KUNST. På CLAY Keramikmuseum udspiller sig i år et usædvanligt møde i anledning af Royal Copenhagens 250-års jubilæum. Det er et møde mellem fortid og nutid, porcelæn og provokation – en 250 år gammel dinosaur, Royal Copenhagen selv, der står ansigt til ansigt med en af Danmarks mest fremtrædende keramikere, Michael Geertsen.
Når man træder ind i udstillingen, fornemmer man hurtigt den subtile spænding mellem respekt og leg, mellem tradition og modernitet. Lokalet emmer af en særlig stemning, som både understreger historiens alvor og nutidens selvbevidsthed. Her bliver porcelænet til mere end bare kopper og kander; det bliver en dialog om, hvem vi var, hvem vi er, og hvem vi kunne blive.
Men at tale om fortid og nutid som adskilte størrelser er en illusion. Det ved Michael Geertsen bedre end nogen. For ham er historien aldrig fjern eller uvedkommende, men snarere en konstant ledsager, der hvisker ham i øret, når han former leret på drejeskiven. Den udstilling, der nu kan opleves under titlen A Walk With a Dinosaur – Michael Geertsen vs Royal Copenhagen, er derfor en kunstnerisk dialog og personlig refleksion snarere end en konfrontation.
»Jo ældre jeg bliver, jo mere opdager jeg, at nogle af de gamle gutter er mine bedste venner. De gik rundt ligesom mig, bare for 200 år siden. Nothing’s changed but the sideburns,« smiler Geertsen.
Han bevæger sig hurtigt mellem montrerne i udstillingssalen. Hans blik dvæler et øjeblik ved den pompøse vase fra 1790, udlånt fra Rosenborg Slot, udsmykket med figurer af Fama, gudinden for ry og rygte.
Ved siden af ser vi på hans egne abstrakte nyfortolkninger, der er mere suprematistisk avantgarde end kongelig pragt, med referencer til revolutionære strømninger i russisk og tysk kunst fra begyndelsen af det 20. århundrede.
At finde sin plads i historien
I udstillingen bliver det tydeligt, hvordan Michael Geertsen i praksis forholder sig til historien. Det kunne ellers være fristende at tro, at en samtidskunstner ville vende ryggen til fortidens ophøjede porcelænstraditioner, men Geertsen vælger det modsatte. Han træder direkte ind i porcelænets historiske univers med en åben, noget så filosofisk nysgerrighed, hvor han undersøger, hvordan han selv passer ind i det kontinuerlige flow af kunstneriske ideer og udtryk.
Når man bevæger sig gennem de forskellige afdelinger, mærker man hans fascination af den lange fortælling, porcelænet repræsenterer – fra enkedronning Juliane Maries grundlæggelse af sin hjemmelige porcelænsproduktion, over nyklassicismens analytiske, stramme former, til de mere moderne dekonstruktioner af det musselmalede stel. Geertsen søger ikke at undergrave eller afvise historien, men at finde de steder, hvor hans egen kunst kan resonere med fortidens udtryk og samtidig forny dem med et nutidigt blik.
Hans tilgang formidles samtidig med en befriende humor, som også træder tydeligt frem i udstillingens titel A Walk With a Dinosaur – ja, ”at gå med en dinosaur.” Dinosauren, Royal Copenhagen, har gennem 250 år været et symbol på magt, prestige og aristokratiets selviscenesættelse. Porcelænet var engang elitens hvide guld, det, der markerede tydelige sociale skel. Men Geertsens værker kommenterer denne historie med en underspillet, men fiks lille ironisk hilsen.
»Jeg håner jo ikke kongehuset, men jeg siger bare, at i dag har vi demokrati. Jeg kan godt se kongen lige i øjnene uden at blive sendt på skafottet,« siger han med en smilende direktehed.
Det konkrete eksempel på dette er hans nye pragtvase, hvor kongens portræt på forsiden kontrasteres af Geertsens eget “super sure fjæs” på bagsiden.
Det er en subtil, humoristisk kommentar til fortidens pompøse symbolik og en påmindelse om, at kunsten i dag er fri til at drille og udfordre autoriteterne.
