I løbet af de seneste to weekender har Erritsø Idrætscenter været centrum for fodboldglæde og fællesskab, da den rekordstore EGIF Cup blev afviklet. Med hele 470 deltagende hold var der liv og aktivitet overalt, og turneringen blev endnu en stor succes for EGIF Fodbold, som står bag arrangementet.
Frivillige er rygraden i stævnet, der i år trak hele 470 hold til Erritsø Idrætscenter. Der ifølge formand for EGIF Fodbold, Mads Hansen, de mange frivillige, der gør muligt.
– Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre uden de mange frivillige, der har hjulpet. Vi er en kernegruppe på fem til seks personer, som har lagt rigtig mange timer i det, men vi har også haft omkring 60 frivillige i gang i alt. Deres indsats er helt afgørende for, at vi kan få det hele til at fungere. Uden dem ville det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre, siger Mads Hansen.
En af de ting, som EGIF Cup er særligt kendt for, er den høje grad af service, der tilbydes deltagerne.
– Noget af det, vi virkelig prioriterer, og som vi også får meget ros for, er vores fokus på service. Vi gør en stor indsats for at sikre, at deltagerne føler sig godt taget imod, og at alt fungerer gnidningsfrit. Et eksempel er parkeringen, hvor vi har frivillige stående udenfor til at styre det hele. Det betyder, at man ikke skal køre rundt og lede længe efter en plads. Det virker måske som en lille ting, men for deltagerne gør det en stor forskel, at det hele er nemt og overskueligt, forklarer formanden.
En glædelig oplevelse
For Mads Hansen og resten af arrangørerne har det været en fornøjelse at afholde det store stævne.
– Det har som altid været en rigtig god oplevelse at være en del af. Der er så mange glade mennesker, som deltager, og det gør alt arbejdet det hele værd. Vi glæder os allerede til næste stævne, slutter han.
Med en rekordstor deltagelse og positive tilbagemeldinger kan EGIF Fodbold se tilbage på et vellykket arrangement, der endnu engang har vist styrken i fællesskabet og det frivillige engagement.