GRUNDLOVSDAG. Solen skinnede over gården i Kulturkasernen, da Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, kom gående ind i gården med sit hold. Hurtigt samlede der sig en flok omkring ham, unge såvel som ældre rakte hånden frem, snakken gik, og flere skulle nå at få taget et billede med dagens hovedtaler. Stemningen var løftet, da en bred kreds af Fredericias partier fredag var gået sammen om at fejre grundlovsdag.

Med taler, debatter, kaffe, kage og fællessang var rammen sat for det, arrangørerne kalder et lille folkemøde. Syv lokale partier stod bag, fra SF til Danmarksdemokraterne, og blandt arrangørerne var folketingsmedlem Maria Radoor fra Socialdemokratiet, der havde sin datter med. For hende er grundlovsdag både en festdag og en anledning til at stå sammen på tværs. »For mig er det vores nationale festdag. Vi fejrer, at vi har en grundlov og en masse rettigheder som borgere i Danmark, og det elsker jeg,« siger hun. »Det er en blanding af fest og en dag, hvor vi sætter tid af til at være taknemmelige for de rettigheder, vi har.«

Maria Radoor fra Socialdemokratiet havde sin datter med og glædede sig over, at børnene kunne være med til at opleve festdagen.

Hun glæder sig især over det tværpolitiske ved dagen, hvor partierne mødes i stedet for at stå hver for sig. »Det betyder rigtig meget, at vi kan mødes og se hinanden i øjnene og få det fejret på ordentlig vis. Der er allerede flere i år end sidste år, så jeg håber, det kan vokse sig rigtig stort.«

Mange var mødt op for at høre talerne i gården ved Kulturkasernen.

Også frivilligheden fylder for hende. På pladsen havde flere af byens foreninger taget opstilling, blandt andet sports- og ældreforeninger, og netop dem fremhæver Maria Radoor som en hjørnesten, dagen er med til at hylde. »Jeg kan godt lide, at vi fejrer frivilligheden og alle vores foreninger. Det skal vi gøre langt mere af, for vi har brug for folk, der tager en tørn og arbejder frivilligt, så vi kan få alle vores unge mennesker med ind i fællesskabet.«

En borgerlig festdag

Dagens hovedtaler, Alex Vanopslagh, lagde i sin tale ikke skjul på, at grundlovsdag for ham er en borgerlig festdag. Han argumenterede for, at de værdier, danskerne fejrer, efter hans opfattelse er grundlæggende borgerlige og liberale, og at talens to nøgleord er frihed og ansvar.

Alex Vanopslagh holdt årets grundlovstale for de fremmødte.

Han trak en historisk linje fra grundloven og næringsfriheden i midten af 1800-tallet til den udvikling, hvor Danmark gik fra at være et af Europas fattigste lande til et af de rigeste. Pointen var, at danskerne brugte den nyvundne frihed til at tage ansvar og bygge fællesskaber som andelsbevægelser, forsamlingshuse og højskoler. »Folkestyret er noget, vi tager ansvar for hver evig eneste dag ved at bruge vores frihed til at gøre en positiv forskel,« sagde Alex Vanopslagh.

Med både historiske perspektiver og aktuel politik talte Alex Vanopslagh om frihed og ansvar.

I talen rettede han også en skarp kritik mod den nye regering, som han mente lover for meget uden at have fundet finansieringen, ligesom han advarede mod det, han kaldte skjulte skattestigninger. Samtidig roste han regeringens ønske om at styrke dansk konkurrenceevne og opfordrede de borgerlige partier til at stå sammen.

Unge kom for at danne deres egen mening

Blandt publikum var også unge ansigter, og en gruppe unge mænd var taget til Kulturkasernen for at blive klogere på politik. For flere af dem var det netop Vanopslagh, der trak. »Politik er en rimelig stor ting og fylder meget i Danmark lige nu, så vi ville prøve at sætte os mere ind i det og se det fra flere perspektiver,« fortæller den unge Nikolaj, der selv er vokset op i et liberalt hjem og har fulgt Vanopslagh tæt. »Han plejer at være i København, så nu kommer han endelig til lille Fredericia. Det er fedt.«

Solen var med, da en bred kreds af byens partier samlede fredericianerne til grundlovsmøde.

Du kan læse mere om, hvorfor de tre unge mænd havde taget turen til grundlovsmødet, i en særskilt artikel.

Dagen bød desuden på debatter mellem byrådsmedlemmer og foreninger, åben mikrofon og mulighed for at møde de lokale partier, inden arrangementet sluttede sidst på eftermiddagen. Og hvis det står til arrangørerne, er fredagens møde langtfra det sidste af sin slags.

Læs også