Brand i vaskehal ved Circle K i Kolding – kortslutning årsag til branden

0

Mandag var Sydøstjyllands Politi og brandvæsenet til stede ved en brand på Haderslevvej i Kolding, ved tankstationen Circle K. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Der opstod røgudvikling i vaskehallen, og branden bredte sig til tankstationens butik. Ifølge politiet skyldtes branden en kortslutning i et system i vaskehallen.

Politiet oplyser, at brandforløbet kan ses på overvågningen fra stedet. Der er ikke oplyst om personskader.

32-årig sigtet for kørsel uden førerret på Strandvejen i Fredericia

0

En 32-årig mand er natten til tirsdag blevet sigtet for kørsel uden førerret i Fredericia. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet standsede manden klokken 01.42 på Strandvejen ud mod Hannerup Brovej. Ved kontrollen viste det sig, at føreren ikke havde gyldigt kørekort.

Den 32-årige mand er sigtet for forholdet.

Værktøj stjålet fra varebil på Egeskovvej i Fredericia

0

Sydøstjyllands Politi efterforsker et tyveri fra en varebil på Egeskovvej i Fredericia. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Tyveriet er sket i tidsrummet fra torsdag klokken 17.00 til fredag klokken 07.00, men blev først anmeldt mandag. Ifølge politiet er varebilen blevet brudt op ved venstre sidedør. Opbrudsmærkerne har været utydelige, hvilket kan være årsagen til, at forholdet først blev opdaget senere.

Fra varebilen er der stjålet værktøj til en anslået værdi af omkring 60.000 kroner.

Mette Kierkgaard stopper som minister af hensyn til familien

0

Ældreminister Mette Kierkgaard oplyser, at hun træder ud af regeringen for at være mere sammen med sin familie, efter at hendes mand gennemgår et omfattende kræftforløb. Hun fortsætter i Folketinget frem til næste valg.

Ældreminister Mette Kierkgaard har forklaret baggrunden for sin beslutning om at forlade regeringen. I et opslag på Facebook skriver hun, at beslutningen hænger sammen med hendes mands sygdom og familiens situation.

»Behandlingen er gået godt, men nu melder senfølgerne sig, og de er desværre kun lige begyndt,« skriver hun og henviser til, at hendes mand gennemgår et omfattende kræftforløb.

Hun understreger, at familien står sammen, men at behovet for hendes tilstedeværelse er vokset.

»Thomas er stærk, og det er vores to drenge på 17 og 19 år også. Men de vigtigste mennesker i mit liv får mere og mere brug for mig hjemme i Ribe,« skriver hun.

På den baggrund har Mette Kierkgaard truffet beslutning om ikke at genopstille til Folketinget og samtidig træde ud af regeringen.

»Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke genopstiller til Folketinget, og derfor stopper jeg naturligt også som minister i dag,« skriver hun.

Mette Kierkgaard oplyser samtidig, at hun fortsætter sit arbejde som medlem af Folketinget frem til næste valg.

Statsministeren præsenterer den nye ældreminister for Kong Frederik X klokken 11.30. Der vil efterfølgende være et kort doorstep på Amalienborg Slotsplads. Klokken 12.30 finder den formelle overdragelsesceremoni sted i Ældreministeriet, hvor den afgående ældreminister Mette Kierkgaard giver stafetten videre til sin partikollega Henrik Frandsen.

Kongen løber i Middelfart

0

Når Royal Run ’26 afvikles 2. pinsedag, bliver Middelfart igen centrum for en af landets største motionsbegivenheder. H.M. Kongen deltager personligt i løbet i Middelfart, som er blandt de fem værtsbyer ved det hidtil største Royal Run.

Middelfart får fornemt besøg, når Royal Run 2026 afvikles den 25. maj. Her stiller Kong Frederik X selv til start og løber gennem byens gader sammen med tusindvis af deltagere.

Royal Run ’26 samler i alt 111.500 deltagere og sætter dermed ny deltagerrekord. Løbet afvikles samtidig i Randers, Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg og markerer endnu en gang motionsfestens rolle som et landsdækkende fællesskabsevent.

Startskuddet går i Randers, hvor Kongen indleder dagen, inden han fortsætter til Middelfart og senere København/Frederiksberg. Samtidig deltager Dronning Mary i Royal Run i Helsingør, mens Kronprins Christian stiller til start i Ringkøbing.

