Jonatan Lindekilde sagde det til assistenttræneren, inden han gik på banen: »Jeg har to mål i mig.« En time senere stod det i målprotokollen. Den 20-årige indskifter scorede begge FC Fredericias mål på JYSK Park og udlignede til 2-2 i tillægstiden i en kamp, der holder fæstningsbyens hold over stregen med fire runder tilbage af sæsonen.

Jonatan Lindekilde havde besluttet det, inden han gik på banen. »Jeg må jo lige sige til Christian Ege, at jeg har to mål i mig, og så at det lykkedes, det er sgu meget dejligt,« sagde den 20-årige indskifter efter kampen. Det er den slags sætning, man siger, når man er 20 år, og som kun kommer til at betyde noget, hvis den holder stik. På JYSK Park søndag eftermiddag holdt den stik.

Han kom ind i det 74. minut. Mindre end et minut senere havde han prikket bolden ind til 1-2. I tillægstiden sparkede han udligningen ind til 2-2 og reddede et point, FC Fredericia havde set skride ud af hænderne på sig to gange på syv minutter i første halvleg. Fansene i udebaneafsnittet sang hans navn, før han kom til mikrofonen, og de sang det stadig, da han stod der.

Kampen så han selv mere åben, end målene i første halvleg gav udtryk for. »Udefra ser jeg en kamp, der er meget åben faktisk gennem hele kampen. Da anden halvleg er skudt i gang, så synes jeg vi dominerer faktisk gennem hele anden halvleg. Og jeg kunne mærke, at vi havde brug for et mål til at kick-starte det, og så at det lykkedes til sidst.«

Da udligningen lå i nettet, faldt medspillerne om halsen på hinanden og råbte om et tredje mål. Lindekilde havde andre prioriteter. »Jeg har svært ved at være i min krop der. De andre siger jo, at vi skal jagte et tredje mål. Jeg tænker, vi har lige skudt bolden ind til 2-2 i tillægstiden. Vi er nødt til at fejre med fansene nede foran dem. At kunne give fansene en uafgjort mod Silkeborg i sådan en vigtig kamp. Det er sgu meget dejligt.«

Pointet holder FC Fredericia over stregen. Silkeborg forbliver under den. Med fem runder tilbage vil Lindekilde ikke tale om regnskaber og scenarier. »Man snakker hele tiden om de point, der bliver afgjort i sidste runde. Vi må tage en kamp ad gangen og se, hvor mange point vi kan skrabe sammen, og så må vi se, hvad der sker.«

Han pegede på én ting som den største styrke i den afsluttende overlevelseskamp. Truppen. »Jeg tror, vores største styrke er vores trup. Vi har en sygt bred trup. Alle bidrager hver dag til træning. Også dem, der ikke er med. De gør det helt vildt godt, og vi presser hinanden. Så det er bare hele kulturen, der er i Fredericia lige nu. Det tror jeg er grunden til, at vi kan overleve i Superligaen.«

Hjemmefra havde han selskab af nogle særlige gæster. »Nu var mine bedsteforældre på stadion i dag for første gang, tror jeg. Så måske lige give dem et kram. Det kunne være meget godt.«