OPINION. Stå stolt og oprejst overfor alt det, som møder dig. Du har ingen grund til andet. Hvis du gør det modsatte, har du såmænd bare resigneret, inden noget i det hele taget er i gang. Dette ville betyde et forudbestemt livsnederlag, hvilket ville ødelægge glæden ved livet. Lad sjælen guide dig fremad.
Sjælen er blandt andet vores indre bevidsthed om, “at noget godt kan lade sig gøre”. Det kan være så smukt at være i rette sjæletilstand; men det kræver, at vi udviser oprigtighed overfor den måde, vi håndterer det sjælelige på. Vi skal aktivere alt det gode og positive, som presser sig på indefra. Det skal alt sammen udfoldes. Det skal alt sammen “UD OG LEVE”. Sjælen er enhvers hjemsted for “det indre liv”.
Sjælen taler til os selv – en slags “stum rejseledsager”, hvor det er de indefra kommende behov, der søger at berige os endnu mere gennem en strøm af sjælekraft. Jeg kalder sjælen for “den indre livscirkel”.
Tænk tilbage på gode oplevelser, hvor netop sjælen banede vejen frem til flere glædesrus. Der hvor skepsis aldrig kom i spil, – idet vi stolede på egen formåen.
Sjælen skal være pælen, som vi støtter os op af. Kald det gerne for en vildfaren metafor; men den er håndterbar, idet den bestyrker os omkring det stærke i det “billede”.











