Poul Rand om sparerunden: Byrådet sidder og venter på, at forvaltningen finder pengene

POLITIK. Poul Rand fra Liberal Alliance har skrevet et læserbrev om erhvervslivets plads i budgetdebatten, og baggrunden er, at han har arbejdet sig igennem kommunens høringsmateriale og delt sin gennemgang op i tre dele på sin egen profil under overskriften Økonomi for menigmand. Formålet var at gøre tallene forståelige for dem, der ikke har særlig indsigt i kommunal økonomi, forklarer han. Når han taler med folk i og uden for sit eget parti, er hans indtryk, at spørgsmålet om, hvor der skal spares, allerede er nogenlunde afklaret. Og han er ikke enig i, hvor kniven bliver sat ind.

»Jeg forventede, at kommunen sparer på systemet, før den sparer på befolkningen. Men det gør de ikke,« siger han.

Efter hans opfattelse har forvaltningen ikke leveret besparelser, der bare ligner det beløb, kommunen selv har peget på kan findes på administrationen. Og når det ikke sker, kommer resten et andet sted fra, mener han. Så må man tage fra hjemmehjælperne, som han formulerer det.

Selve besparelsen kan godt findes, siger Poul Rand, men den skal findes ved at arbejde smartere frem for hårdere, og især på planlægningsdelen. Han peger på mellemlederlaget, blandt andet på skoleområdet, hvor beslutninger efter hans opfattelse forsvinder undervejs.

»Min nærmeste chef forstår mig godt nok. Men så kommer der to eller tre led op i kæden, og så glemmer man det, og så falder det væk,« siger han om den kritik, han hører fra folk i skolerne.

De led vil han spare væk og i stedet lægge budgetansvaret ud på gulvet, som han siger, det var i gamle dage. Dem, der driver en skole eller et plejehjem, ved bedst, hvad der er behov for, mener han, og hvis de selv har hånden på budgettet, skal de nok finde ud af det.

Samtidig peger han på en mekanisme, som han mener trækker den forkerte vej. Hvis en dygtig medarbejder sparer penge op og ikke bruger hele sit budget, bliver budgettet skåret ned med det samme beløb året efter, siger han. Derfor bruger mange offentlige institutioner efter hans opfattelse pengene op sidst på året for at kunne vise politikerne, at budgettet passer.

»Man skal belønnes for det. Man skal ikke straffes ved, at man tager pengene fra folk,« siger han.

I læserbrevet skriver han, at virksomheder skal møde en kommune, der er tilgængelig og løsningsorienteret. Konkret ønsker han sig en model, hvor virksomheden går ind ad døren og møder én fast kontaktperson, der kender hele forvaltningen og kan guide videre til de rigtige mennesker, uanset om sagen kræver en særlig tilladelse, en VVM-redegørelse eller hjælp til at finde en grund. Den samme model vil han have for borgere med en sag i kommunen.

»Det er en all-round blæksprutte, der kender det kommunale system,« siger han.

Til gengæld skal servicemålene have en konsekvens, hvis de ikke bliver overholdt, og det samme gælder budgetterne, mener han. I det kommunale system sker der sjældent noget, siger Poul Rand, og han henviser til det tekniske budget, hvor han selv regner sig frem til, at skoleområdet lander omkring 50 mio. kr. over, og det sociale område omkring 36 mio. kr. Den slags skal efter hans mening opdages tidligt i budgetfasen og ikke først, når det er gået galt.

»Overskrider man den ene gang efter den anden, så er man ikke dygtig nok, eller også har man ikke gjort, hvad der er blevet bedt om,« siger han.

Han understreger i læserbrevet, at imødekommenhed ikke er et løfte om ja til alt, og på bosætningsområdet går grænsen for ham et meget konkret sted. Fredericia er en geografisk lille kommune, siger han, og målet om at blive 55.000 indbyggere er han ikke imod.

»Det skal gerne være 55.000 skatteborgere,« siger han.

Han fremhæver selv, at omkring 20 procent af kommunens indbyggere efter hans tal er over 60 år, og at langtfra alle er plejekrævende. Mange er mobile, klarer sig selv og tjener deres egne penge, siger han, mens andre borgere har det svært og skal hjælpes, gerne tidligere end i dag. Men når det gælder tilflyttere fra andre kommuner, mener han, at Fredericia skal sige fra.

»Vi skal holde op med at sige ja til, at andre kommuner flytter deres svage borgere til Fredericia,« siger han.

Han henviser til Kobbelgården som et eksempel på, hvad det kan koste, når kommunen sender de tungeste opgaver videre til andre kommuner i stedet for at løse dem selv. Efter hans opfattelse bør Fredericia hente det rigtige personale ind og selv løfte opgaven, og hvis kommunen kan gøre det godt nok, kan den tage borgere fra andre kommuner og tjene penge på det i stedet. En enkelt meget tung borger kan koste tre millioner kroner om året, siger han.

Han advarer samtidig mod at skære i landsbyerne. Hvis skolen og børnehaven lukker i en landsby, flytter der ikke flere derud, mener han, og han sammenligner det med at lukke købmanden. Pasningsordningerne er efter hans opfattelse med til at skabe det sociale netværk i et lille landsbysamfund, sammen med kirkerne, og han mener, at kommunen overser den værdi. Han er også uenig i kommunens beregning af, at hjemmepasning er dyrt, og siger, at han ikke ved, hvor tallene stammer fra.

På erhvervssiden er hans pointe, at flere arbejdspladser ikke automatisk fylder kommunekassen, blandt andet på grund af udligningen og af, hvor medarbejderne bor. Han mener, at Fredericia har baseret sig for meget på Ørsted, hvor selskabsskatten i et enkelt år gav et trecifret millionbeløb, og han kalder det fornuftigt, at kommunen har sat penge til side, hvis regningen skulle komme igen.

Til sidst vender han tilbage til byrådet, som han mener skal leve op til det navn, det bærer som kommunalbestyrelse. Bestyrelsen skal udstikke retningslinjerne til direktionen, som er forvaltningen, og forvaltningen skal køre efter dem, siger han. I stedet oplever han, at byrådsmedlemmerne, inklusive dem fra hans eget parti, venter på, at forvaltningen kommer med besparelsesforslagene, i stedet for på forhånd at melde ud, hvad der ikke skal spares på.

»Hvor fanden er de løfter, de er gået til valg på?« siger han.