Fra i dag kan mennesker i vores kommune se konsekvenserne af kontanthjælpsreformen sort på hvidt i deres netbank. Reformen er ikke længere en politisk overskrift – den er virkelighed. En brutal en af slagsen.
Reformen trådte i kraft d. 1. juli og natten til d. 31. juli udbetaltes de nye lavere satser. Politikerne kalder det regelforenkling og forbedring.
Sandheden er, at over 500 borgere i vores kommune nu får mindre i ydelse end før – og nogle over 7.000 kr. mindre om måneden. Det er især forsørgere, mennesker med psykiske lidelser og dem, der ikke opfylder beskæftigelses- og opholdskravene, som bliver ramt. Og bevares – der er også nogle der står til at få mere. Men her taler vi få hundrede kroner mere.
Fra i morgen, vil der hos mange hundrede mennesker i Fredericia være regninger, som før blev betalt, men som der nu ikke vil være penge til at dække.
Det betyder, at der må vælges mellem mad, medicin og husleje. Børnefødselsdage, biografture og nyt tøj til første skoledag, er ikke udgifter der kan skæres væk – for de er skåret væk i forvejen. I en tid hvor alt er blevet dyrere, siger staten nu til nogle af samfundets mest sårbare: Klar jer med mindre.
Det rammer ikke kun de konkrete mennesker. Det rammer os alle. For et samfund med lighed og uden fattigdom, er et samfund med tryghed og stabilitet. Lighed kommer os alle til gode. Og modsat koster det for os alle, når flere ender i udsatte positioner og vokser op i fattigdom.
I byrådet er vi orienteret om, at kommunen er i dialog med boligorganisationerne, ”så vi i samarbejde kan reducere antallet af udsættelser fra bolig”. Man er altså helt bevidst om, at reformen vil betyde at mange mister deres hjem.
Målet for kommunen er at forsøge at undgå nogle af disse tilfælde. Vurderingen må være, at det her rammer så voldsomt, og så mange, at det er umuligt at undgå, at en del vil miste deres hjem.
NGO’er og sociale organisationer har advaret. Fagfolk har det sidste have år fortalt om deres frygt for flere hjemløse, flere udsatte og flere bristede liv. Utallige flere børn kommer til at vokse op i fattigdom – og så endda i en tid, hvor milliarderne vælter ud af finansministeriet, hver gang de åbner en dør…
Det her er ikke en naturkatastrofe eller noget andet uundgåeligt. Det er politik. Det er et valg.
Det er Regeringen og støttepartierne (S, SF, RV, V, K og M) der har besluttet det her.
Det er snart ikke til at se forskel på partierne inde omkring midten. Det er tid til et oprør!
