BUSINESS. Luftfragten i Billund Lufthavn er kommet godt fra start i 2026. I januar blev der fragtet 7.202 tons gods gennem lufthavnen, hvilket er en stigning på 14 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Væksten gælder både eksport og import og markerer en positiv indledning på året for fragtområdet.
Administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, glæder sig over udviklingen, men maner samtidig til forsigtighed i forventningerne. »Vi har indledt året stærkt, og det er vi tilfredse med. Det er dog for tidligt at sige, om væksten fortsætter de kommende måneder. For året forventer vi fortsat samlet set fragtmængder på niveau med 2025, som var et af vores bedste år,« siger han.
Samtidig fortsætter udviklingen af lufthavnens fragtområde. I januar blev det offentliggjort, at Billund Lufthavn sammen med HT Transport investerer 80 mio. kr. i et nyt anlæg til luftfragt. Det kommende anlæg skal blandt andet rumme en cross-docking-terminal, der skal effektivisere håndteringen af gods.
Ifølge Jan Hessellund er investeringen et vigtigt skridt i den langsigtede udvikling. »Investeringen er et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af fragten i Billund Lufthavn. Cross-docking-terminalen skal bidrage til øget kapacitet, bedre flow og større fleksibilitet. Udvidelse er et vigtigt skridt i vores rolle som kritisk infrastruktur,« siger han.
Januar bød også på udfordringer i form af vintervejr. En af vinterens koldeste morgener ramte Billund, hvilket gav ekstra travlhed hos både de-icing-faciliteterne og snerydningen. Her arbejdede beredskabet for at sikre en stabil og sikker drift. »Januar viste endnu en gang, hvor vigtigt vinterberedskabet er. Det er afgørende for, at vi kan afvikle trafikken som planlagt og samtidig give de rejsende en god oplevelse,« siger Jan Hessellund.
På passagersiden var der derimod tilbagegang. I alt rejste 183.860 passagerer gennem Billund Lufthavn i januar, hvilket er 11 procent færre end i samme måned sidste år. De Kanariske Øer var blandt de mest populære charterdestinationer, og Las Palmas var den mest benyttede rute. Samtidig var skisæsonen i fuld gang, hvor Salzburg var den mest populære skicharterdestination.
Senere i februar deltager Billund Lufthavn igen på feriemessen Ferie for Alle i Herning, hvor de rejsende kan møde flere af lufthavnens flyselskaber og få inspiration til kommende rejser. »Ferie for Alle er en vigtig begivenhed for os. Her møder vi de rejsende ansigt til ansigt. På standen kan man høre om nye ruter, få inspiration til rejsen og stille spørgsmål om mulighederne fra Billund,« siger Jan Hessellund.
Der har altid været mange forskellige virksomheder tilknyttet Fredericia Havn, og der har gennem tiden været flere forskellige risici forbundet med disse virksomheder. Desværre er det gået galt ved flere lejligheder, hvor man måtte håndtere alvorlige ulykker. Der har især været store risici knyttet til de store olietanke og til Superfos-fabrikkerne. Myndighederne forestillede sig mange mulige ulykker, og sikkerhedsmæssigt har man derfor været forberedt på lidt af hvert. På den måde var man klar til at håndtere en ulykke, hvis den skulle opstå. Dette er en fortælling om nogle af disse ulykker – og om, hvordan de blev håndteret.
Efter branden måtte man genopføre en ny kranbro. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Da kranbroen brændte
I 1963 havde Superfos opført en helt ny kranbro i Kastelshavnen. Broen var en lang stålbro med et transportbånd af gummi. Den førte fra den nye svovlsyrekaj til svovlsyrefabrikken og skulle hjælpe med transport ved losning af skibe til fabrikken.
Den 1. juli 1963 skete ulykken. Omkring kl. 9 udbrød der brand på transportbåndet.
Det var en alvorlig situation, fordi der var risiko for, at branden kunne komme ud af kontrol. Kranen stod lige ved siden af kranbroen, og i værste fald kunne branden brede sig til fabrikken. Det ville være katastrofalt. Alarmen lød straks, og Fredericia Brandvæsen blev tilkaldt med 20 mand. Arbejdere fra fabrikken skyndte sig også til stedet for at hjælpe, og Shells brandvæsen, der lå lige ved siden af, bistod med yderligere 15 mand.
