Han flyttede til Fredericia for atomkraftens skyld. Det endte med, at Disney ringede

BOSÆTNING. De fleste flyttehistorier begynder med et job, et hjerte eller en huspris. Uffe Steiner Jensens begynder med en energiform, der aldrig kom. Han sad i København i 1978, nyuddannet civilingeniør med speciale i reaktorfysik, og fulgte med i den store diskussion om, hvor Danmarks energifremtid skulle ligge. Selv var han ikke i tvivl om, hvor den ville føre ham hen.

»Jeg troede, at vi skulle have atomkraft i Danmark, og jeg er uddannet i reaktorfysik. Det firma, der arbejdede med atomkraft for alvor, var Elsam, det jysk-fynske elsamarbejde. Så det var derfor, jeg kom til Fredericia,« fortæller han.

Historien ville have været god nok, hvis den var endt der. Atomkraften blev som bekendt stemt hjem i skuffen, og reaktorfysikeren kunne have pakket sammen og være rejst videre mod nye reaktorer i udlandet. I stedet slog han rod. Tyve år senere fik han borgmesterkæden om halsen, og fra 1998 til udgangen af 2009 stod han i spidsen for den by, han i sin tid var kommet til som tilflytter fra hovedstaden. Regner man efter, er det 48 år siden, han og hans kone flyttede ind i parcelhuset i Erritsø. De bor der endnu.

Byen, der tog imod dem dengang, husker han tydeligt. Voldene lå, hvor de altid har ligget, gaderne fulgte det samme snorlige mønster som i dag, og alligevel var det en anden by, han gik rundt i. Forskellen sad ikke i murværket. Den sad mellem ørerne. »Jeg oplevede en by, der syntes, at den stod i skyggen af Vejle og Kolding. Det undrede mig egentlig lidt, for det var der slet ingen grund til,« siger han.

Tyve år senere, med borgmesterkontoret som udsigtspunkt, fik han sort på hvidt, at fornemmelsen fra 1978 stadig holdt. Kommunen lavede imageundersøgelser i hele landet, og svarene var ikke til at tage fejl af. »Vi fik at vide, at vi var en beskidt industriby med en bane over. Og ligegyldigt hvad vi gjorde, så var vi 50.000 indbyggere. Der bosatte sig folk, men der rejste lige så mange væk. Befolkningstallet var 50.000 i alle de år, jeg var borgmester,« fortæller Uffe Steiner Jensen.

Man skal høre det tal et par gange for at forstå, hvor sejlivet det var. For der blev jo bygget og besluttet i de år. Byrådet søsatte DanmarkC, der i dag har fyldt Taulov med virksomheder, og FredericiaC, som byen nu kender som Kanalbyen, foruden en lang række andre planer, der stadig former Fredericia. Alligevel er det et helt tredje projekt, den tidligere borgmester fremhæver, når han skal pege på det, der for alvor rykkede byen. Et projekt, der landede i byen, fordi tilfældet ville det. »Vi var heldige, fordi den rigtige mand kom forbi, og så fik vi etableret Det Danske Musicalakademi. Det var godt nok vigtigt. Det er det, der har ændret byen fuldstændig,« slår han fast.

Akademiet fandt sammen med Fredericia Teater, og i det samarbejde begyndte den forvandling, som ingen imageundersøgelse havde turdet spå om. Den fik sit måske fineste kapitel en dag, mens Søren Møller var direktør for teatret, da telefonen ringede. Det er en historie, Uffe Steiner Jensen stadig fortæller med tydelig fryd. »Disney-koncernen, altså det amerikanske Walt Disney, ringede til Søren og sagde, at de havde tænkt på at lave en premiere i Europa. De plejer altid at have premiere i forskellige amerikanske byer, før de trækker en musical ind til Broadway. Det syntes Søren jo lød meget fornuftigt. Men så tror jeg, han var ved at falde ned af stolen, for Disney sagde, at de havde tænkt på, om det ikke kunne være i Fredericia,« fortæller han.

Detaljerne i forløbet vil han ikke tage patent på, det siger han selv med et smil. Resultatet husker han til gengæld i runde, solide tal. Da Klokkeren fra Notre Dame spillede i Fredericia, kom der 65.000 gæster. »Det var Danmarks største teater uden sammenligning. Det er den bedste musicalforestilling, jeg nogensinde har set. Da den senere spillede på Det Kongelige Teater i København, talte jeg med nogle af Disney-folkene, og de sagde, at sådan en forestilling kunne de ikke lave på Broadway,« bemærker han.

Verdens største underholdningskoncern, der ringer til en jysk fæstningsby og bagefter indrømmer, at Broadway måtte give fortabt. Den slags rygtes, også uden for teatersalen, og med årene sivede det ud i gaderne, hvor enhver kan gå ud og efterprøve det i dag. Uffe Steiner Jensen gør det selv med næsten et halvt århundredes hukommelse i bagagen. »Da jeg kom til byen, var der ingen caféer og meget få restauranter. Kigger du på byen i dag, er der en café på hvert et hjørne og massevis af restauranter. Det var samarbejdet mellem musicalakademiet og Fredericia Teater, der gjorde det. I dag er Fredericia en kunst- og kulturby, og det er derfor, man skal flytte hertil,« siger han.

Og skulle nogen stadig være i tvivl om, hvad det er for en by, låner han gerne en formulering fra byens tidligere kulturchef. Han har aldrig glemt den. »Hun sagde om byerne i Danmark, at der er middelalderbyerne og jernbanebyerne. Og så er der Fredericia,« gengiver han med tydelig fornøjelse.

Kulturchefens ord er efterhånden ved at få følgeskab af folkeregistret. Byen, der i alle hans borgmesterår lå bomstille på de 50.000, vokser i dag, og han møder selv beviserne, når han falder i snak med de nye tilflyttere. »Nu flytter folk hertil, og det skal de endelig gøre, for det er en fantastisk by. Dem, jeg taler med, som er flyttet hertil, roser i den grad byen. Og det er da godt at høre,« siger Uffe Steiner Jensen.

Manden, der kom for atomkraften og fik en kulturby i stedet, lyder som en, der for længst har gjort regnestykket op. Byttet faldt ud til hans fordel.