BUSINESS. Den 1. juli slog den velkendte tøjbutik i Gothersgade i Fredericia dørene op med nyt navn og fornyet butikskoncept. Butikken, der hidtil har heddet Miami, skifter nemlig navn tilbage til det oprindelige S.M. Andersen – præcis som dengang, da butikken blev grundlagt i 1921.
Bag navneskiftet står indehaver Ole Mortensen, der med begejstring fortæller om idéen bag skiftet:
»Vi vender tilbage til rødderne. Fra 1. juli hedder vi igen SM Andersen, ligesom da butikken åbnede i 1921. Dengang var lokalerne selvfølgelig noget mindre end de er i dag, men historien er den samme, og den vil vi gerne holde fast i,« fortæller Ole Mortensen.
Hygge og kaffe skal løfte oplevelsen
Navneforandringen er ikke det eneste nye i butikken. Ole Mortensen har valgt at indrette et helt nyt og hyggeligt loungeområde, hvor kunderne fremover kan nyde en god kop kaffe under shoppingturen. Butikken er derfor blevet frisket op og gjort klar med nye møbler, en lækker kaffestation og hyggelige siddepladser.
»Vi har lavet butikken om med en hyggelig kaffekrog. Vi har fået en flot kaffemaskine, et lille køleskab med kolde drikkevarer og nogle behagelige stole og borde. Det handler om at give kunderne en god oplevelse, hvor man kan tage sig tid til en kop kaffe og en god snak om tøj og mode. Samtidig har vi sagt farvel til Tøjeksperten, og vi ønsker dem held og lykke i deres nye rammer,« siger Ole Mortensen begejstret.
Butikken holder ekstraordinært åbent hele weekenden i forbindelse med 5-6.juli-festlighederne og Open By Nigth. Lørdag er der ekstra længe åbent fra klokken 10-22, hvor kunderne kan besøge butikken og opleve den nye indretning, det nye navn og ikke mindst de nye varer.
Med navneskiftet styrker butikken også sit fokus på erhvervslivet. Et nyt slogan – ”Dit behov er vores sortiment. Fashion for Business” – skal signalere, at SM Andersen også fremover vil satse på at imødekomme behovene fra byens virksomheder.
»Vi har altid haft et godt forhold til erhvervslivet, og det vil vi nu gøre endnu tydeligere med vores nye koncept og slogan. Vi ønsker at tilbyde erhvervskunder en særlig oplevelse og gode muligheder for at finde præcis det, de har brug for,« fortæller Ole Mortensen.
Fik du også set: