygefraværet til niveauet fra 2019. Organisationen vurderer, at det ville frigøre ressourcer svarende til 13.400 fuldtidspersoner – fordelt på 6.600 i den offentlige sektor og 6.800 i den private.

– Det er et enormt potentiale. Hvis sygefraværet i det offentlige bringes tilbage på niveau med 2019, vil det svare til, at antallet af offentligt ansatte øges med 6.600. Flere hænder til at udføre arbejdet vil kunne forbedre kvaliteten af den offentlige service. Et lavere sygefravær vil gavne både vores fælles velfærd og virksomhedernes vækstmuligheder, udtaler Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv fremhæver desuden, at både offentlige og private arbejdspladser kan reducere sygefraværet gennem ledelsesmæssige tiltag og målrettede forebyggende indsatser. 

– Mit bedste bud er, at det handler det om at sætte sig nogle mål, have nogle forebyggende indsatser og om at have en tydelig ledelse, siger Brian Mikkelsen.

Lokale perspektiver i Trekantområdet

I Trekantområdet følger kommunerne Middelfart, Fredericia og Kolding den nationale tendens med stigende sygefravær. Ifølge analysen har Middelfart i gennemsnit 17,4 sygedage pr. fuldtidsansat, Fredericia 16,8 dage og Kolding 16,5 dage. Dermed ligger både Middelfart og Fredericia over landsgennemsnittet på 16,2 dage, mens Kolding ligger tættere på.

– Uanset hvor man som kommune ligger på skalaen, har man alle gode grunde til at arbejde for at sikre færre sygedage blandt de ansatte. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at man rundt omkring i kommunerne gør meget for at nedbringe sygefraværet. Og det er mit håb og min opfordring, at man med disse nye tal i hånden i den enkelte kommune tjekker op på sine indsatser og ser, om man måske kunne gøre endnu mere, end man allerede gør. For der er jo konkrete gevinster for involverede at hente, hvis man kan nedbringe sygefraværet lokalt, siger underdirektør i Dansk Erhverv, Sofie Findling Andersen.

En bred udfordring

Ifølge Dansk Erhverv er sygefraværet steget på tværs af aldersgrupper og køn, hvilket peger på, at der ikke er én enkelt årsag til udviklingen. Organisationen fremhæver, at offentlige arbejdspladser generelt har højere sygefravær end private, hvilket delvist kan forklares med forskelle i jobfunktioner, såsom omsorgsarbejde, der typisk er mere belastende. Analysen påpeger desuden, at forskellen mellem sektorerne også ses, når der sammenlignes på tværs af lignende jobtyper.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her