Takket være samarbejdet fik man slukket branden efter 50 minutter. Det var dog ikke nogen nem opgave. Under slukningsarbejdet eksploderede flere gas- og iltflasker, hvilket skabte stor ravage. Store stykker fra de eksploderede flasker blev efterfølgende fundet mere end 100 meter fra brandstedet, og en arbejder blev blandt andet slynget ned fra broen. Branden udviklede også en voldsom røg.
Ulykken tiltrak mange tilskuere ned mod havneområdet, hvor de blev vidner til endnu en ulykke. Under slukningsarbejdet hejste Fredericia Brandvæsen en stige op til kranbroen, hvor to brandfolk kravlede op. Desværre havde man ikke fået sikret hjulene på stigen, så den begyndte at svinge med brandfolkene på. Stigen væltede, og de to brandfolk blev kvæstet og kørt til sygehuset.
Da branden endelig var slukket, viste det sig, at kranbroen var totalt udbrændt. Brandårsagen var en kortslutning i et kabel fra en svejsetransformator. Den voldsomme varme havde forvredet stålkonstruktionen, og kranbroen måtte efterfølgende erstattes helt.
BP
Den 8. april 1968 skete der noget i Vesthavnen, som myndighederne længe havde frygtet. Ved BPs anlæg i Vesthavnen stod flere store tanke fyldt med benzin og olie. Man vidste, at brandrisikoen var stor, og derfor skulle man altid være meget påpasselig, når der blev arbejdet ved tankene.
Tidligt om morgenen den 8. april skulle to tankbiler fyldes, som det skete hver dag. Kl. 7.30 gik det galt. Tre tankvogne holdt klar til at få fyldt benzin på, inden de skulle køre ud til tankstationer langs vejene. Der blev som altid monteret et rør fra BPs tank hen til tankvognen, og benzinen blev ført gennem røret.
Brand i BPs påfyldningsanlæg i Vesthavnen den 8. april 1968. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Denne gang gik der dog ild i benzinen inde i røret, og tankvognen brød i brand. Lynhurtigt bredte flammerne sig til den næste tankvogn, mens chaufføren i den tredje tankvogn reagerede hurtigt og bakkede sin lastbil væk fra ilden.
Det var en rigtig god beslutning, for ulykken kunne potentielt være blevet meget voldsom. Fredericianerne vågnede op til en ekstrem røgudvikling med store, høje flammer, og mange frygtede, at det var selve tankene ved BPs anlæg, der var brudt i brand. Heldigvis var branden begrænset til de to tankvogne.
Arbejdsfolkene fik hurtigt lukket for røret, så ilden ikke kunne komme ind i selve tankanlægget. Derudover var det heldigt, at vinden blæste ilden ud mod Lillebælt frem for ind mod landsiden.
Der blev hurtigt mobiliseret et stort antal brandfolk. Mandskabet på BP stormede til, og det samme gjorde brandfolkene fra Fredericia Brandvæsen, Middelfart Brandvæsen og Shells brandvæsen. Politiet måtte spærre et stort område af, da branden tiltrak mange nysgerrige, som ønskede at følge med.
Brandfolkene arbejdede intenst – både med selve slukningen og med at sikre, at branden ikke spredte sig. Derfor blev flere lastbiler og andet materiel dækket til med skum som en sikkerhedsforanstaltning. Det tog brandfolkene cirka en time at slukke branden i de to tankvogne.
Efterfølgende kunne skaderne opgøres. De samlede skader blev vurderet til omkring 1 million kroner. Chaufføren, der havde skyndt sig at bakke den tredje tankvogn væk, fik alvorlige forbrændinger, men den helt store katastrofe var blevet afværget.
Røgen indtager Fredericia
Den 24. august 1996 er en dag, som de færreste øjenvidner i Fredericia nogensinde vil glemme. Lørdag morgen bredte en gul giftsky sig ud over Fredericia og skabte stor nervøsitet i byen.
Allerede kl. 5.30 vågnede mange til en alarmsirene fra Kemira ved Fredericia Havn. Der var sket et stort giftudslip fra fabriksanlægget. Det startede som en rødbrun gassky, der bølgede op fra anlægget. Vinden sendte skyen ind over Fredericia, hvor den udviklede sig til en tæt, gul giftsky. Sammen med skyen bredte der sig også en skarp lugt af syre.