Hos arrangørerne ser man frem til endnu en folkefest, hvor byer og generationer mødes i bevægelse.

»Vi glæder os til sammen med værtsbyerne at skabe endnu en stor oplevelse for deltagerne i et historisk stort Royal Run. Motionsfesten 2. pinsedag har på kort tid etableret sig som et samlingspunkt, der binder byer og generationer sammen,« siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Også i Danmarks Idrætsforbund peger man på bredden som en afgørende styrke.

»Royal Run er en folkefest, hvor fællesskabet fylder mere end formen. Hver tredje deltager er med i et motionsløb for allerførste gang, og det viser, at Royal Run er for alle,« siger Morten Mølholm, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af Kongens 50-års fødselsdag og er siden blevet en fast tradition 2. pinsedag. I Middelfart ventes både løbere og tilskuere igen at fylde byen, når Kongen snører kondiskoene og løber gennem byen.

Middelfart Kommune oplyser samtidig, at planlægningen af Royal Run i Middelfart allerede er i fuld gang. Omkring 14.000 deltagere har startnummer til løbet, og der forventes både tusindvis af tilskuere og cirka 500 frivillige på dagen. Ifølge borgmester Anders Møllegaard bliver Royal Run en mulighed for at vise Middelfart frem for resten af landet.

»Vi er meget stolte over, at Kongen kommer til Middelfart, når vi er værtsby for Royal Run. Dagen er en fantastisk anledning til at vise vores kommune frem fra sin bedste side med alt, hvad den rummer af enestående natur, fællesskaber og oplevelser,« siger han.

Kommunen understreger, at Royal Run er mere end selve løbet 2. pinsedag. I ugerne op til afholdes der lokale ’Træn med’-arrangementer og mindre såkaldte ’side runs’ i samarbejde med foreninger, skoler, daginstitutioner, plejehjem og lokale virksomheder som optakt til motionsdagen.

Flere fandt vej til orienteringsaften på Fredericia Gymnasium: »Det giver grund til forsigtig optimisme«

0

UDDANNELSE. Der var markant mere liv i gangene end tidligere år, da Fredericia Gymnasium for nylig afholdt orienteringsaften. Ifølge rektor Jørgen Lassen lagde omkring 250 gæster vejen forbi, hvilket er cirka 100 flere end sidste år.

»Det var virkelig flot. Et stort fremmøde, og simpelthen dejligt at opleve,« indleder rektoren efter aftenen, som samlede både kommende elever, forældre samt skolens egne elever og lærere.

Fremgangen giver anledning til en forsigtig optimisme, understreger han, selvom han også maner til mådehold i tolkningen. »Man kan jo ikke sige, at mange besøgende automatisk giver mange ansøgere. Men det betyder noget. Og helt ærligt er det også bare sjovere at holde orienteringsaften for mange end for få.«

Set over flere år har interessen for orienteringsaftenen været støt voksende. Det første år, han selv var aktiv på aftenen, deltog omkring 80 gæster. Året efter var tallet steget til cirka 150, og i år nåede fremmødet op omkring 250. »Fra sidste år til i år fik vi faktisk også flere ansøgere. Så man kan jo håbe, at den bevægelse fortsætter,« bemærker han.

Et indblik i hverdagen på gymnasiet

For Jørgen Lassen handler orienteringsaftenen om mere end at formidle fakta. Mindst lige så vigtigt er det at give kommende elever og deres forældre en fornemmelse af, hvordan det er at være på skolen. »Det giver en mulighed for at komme og mærke energien og stemningen. Vi har mange elever og mange lærere til stede på sådan en aften, som fortæller, hvad det vil sige at gå på Fredericia Gymnasium,« forklarer han.

Ifølge rektoren er det netop samspillet mellem elever og lærere, der sætter præg på oplevelsen. »Der er en særlig følelse, når både elever og lærere er der sammen. Det minder lidt om den stemning, vi også oplever, når vi laver musical. Den der fornemmelse af, at vi gør noget sammen. Og det var tydeligt, at mange af gæsterne lagde mærke til det.«

I år faldt orienteringsaftenen sammen med skolens musicaluge, hvilket gav mulighed for at starte aftenen med udvalgte numre fra forestillingen. »Det er noget, vi er stolte af. Samtidig viser det bredden i faglighederne. Der er musik, dans og drama, men også engelsk, litteratur og organisation i spil. Det siger faktisk meget om, hvad gymnasiet også kan,« fortæller Jørgen Lassen.

Efterfølgende kunne gæsterne bevæge sig rundt på skolen, opleve undervisningen i gang, møde fagene og få indblik i både STX-studieretninger og HF-fagpakker. »Når man ser undervisningen blive afviklet og møder lærerne i praksis, får man et andet billede, end hvis man bare læser om det,« siger rektoren.

En god fornemmelse efter besøget

Efter aftenen har tilbagemeldingerne været overvejende positive, fortæller Jørgen Lassen. »Der var mange, der sagde, at stemningen var rigtig god, og at vi havde gjort noget ud af at tage imod gæsterne. Det bliver man både stolt af og glad for at høre.«

Om det store fremmøde også fører til flere ansøgninger, vil først vise sig, når ansøgningsfristen nærmer sig. Alligevel står én ting klart for rektoren. »Det giver i hvert fald grund til en forsigtig optimisme.«

Hvorledes skal vi forstå madchecken?

0

OPINION. Det gode ved madchecken er, at regeringen har forstået egen uformåenhed, når en større befolkningsgruppe i et velfærdssamfund er i en økonomisk situation, således at de i første omgang skal købe mad på udsmidningstilbud, gå til gratis madudlevering og i sidste instans måske tvinges til ureglementeret at berige sig, hvorved barnet eller børnene kan få noget at spise.

På den ene side ”praler” finansministeren af, at Danmarks økonomiske situation er fantastisk, og på den anden side er der hjemløse og børn, der ikke kan deltage i noget udenfor hjemmet eller endnu værre, sulter! Madchecken tjener som formål flere ting. Den letter situationen for nogen få af de værditrængende. Den letter lidt på regeringens dårlige samvittighed. Den giver måske nogle stemmer ved et kommende valg. Og formentlig bruges mange af pengene forholdsvis hurtigt, hvorved rigtig mange forretningsdrivende mærken en øget omsætning.

Nu viser praksis i et liberalt kapitalistisk samfund, at prisstigningerne altid kommer i god tid før lønstigningerne, hvilket selvfølgelig er til de handlendes fordel. Vi så det i middelsvær grad i relation til elforsyningsvirksomheder, der anvendte dårlige undskyldninger for prisstigninger. Råvarepriserne steg et par procent og prisen i forretningen steg 10-20 procent. Sådanne forløb fortæller, at liberalismen ikke har styr på
priserne, og kapitalismen kærer sig ikke om andet end penge i kassen. Der skal lovgivning til, hvis ikke de fattigste skal betale gildet i form af madmangel og boligløshed.

Madchecken er således ikke kun en skattelettelse for nogen, men det er et økonomisk løft til supermarkeder og andre handlende.

Opfordringen er derfor, at lovgivningen indrettes således, at sociale overførselsindkomster og lavt lønninger stiger før eller samtidig med prisstigningerne.

Altruisme versus egoisme politisk set

0

OPINION. Vores politiske verdensbillede dannes hovedsageligt i retningen rød-blå, hvilket er en opfattelse, der grundlæggende blev dannet i den franske nationalforsamling, hvor den blev betegnet med højre og venstre eller konservativ versus liberal.

I USA betyder rød-blå det politiske omvendte af europæisk opfattelse. Er du forvirret? Måske? Forståeligt! I nutidens politik findes der mange retninger, hvor demokrati eksempelvis er i modsætning til kapitalisme. Jo mere kapitalismen overtager, jo mindre betydning har demokratiet.

Tendensen er, at færre og færre ejer mere og mere af verdensejendomme, samtidig er der flere og flere, der ejer mindre og mindre. Vi bliver forfremmet til lønmodtagere (eller lønslaver), der intet ejer, men vi sælger vores viden og arbejde til andre (kapitalejerne). Lønslavers liberalisme er udmøntet i, at vi frit kan bestemme, om vi vil arbejde eller ikke arbejde. Valget er dit, men samtidig er der et pres mod, at du skal arbejde. Det er kun kapitalejerne, der ikke behøver at arbejde, da de er på ”overførselsindkomst” fra fællesskabet, der i bund og grund betaler renterne, som kapitalejerne lever af. På samme måde er bankerne samfundssnyltere uden produktion, men de tages sig betalt for at flytte rundt på pengene og opbevare dem så længe som muligt, så de kan øge den af os betalte rente. Ligeledes fungerer bankerne ved hjælp af kapitalejernes indskud, som så giver renter fra fællesskabet.

