I denne uge kunne vi læse om en hjemløs, der slog sig ned i en tom lejlighed i Fredericia. Politiet udtalte: “Manden har ingen kendt adresse, og det er uklart, hvorfor han tog ophold i lejligheden.” Men så det er jo netop ikke uklart.

Når mennesker ikke kan få den hjælp, de har brug for, så finder de deres egne løsninger. Og hjemløshed handler om langt mere, end at man ikke har en lejekontrakt.

Jeg ved ikke om psykisk sygdom spiller en rolle i den omtalte sag, men ifølge VIVE har to tredjedele af alle hjemløse mindst én psykisk sygdom – ofte ubehandlet. På bare to år er hjemløsheden steget med 3 %. Kan det hænge sammen med det stærkt pressede psykiatriske system? Det tror jeg.

I 1990 havde vi knap 5000 sengepladser til voksne psykiatriske patienter. I dag er det tal halveret, og indlæggelsestiderne er skåret drastisk ned. Det betyder ikke, at færre har brug for hjælp – det betyder, at flere efterlades uden behandling. At flere udskrives i en tilstand, hvor de ikke har overskud til at leve op til de mange krav og pligter der er i samfundet. For nogle ender det i hjemløshed. Overladt til sig selv, forsøger disse mennesker selvfølgelig så godt de kan, at komme igennem dagene.

Vi kan ikke blive ved med at ignorere problemet. Psykisk syge skal have behandling, før de ender på gaden. Det er ikke politiet der skal “hjælpe” vores psykisk syge medborgere.

Vi kan gøre det bedre. Vi skal gøre det bedre.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer