Den nuværende generation har gennemlevet en sand eksplosion i antallet af regler, det omkringliggende samfund kræver, at den enkelte borger eller virksomhed skal efterleve. Det var et af hovedemnerne under forrige valgkamp, men desværre er det ikke blevet til ret meget, når det gælder om at få fjernet regel tyranniet.
I løbet af 1960erne udviklede det socialistiske flertal i Danmark velfærdsstaten. Der kom i løbet af få årtier en markant forøgelse af offentlige medarbejdere, hvoraf de administrative stillinger, blev de mest skelsættende. I takt med indførslen af bistandslov, pensionsordninger, boligstøtte og socialt boligbyggeri, øgede man behovet for offentlig sagsbehandling mange gange. Men indførte også flere former for beskatninger og afgifter, der blandt andet skulle finansiere de mange nye ordninger. Som en bivirkning heraf begyndte embedsapparatet at etablere forskellige former for kontrol og regelsæt indenfor mange områder. Lovgivningen er præget af denne gradvise tilpasning, hvor ikke mindst vejledningerne til lovene er spækket med alsidige krav om stort og småt. Der er i dag så mange regler, at ingen kan overskue dem. Ofte kræver det studier, selv for jurister.
Derfor er det intet under, at danskerne er meget trætte af kontrolsamfundet. For det er en tommelfingerregel, at eliten (politikerne og embedsapparatet) i stat, kommuner og regioner tager borgerne for givet. Man kan praktisk talt ikke modtage en skrivelse fra det offentlige, der ikke er spækket med regler eller trusler. Mulighederne for at lave endda store indgreb mod borgerne er voldsomme. Ofte uden nogen som helst form for reel mulighed for retsprøvelse. Skøn efter skøn, vurdering efter vurdering, lader os allesammen forstå, at vi kun en et lille tandhjul i den store maskine. At embedsfolkene samtidig har forgyldt sig selv via urimelige ansættelsesforhold, hvor de praktisk talt kan begå alle former for fejl uden konsekvenser, har skabt et teknokrati, der er både antidemokratisk og usammenhængende.
Interessen for demokratiet ligger på et lille sted for mange danskere. Deltagelsen i det politiske arbejde er meget sparsomt, og partierne har svært ved at hverve og fastholde medlemmer. Er det fordi, mange har opgivet troen på, at det kan betale sig at mene noget? Ofte præsenteres vi for nye regler som nødvendighedens politik. Som om der ikke er alternativer. Det er trist. Man burde fremme debat og indsigt. Problemet er, at mange i den herskende klasse godt ved, at det de vil, er umådeligt upopulært blandt mange borgere. Så hellere lade være med at spørge.
Er det populært med supersygehuse, hvor folk skal rejse langt? Eller tilsvarende at fjerne lokale skadestuer, lægevagt og andre sundhedstilbud? Kunne man vinde en folkeafstemning om det? Men hvorfor er det så sket? Og sådan kan man blive ved med at finde eksempler på afgørende beslutninger, der bliver indført af bagdøren og via teknokratiske nødvendigheder. Skolereformen er et andet eksempel. Politireformen også. Kort sagt er vi alt for styret af embedsfolkenes tanker og ønsker, og alt for lidt af borgernes reelle behov. Opgøret med embedsapparatet har dog lange udsigter, for politikerne og embedsfolkene kommer ofte fra de samme uddannelser, med den samme baggrund og de samme interesser.
Det er ikke godt.
Vi har set med skolereformen for knap et årti siden, hvordan samfundet har forsøgt at tage forældreansvaret fra forældrene. Resultaterne af reformen har været katastrofale. Senest vil man til at bestemme, hvilken mad, børnene skal spises. Vejen til helvedet er brolagt med gode intentioner. Men sagen er den, at vi allesammen er forskellige. Nogle mennesker elsker regler, og de trives enormt godt i at få besked om, hvor de skal stå og hvornår. Andre er selvstændige og ønsker så lidt indblanding som muligt. Men uanset hvad, så skal dem med reglerne huske på, at de dybest set griber ind i den personlige frihed, hver eneste gang de indfører en regel, der skal gælde andre mennesker. Og det er måske fint, når reglerne er nogle, man selv kan lide. Men hvis det nu var regler, man ikke kunne lide, var det måske anderledes.
Derfor bør man stræbe efter et samfund, hvor der er så få regler og så meget frihed, som overhovedet muligt. Men også fordi at hver eneste regel betyder, at der skal afsættes skattekroner til at administrere og kontrollere reglerne. Det dræner energien og initivet hos borgere og virksomheder, men så sandelig også hos de mange offentlige ansatte, der ikke sidder med administration men rigtig arbejde hos borgerne. Læger skriger eksempelvis efter færre regler. Eksemplerne er mange. Og spørgsmålet er, om vi efterhånden ikke er nået dertil, hvor reglerne i Danmark er blevet til det rene tyranni.
