Nogle flytter til Fredericia for tilbuddene i hallen: »Vi kan håndtere alt, hvad folk har af udfordringer«

BOSÆTNING. Midt på formiddagen, når de fleste haller i landet står tomme, summer Fredericia Idrætscenter af liv. Knap 1.000 medlemmer og omkring 40 aktiviteter har gjort Idræt i Dagtimerne til et af byens største fællesskaber, og for nogle er tilbuddet ligefrem grunden til, at flyttelæsset gik mod Fredericia. I fjerde afsnit af serien »Derfor Fredericia« handler det om kaffen, krydslisten og alt det, der sker i hallerne, mens resten af byen er på arbejde.

Konceptet er enkelt at forklare og har snart 40 år på bagen. Idræt i Dagtimerne er for alle dem, der kan træne, mens solen er oppe.

»De fleste, der træner, er jo dem, der ikke arbejder mere, fordi vi kun har åbent i dagtimerne,« fortæller Dorthe Toft Skov, daglig leder af Idræt i Dagtimerne og medlem af Fredericia Idrætsråd. Hun tæller både pensionister og førtidspensionister blandt medlemmerne, ligesom skæve arbejdstider kan være vejen ind i fællesskabet.

Fælles for mange er, at kroppen har budt dem noget. Sygdomme, lidelser og skader fylder i medlemsskaren, og foreningen træner blandt andet genoptræning i samarbejde med sundhedshuset. Dertil kommer en vifte af tilbud, der rækker langt ud over det klassiske foreningsprogram. Der er hold for parkinsonpatienter og neuropatienter, demenstilbuddet Bevæg dig glad, hvor børnehavebørn blandt andet laver bevægelse med beboere på plejehjemmene, og foreningen FURI, et fællesskab for psykisk sårbare fra 15 år og op til omkring 80. Oven i det ligger de almindelige hold med yoga, pilates, bordtennis, cirkeltræning og dans, fællesspisningerne, bankoen og arrangementerne.

»Vi har jo næsten, tror jeg, op på 40 aktiviteter efterhånden,« lyder det fra Dorthe Toft Skov.

Men spørger man, hvad de knap 1.000 medlemmer egentlig kommer efter, er svaret ikke først og fremmest træningen. Det ældste medlem er omkring de 97, og mange kommer for at kunne klare hverdagen med mindre hjælp eller holde en sygdom i skak. Alligevel er det noget andet, der bærer.

»Jeg plejer at sige, at de kommer for at drikke kaffe, og når de er her, så kan de vist godt lave noget også,« siger hun og tilføjer det, der kunne stå som foreningens motto.

»Der er plads til alle, lige meget om det er kroppen eller hovedet, der er udfordret.«

Bag den lune bemærkning om kaffen gemmer sig historier, der gør indtryk. Dorthe Toft Skov, der selv står for mange af holdene, fortæller om medlemmer, der har passet en syg ægtefælle gennem mange år og pludselig stod alene tilbage, mens børnene bekymrede sig om, hvorvidt mor overhovedet ville komme op af stolen igen. I dag er de en del af en stribe hold, fællesspisninger og ture.

»Mange af dem siger også, jeg havde ikke lyst i dag, men jeg kom, fordi jeg ved, du krydser os af, og jeg ved, at vi skal drikke kaffe bagefter. Og folk spørger, hvorfor var du der ikke sidste gang. Så det gør jo også noget,« siger hun og mener ikke, det er anderledes for alle os andre. Man bliver trukket afsted de steder, hvor man har en aftale, og hvor nogen venter.

🔇

Og så er der det argument, der får afsnittet her til at høre hjemme i en serie om bosætning. For tilbuddene i dagtimerne er ifølge Dorthe Toft Skov ikke bare noget, tilflytterne opdager, når de er landet. For nogle er de selve grunden til at komme.

»Jeg ved i hvert fald, at vi har mange, der flytter til Fredericia, fordi hvis de har boet i små kommuner eller i yderområder, så er der ikke så meget hjælp at hente. Der er hele det her sundhedsvæsen, som er gode til genoptræning, og der er en masse gode læger og en masse muligheder,« siger hun og peger på det tætte samarbejde med kommunen, der sender borgere videre, når genoptræningen eller lægebesøget er slut.

»Vi kan håndtere alt, hvad folk egentlig har af udfordringer.«

At hallerne er fyldt med liv midt på formiddagen, er samtidig en gevinst for hele byen. Skoler og virksomheder har aftaler i huset, og foreningen bruger faciliteterne på de tidspunkter, hvor andre ikke kan.

»Så fylder vi jo hallerne ud, når der ikke er andre, der bruger dem. Så vi kan jo sammen være med til at bevare det hele,« som Dorthe Toft Skov formulerer det.

Hun er i øvrigt selv tilflytter og kom til byen for 15 år siden på grund af arbejdet. I dag er afstanden mellem hjem og forening til at overse.

»Jeg bor en kilometer herfra,« lyder det med et grin.

Nærheden gør det nemt at kigge forbi arrangementerne og være en del af hverdagen i huset, og netop mødet med de nye fredericianere fylder. Da byen holdt foreningsdag den 28. august, var Dorthe Toft Skov med til at arrangere den gennem Idrætsrådet sammen med Fredericia Shopping og Business Fredericia, og alle, der er flyttet til byen inden for det seneste år, var inviteret sammen med bosætningskonsulenten. Mange af de nye møder op, fordi nogen har fortalt dem om tilbuddene.

»Der var nogen, der fortalte om jer, og det lød bare, som om det var noget for mig,« lyder en typisk indgangsreplik, og døren står i øvrigt åben, også inden man melder sig ind. Til fællesspisning og banko må man gerne tage ægtefællen, veninden eller sine forældre med.

Rådet til dem, der sidder og overvejer at flytte til byen, er lige så jordnært som resten af huset. Kontakt dem, der arbejder med bosætning, og kom så ud og se det hele. Fredericia Idrætscenter rummer et væld af foreninger, seniorhuset har sit eget liv, og i Erritsø og Taulov ligger idrætscentrene klar.

»Tag ud og besøg nogle af stederne,« lyder opfordringen fra Dorthe Toft Skov, der har set effekten med egne øjne — også hos en tidligere praktikant fra Ukraine, der kom til byen uden netværk og uden sproget, og som i dag har begge dele.