Katastrofealarmen blev udløst, og alle fik besked om at holde sig inden døre bag lukkede vinduer.
Baggrunden for ulykken var egentlig ganske ordinær for de erfarne arbejdere på Kemira. I NPK 1-anlægget var en af de store tørretromler med gødning blevet tilstoppet, hvilket skete ganske ofte. Derfor omstillede man produktionen til rensning. Det viste sig dog, at tilstopningen havde skabt en prop i systemet, som skulle fjernes, før anlægget kunne fungere igen.
Arbejderne fik hul på proppen, men denne gang løste det ikke problemet. I stedet blev det starten på en helt ny krise. Fra tromlen væltede det frem med gule røggasser, og der opstod en voldsom varmeudvikling. Der var gået ild i gødningen nede i tromlen. Arbejderne blev tvunget til at løbe væk for at komme i sikkerhed. Det var helt galt, og alarmerne blev udløst.
Fredericia Brandvæsen reagerede hurtigt, men giftskyen bredte sig med stor hastighed. Snart var hele fabriksområdet indhyllet i den gule sky. Fredericianerne i midtbyen vågnede til sirenerne, og alle vinduer og døre blev lukket. Efterhånden bredte skyen sig ned over midtbyen.
Brandfolkene kæmpede med at komme ind på fabrikken og slukke branden. De måtte pøse vand ned i tromlen, hvor der stadig var ild i 10-12 tons gødning. Det var meget vanskeligt arbejde, da udsynet var stærkt begrænset af røgen, og varmen fra branden var kolossal.
Efter cirka en times indsats kom ilden under kontrol, hvilket stoppede udsivningen af gas. Kl. 8 var situationen så stabiliseret, at beredskabet kunne afblæse katastrofealarmen, og fredericianerne kunne igen åbne deres vinduer.
Herefter begyndte spørgsmålene at melde sig: Hvordan kunne dette ske? Det blev en landsdækkende nyhed, at en giftsky havde spredt sig fra Kemira over Fredericia. På Christiansborg krævede SF miljøminister Svend Auken i samråd, og lokalt ønskede flere politikere, at Kemira skulle lukkes. Her manede borgmester J.B. Nielsen dog til besindelse.
Spørgsmålene rettede sig også mod katastrofehåndteringen. Beredskabet og brandvæsenet havde handlet resolut og effektivt, men kommunikationen til borgerne var ikke god nok. Borgerne hørte sirenerne over hele byen, men fik ingen besked om, hvorfor de lød. Ved en fejl blev beredskabets besked til DR sendt forkert, så borgerne ikke fik yderligere information.
Endnu værre gik det for byens døve borgere. De fik ingen besked om forholdsregler, før katastrofen var drevet over.
I de følgende dage fyldte disse spørgsmål meget, og der blev stillet store krav om, at en lignende situation ikke måtte opstå igen på Kemira-fabrikken. Diskussionen førte også til spørgsmål om, hvor længe man skulle acceptere, at en fabrik som Kemira lå så tæt på byen.
I forbindelse med gasudslippet måtte mange borgere en tur forbi hospitalet til observation, mens den gule gassky langsomt lettede fra byen.
Katastrofernes konsekvenser
Der har været mange andre ulykker og katastrofer forbundet med virksomhederne ved Fredericia Havn. De fleste blev hurtigt håndteret, mens andre krævede timers indsats og store udgifter til oprydning.
Billeder fra branden ved DanGødning den 3. februar 2016. Foto: Lars Ketelsen
Den store brand på DanGødnings anlæg på Møllebugtvej den 3. februar 2016 var en af disse. Her gik der ild i palmeolie, som lækkede fra flere tanke. Omkring 400 brandfolk fra Jylland, Fyn og Sydslesvig kæmpede i mange timer mod branden og måtte på et tidspunkt trække sig tilbage på grund af eksplosionsfare. Mere end 250 personer og flere institutioner i lokalområdet blev derfor evakueret.
Branden ødelagde flere store tanke på Møllebugtvej, og flere tusinde tons gødning blev ledt ud i Lillebælt. Efterfølgende blev der iværksat en omfattende undersøgelse af konsekvenser og ansvar.
Ulykker og katastrofer medfører heldigvis også et øget fokus på sikkerhed. Der er altid risici forbundet med arbejdet omkring en havn, og derfor afsættes der også store ressourcer til at forebygge ulykker og sikre et effektivt alarmberedskab.
