EVENTS. Reformerne står klar, playlisten er under opbygning, og øllen er allerede sat på køl. Fredag den 28. august kl. 16.30 inviterer Fit&Sund Middelfart for første gang til reformer-træning udelukkende for mænd, og bag initiativet står instruktør Heidi Nielsen, som længe har undret sig over, at den ene halvdel af befolkningen stort set glimrer ved sit fravær på holdene.

»Det er jo egentlig det samme som for kvinder. Men vi vil jo gerne have nogle flere mænd med på holdene,« siger Heidi Nielsen og tilføjer, at det sjældent er manglende lyst, der holder mændene væk.

»Det er altså sjældent, de lige tør at komme ind til os, når vi nu har været i gang i flere måneder. Så nu er det kun for mænd den her ene gang, så de lige kan prøve det af,« siger hun.

Reformer-træning foregår på en maskine med en bevægelig vogn, fjedre og stropper, og træningsformen har de senere år bredt sig fra pilatesstudier til fitnesskæder over hele landet. Alligevel hænger der fortsat en sejlivet myte ved maskinerne, oplever Heidi Nielsen.

»De tror jo, at det er sådan noget udstrækning. At man ligger på en maskine og strækker ud,« siger hun med henvisning til, at virkeligheden er noget mere svedig, og at selv verdens største fodboldstjerner har taget træningsformen til sig.

»Vi ved jo, at fodboldspillere som Ronaldo og Messi, de er blevet reformere,« siger Heidi Nielsen.

Det er ikke første gang, hun forsøger sig med et rent herrehold. Hun har tidligere brugt samme greb i en anden holdtræning, og dengang virkede det efter hensigten.

»Der skete jo det, at på de efterfølgende timer, jeg havde, der var der flest mænd. Så de fik øjnene op for det. De turde bare ikke komme ind af sig selv,« fortæller hun.

Selve timen bliver bygget op om mange af de samme øvelser, som de faste hold kender, men rammen bliver skruet sammen til målgruppen. Musikken bliver ifølge instruktøren »sådan en mandeplayliste«, og når den sidste fjeder har givet slip, venter der en belønning, som Gamborg Bryghus har sagt ja til at sponsorere.

»Det er først øl bagefter,« understreger Heidi Nielsen med et grin og slår fast, at ambitionen med det hele er ganske enkel.

»De skal bare have en god oplevelse,« siger hun.

Interessen tyder på, at budskabet allerede er nået ud. Centeret råder over 13 reformere, og størstedelen af pladserne er væk.

»Jeg mangler kun tre tilmeldte, så har jeg fyldt hold,« siger Heidi Nielsen.

Det kræver ikke medlemskab af Fit&Sund at deltage. Medlemmer med Fit&Sund Plus kan tilmelde sig i kædens app, mens alle andre blot skal gå ned i centeret, hvor personalet skriver dem på listen.

Og skulle det vise sig, at mændene i Middelfart får smag for både fjedre, vogn og fælles afslutning med en øl, er Heidi Nielsen ikke afvisende over for at gøre det til en tilbagevendende begivenhed.

»Ja, det kan det i hvert fald,« siger hun.