Imens ser den mere modne Geertsen ikke længere sig selv som den store revolutionære ener, der med egne hænder skal vende op og ned på kunsthistorien. Tværtimod handler hans projekt mere om at finde sig til rette i en større kulturel og historisk fortælling, en erkendelse, der måske nok er blevet nævnt en del gange allerede, men som ikke desto mindre forbliver en af udstillingens helt centrale pointer.
»Jo mere ind i maven jeg kommer på det, jo mere må jeg erkende, hvor ringe mit kunstneriske bidrag har været i virkeligheden, og hvor meget jeg er en del af et kontinuum mere end jeg er et individ,« lyder det fra kunstneren, en erkendelse, der umiddelbart kan virke besynderlig, når man står omgivet af hans værker, der så åbenlyst vidner om det modsatte i egne øjne.
Metaforen om at være ”et sandkorn på en strand” bliver hos Geertsen en personlig erkendelse af, at hans kunstneriske bidrag handler mindre om originalitet for originalitetens skyld og langt mere om samhørighed med historien. Denne samhørighed udspringer af en enorm respekt for forgængerne, men det er ikke en respekt, der lammer ham. Tværtimod skaber den netop det frirum, hvor han kan bevæge sig frit mellem traditionens bevarelse og dens konstante genopfindelse.
Når mågen stjæler din pizza
Michael Geertsen vælger altså en anden vej end den åbenlyse provokation. Han insisterer på at tage traditionen alvorligt, og at finde ”musikken” under porcelænets pompøse ornamentik og arbejde med, snarere end imod, den historiske arv. Dermed udfordrer han også den gængse forestilling om samtidskunstneren som én, der nødvendigvis må afvise traditionen for at være relevant.
Dette greb kommer særligt til udtryk i dialogen med det Musselmalede stel, Royal Copenhagens måske mest ikoniske mønster. Her har Geertsen minutiøst kortlagt stellets æstetiske udvikling helt fra begyndelsen i 1775 og gennem de mange stadier af forenkling, popularisering og senere revitalisering. Han peger på, hvordan det musselmalede stel nærmest selv var forsvundet fra samtiden, indtil kunstneriske ledere som Arnold Krog i 1885 kom til og gav traditionen nyt liv.
Siden har mange andre designere fulgt trop, og det er næsten ærgerligt, at der ikke er plads og tid til alle Geertsens fantastiske historier og små anekdoter mellem disse nedslag i porcelænshistorien. For eksempel beretter han levende om porcelænsmalerpigernes strejke i 1970’erne, hvor de som protestaktion malede musselmønster på paptallerkener og solgte dem for en tier stykket. Eller fortællingen om Karen Kjeldgaard-Larsens populære Mega Mussel, som mange danskere i dag har stående i hjemmet, og som han selv engang, med et glimt i øjet, forudsagde ville blive en stor økonomisk succes.
Geertsen selv har brudt mønsteret bogstaveligt op i fragmenter, som placeres tilsyneladende tilfældigt på tallerkenen, en proces, han beskriver med nærmest skødesløs lethed.
»Jeg har taget en fotokopi af en musseltallerken, klippet den i stykker og stort set kastet tilfældigt. Og så har malerne på fabrikken malet det op på porcelænet,« fortæller han.
På udstillingens anden side dukker det musselmalede mønster op på ny. Her udfolder Tableau X – Lågvase – Fra Flue til Form sig, og det bliver klart, hvordan mødet mellem Michael Geertsen og Royal Copenhagen tog konkret form.
Inspireret af Pietro Krohns insekt-lågvase fra 1880’erne begyndte Geertsen først at eksperimentere med sine egne versioner i stentøj på sit eget værksted. Siden udviklede dette sig til et regulært samarbejde med den traditionsrige porcelænsfabrik, hvor han fik mulighed for at arbejde tæt sammen med fabrikkens specialister om at realisere sine idéer i porcelæn.
I disse lågvaser forenes klassiske motiver og mønstre med Geertsens nutidige blik, heriblandt naturligvis det musselmalede, men også det velkendte mågestel, som han har en særlig personlig forbindelse til:
»Min egen faster havde mågestellet derhjemme, og når det kom frem om søndagen, fik vi børn altid besked på at sidde helt stille og ikke røre ved kopperne. I dag er mågestellet nærmest noget, der bliver smidt efter dig på loppemarkederne,« siger han og tager et demonstrativt skridt væk fra kopperne.