Altruisme betyder interesse for de andres liv og væren, der endda kan gå forud for eget liv og egen væren, hvorimod egoisme betyder særlig interesse for eget liv og egen væren og andres af mindre betydning eller endda betydningsløs.

Således er kapitalismen drevet af ”føst mæ siel og så mæ siel og så æ hund å så måskir di anne!”. Hvis kapitalismen kærer sig om andre, så skal det være til egen fordel. Take just a look at Donald J. Trump! I gode gamle Danmark og for så vidt Fredericia gælder udstrækningen mellem egoisme og altruisme, hvor det er handlingen, der tæller, og ikke det, der siges. Jo længere man kommer til venstre/de såkaldt røde, jo mere altruistiske, og jo længere man kommer til højre/de såkaldte blå, jo mere egoistiske.

Hvis vi undlader de gamle betegnelser fra den franske nationalforsamling og i stedet anvender forståelsen af betegnelserne egoisme og altruisme, så er det interessant, hvor vi lander. Opfordringen til overvejelser gives hermed videre!

Bred politisk aftale skal styrke trygheden for folkevalgte og deres familier

0

POLITIK. Et bredt flertal i Folketinget har indgået en ny aftale, der skal styrke værnet om demokratiet og øge trygheden for folkevalgte, offentligt ansatte og deres pårørende. Aftalen, der blev præsenteret mandag, rummer otte konkrete initiativer og har opbakning fra både regeringen og en række oppositionspartier.

Blandt de centrale elementer er en skærpelse af straffen for politisk motiveret kriminalitet, når forbrydelsen har baggrund i den forurettedes erhverv. Samtidig bliver det fremover strafbart uberettiget at kontakte eller chikanere en person alene på baggrund af dennes pårørendes politiske ytringer eller udførelse af offentligt hverv.

Aftalen indebærer også, at kandidater til folketings-, regions- og kommunalvalg samt Europa-Parlamentet får samme skærpede strafferetlige beskyttelse under valgkampen, som allerede gælder for folkevalgte.

Justitsminister Peter Hummelgaard understreger, at der er tale om et nødvendigt opgør med en udvikling, der har taget overhånd. »Vi skal aldrig acceptere, at folkevalgte og offentligt ansatte udsættes for vold, trusler og chikane på grund af deres arbejde. Det samme gælder naturligvis deres pårørende – og de helt almindelige mennesker, som bliver udsat for politisk motiveret kriminalitet alene på grund af deres arbejde«, siger han.

Ifølge indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde er problemet særligt udbredt på kommunalt niveau. Hun peger på, at omkring halvdelen af landets kommunalpolitikere har oplevet chikane, trusler eller hærværk. »Folkevalgte, der stiller sig til rådighed for fællesskabet og engagerer sig i vores demokrati, skal naturligvis kunne udtrykke deres holdninger uden frygt«, siger hun og fremhæver samtidig, at aftalen også styrker indsatsen over for de folkevalgtes familier.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen henviser til konkrete eksempler på politisk motiveret hærværk mod private virksomheder. »Den form for hærværk er helt uacceptabel«, siger han og understreger, at uenighed i et demokrati ikke må føre til trusler eller ødelæggelser.

Også Moderaterne peger på, at grænsen er overskredet. Partiets retsordfører Nanna W. Gotfredsen fremhæver, at den politiske debat er blevet hårdere, men at trusler og vold aldrig kan accepteres. »Det skal ingen hverken kandidater eller folkevalgte tåle. Og i helt særlig grad skal dette simpelthen ikke tåles som fx pårørende«, siger hun.

Danmarksdemokraterne bakker op om aftalen og lægger vægt på, at både folkevalgte, offentligt ansatte og almindelige borgere skal kunne passe deres arbejde uden frygt. »Vi vil ikke finde os i, at mennesker udsættes for hærværk eller chikane på grund af deres arbejde eller erhverv«, siger Betina Kastbjerg og Dennis Flydtkjær.

Fra SF lyder der samtidig en erkendelse af, at udviklingen er alvorlig. »Det er i orden at være uenig, men for nogle kammer det over og bliver til chikane og trusler rettet mod politikere og endda også deres pårørende«, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hos De Konservative glæder Mette Abildgaard sig især over den skærpede straf ved politisk motiveret kriminalitet. »Man skal ikke frygte at gå på arbejde, heller ikke i slagterbutikken eller i en virksomhed i våbenindustrien«, siger hun.

Radikale Venstre fremhæver, at aftalen kan få flere til at engagere sig politisk uden frygt. »Politisk engagement må ikke føre til chikane, ligesom familiemedlemmer ikke skal udsættes for chikane, blot fordi et familiemedlem engagerer sig politisk«, siger Zenia Stampe.

Med aftalen får politiet samtidig bedre muligheder for at håndtere trusler og chikane online, ligesom der åbnes for, at demonstrationer i særlige tilfælde kan flyttes for at beskytte andres rettigheder og friheder. Målet er ifølge partierne bag aftalen klart at sikre, at demokratisk engagement ikke bliver forbundet med utryghed.

EWII udvider sponsorprogram med støtte til elitesport og kulturliv

0
FOTO: Tøjhuset
FOTO: Tøjhuset

SPORT. Energikoncernen EWII udvider nu sit lokale engagement med to nye sponsorpuljer, der skal støtte henholdsvis elitesportsklubber og kulturelle arrangementer. Med initiativet ønsker koncernen at styrke fællesskaber og aktiviteter i de områder, hvor EWII har sine rødder.

De nye puljer bliver en del af et bredt sponsorprogram, som allerede støtter en lang række lokale initiativer inden for sport, kultur og fritid. Forsyningsområdet dækker blandt andet Fredericia, Vejle, Kolding, Middelfart, Vejen og Bornholm.

Ifølge EWII er ambitionen at skabe en større spændvidde i støtten og nå både bredden og eliten. Bestyrelsesformand i EWII Koncernen, Anders Skovdal, fremhæver, at sponsorprogrammet skal favne mange forskellige fællesskaber.

»EWIIs sponsorprogram skal være en bred palet af støttemuligheder, der omfatter kultur, sport og fritid for bredden, på eliteniveau og for folk med særlige behov. Med de to nye støttepuljer fuldender vi den ambition. EWII er dybt engageret i sit lokalsamfund, og med sponsorprogrammet tager vi aktivt ansvar for at støtte forskellige initiativer, der skaber fælles oplevelser, lokale forbilleder og stolthed«, siger han.

Beslutningen om de nye puljer er truffet af EWII’s bestyrelse. Begge puljer kan søges frem til 1. april, og ansøgerne kan forvente svar i løbet af forsommeren.

Den ene pulje er målrettet lokale elitesportsklubber. Her lægger EWII vægt på den rolle, elitesport spiller både på og uden for banen. Administrerende direktør i EWII, Lars Bonderup Bjørn, peger på, at elitesport handler om mere end resultater.

»Det handler ikke kun om mål, sejre og medaljer. Elitesporten skaber rollemodeller og fællesskab – også uden for banen. Det vil vi gerne understøtte ved at uddele midler til de klubber, som hver eneste dag arbejder med eliteudøverne«, siger han.

Puljen kan søges af elitesportsklubber i EWIIs forsyningsområde, og midlerne uddeles én gang årligt. Fordelingen sker blandt andet med udgangspunkt i, hvilken national division eller liga klubberne deltager i. Støtten gives ikke til enkeltudøvere eller breddeidræt.

Den anden nye pulje retter sig mod kulturlivet og kan søges af arrangører af kulturelle aktiviteter i blandt andet Fredericia og på Bornholm. Her er målet at give lokale idéer mulighed for at blive til virkelighed.

»Kultur samler mennesker, beriger hverdagen og skaber rum for både eftertanke og fællesskab. Men et levende kulturliv kommer ikke af sig selv. Det kræver ildsjæle – og opbakning«, siger Lars Bonderup Bjørn.

Puljen kan søges til alt fra koncerter og forestillinger til udstillinger og andre arrangementer, der samler mennesker lokalt. Midlerne til kulturoplevelser uddeles to gange om året, og de støttede arrangementer bliver offentliggjort på ewii.dk.

De nye puljer føjer sig til et i forvejen omfattende støtteprogram, hvor EWII blandt andet støtter foreningsliv, grønne initiativer og lokale fællesskaber. Koncernen er desuden toppartner i Parasport Danmark, hvor fokus er på at styrke idrætsmulighederne for mennesker med handicap eller særlige behov både lokalt og nationalt.