Geertsens kommentar til mågestellets symbolske deroute manifesterer sig i en af udstillingens mest iøjnefaldende genstande: en elegant vase, der er dekoreret i mågestellets velkendte, blåtonede stil, men med ét væsentligt brud. Midt i det idylliske motiv flyver en måge rundt med et stykke pizza i næbbet.
Værket hedder ”Måge med Pizzastykke” og er både en satirisk hilsen til en småborgerlig porcelænstradition og samtidig en alvorligere kommentar til nutidens økologiske virkelighed. Her fortæller Geertsen om sin egen erfaring med at leve ud til kysten, hvor havmågerne for længst har vænnet sig til lette måltider fra de lokale caféborde.
»Hvis du bor ved vandet, så kender du alt for godt situationen. Du sidder og spiser en bolle på Café Razz, og inden du ser dig om, styrtdykker en måge ned og snupper din mad. Det er både virkelig morsomt, men også ret tragisk, for det er jo faktisk et billede på den økologiske katastrofe, vi står midt i, at fuglene har opgivet naturens eget spisekammer og nu finder maden på vores caféborde,« siger han og fortsætter:
»På den måde rummer værket både en lårklaskende humor og en gravalvorlig pointe, pakket ind i porcelænet.«
Sådan kan man fortsætte med at gå på opdagelse i hans tableauer, fra Google Earth-billeder, der spejler gamle prospekt tallerkener, til en nyfortolkning af en Den Blå Fisk og tegningerne, der har forskellig karakter og funktion, alt efter hvilken sammenhæng de placeres i. Hvert eneste værk rummer mindst én god historie, ofte flere, og minder os samtidig subtilt om en af Geertsens helt centrale pointer: At hvis vi zoomer tilstrækkeligt langt ud, er vi alle sammen små sandkorn i en langt større fortælling.
Dialogens kraft
Det er netop denne erkendelse af at være en del af noget større, der gør udstillingen på CLAY så kraftfuld. Michael Geertsen viser med overbevisende klarhed, at dialogen med fortiden hverken handler om at hylde eller at forkaste. Tværtimod bliver det klart, at porcelænets historie, med alt dens pomp og småborgerlige hyggelighed, er en samtalepartner, der både kan pirre og udfordre en samtidskunstner til at finde sit eget ståsted.
Når man bevæger sig gennem udstillingen, bliver man konfronteret med langt mere end blot 250 års porcelænshistorie. Man møder også en kunstners personlige rejse mod erkendelse af sin egen rolle i kunsthistorien – en rejse, der starter med en ungdommelig tro på at kunne revolutionere verden og som langsomt bevæger sig mod en moden forståelse af, at kunst aldrig opstår i et vakuum. Den er altid et resultat af utallige påvirkninger, dialoger og diskussioner med forgængere, samtidige og den kultur, man er en del af.
På den måde bliver udstillingen også en invitation til refleksion over vores egen forestilling om originalitet og kunstnerisk autonomi. Geertsen peger på, at originaliteten ikke nødvendigvis ligger i at skabe noget fuldstændig nyt, men snarere i evnen til at lytte til og samtale med historien, og at være i stand til at se traditionen ikke som en begrænsning, men som et udgangspunkt for kreativ nytænkning.
Dette perspektiv udfordrer den gængse forestilling om kunstneren som en heroisk ener. Han selv har valgt at acceptere sin rolle med både mod og ydmyghed, og netop i den gestus ligger måske hans største styrke som kunstner. Han insisterer på, at vi hver især må finde vores plads som deltagere i en kulturel strøm, der var her før os, og som vil fortsætte længe efter.
Sådan bliver A Walk With a Dinosaur – Michael Geertsen vs Royal Copenhagen på CLAY Keramikmuseum mere end blot en porcelænsudstilling. Den bliver et spejl, hvor vi både ser porcelænets historie og os selv. Med stor dybde og humor har Michael Geertsen omsat erkendelsen af, at vi alle blot er små elementer i en større fortælling. Og med et smil minder han os om, at udstillingen helt bevidst er set fra hans egen næsetip, så ingen går skuffede hjem og savner en porcelæns-Susanne, hende, der måske stadig står hjemme på mormors hylde.
Udstillingen kan opleves på CLAY Keramikmuseum frem til 30. december 2025.