Den store opbakning fra gæsterne til Gamborg Bryghus & Streetfood i Tråden fører nu til en markant investering i et nyt, professionelt ventilations- og udsugningsanlæg. Målet er et bedre indeklima og stærkere rammer for både gæster og medarbejdere i det midlertidige, men stærkt besøgte mad- og kulturhus.
Den store interesse for Gamborg Bryghus & Streetfood i Tråden udløser nu en investering, som længe har været efterspurgt. Et nyt ventilations- og udsugningsanlæg er på vej og skal sikre et markant forbedret indeklima i streetfood-området.
I projekteringsfasen blev der bevidst valgt en afventende tilgang. Sammensætningen af madboderne og publikums lyst til at spise i Tråden var på forhånd ubeskrevne kapitler, og med et tidsbegrænset lejemål var det afgørende først at dokumentere behovet, før der blev truffet beslutning om en større, ikke-flytbar investering.
»Vi er enormt glade og positivt overraskede over den store opbakning, vi har mødt til både baren og streetfood-konceptet. Det har bekræftet os i, at vi nu skal investere i den helt rigtige løsning,« siger Stefan Sørensen, CEO for Gamborg Bryghus & Streetfood.
Beslutningen om den nye ventilationsløsning blev truffet kort før jul. Hvis tidsplanen holder, forventes anlægget færdiginstalleret i løbet af marts. De nuværende madboder ser frem til forbedringerne, som vil give bedre arbejdsforhold og en mere behagelig oplevelse for gæsterne.
I dag rummer streetfood-området et bredt udvalg af køkkener. Her er både burgers og pomfritter fra Craft Burger, napolitanske surdejspizzaer og tapas fra Godtfolk Pizzabar, græsk gyros fra Sofistika, mexikanske specialiteter fra Jataco og indisk streetfood fra Pakashala.
»Vi sætter stor pris på de mange beskeder og tilbagemeldinger, vi har fået omkring manglende udsugning. Nu ser vi frem mod installationen og håber, at det fremover er den gode mad, stemningen og fællesskabet, der fylder i gæsternes kommentarer,« siger Stefan Sørensen.
Ifølge Maja Füchsel er investeringen et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af Tråden som samlingspunkt.
»Vi arbejder i et særligt krydsfelt mellem et formelt midlertidigt projekt og en drift, der allerede i praksis viser husets fulde potentiale. Ambitionen er klar: Tråden skal opleves som et sted med kvalitet og høje forventninger – hver gang,« siger hun.
Hun peger samtidig på, at midlertidige lejekontrakter kan gøre tunge investeringer mere komplekse.
»Nogle investeringer ville i et permanent setup være en selvfølge, men når aktørerne formelt er på midlertidige lejekontrakter, kan ikke-flytbare løsninger være sværere at finansiere. Det ændrer dog ikke på vores ansvar for helheden,« siger Maja Füchsel.
Siden åbningen har mere end 100.000 gæster lagt vejen forbi Tråden. Ifølge ledelsen vidner både besøgstal og henvendelser om et stærkt engagement omkring stedet.
»De mange forslag til forbedringer ser vi som et udtryk for omsorg for huset og et fælles ønske om, at Tråden fortsat udvikler sig og lykkes,« lyder det.
Med det nye ventilations- og udsugningsanlæg tager Gamborg Bryghus & Streetfood dermed endnu et skridt mod at forene midlertidighed med professionelle rammer – og mod at sikre, at Tråden også fremover kan fungere som et levende mødested for mad, kultur og fællesskab.
En brand i palmeolie på Fredericia Havn udløste en af de mest omfattende beredskabsindsatser i byens historie. Risikoen for eksplosion sendte borgere inden døre og førte til natlig evakuering af et boligområde. Første indsatsleder på stedet, Jes Andersen fra TrekantBrand, husker hvert minut. Ti år senere fortæller han om natten, hvor alt det, han var uddannet til, pludselig blev virkelighed.
En beredskabsmeddelelse fra Sydøstjyllands Politi lød som noget, man normalt forbinder med storbyer og katastrofefilm. Brand i palmeolie på Fredericia Havn. Risiko for eksplosion. Borgere blev bedt om at gå inden døre, holde døre og vinduer lukket og undgå rum, der vendte mod havnen. Et boligkvarter blev evakueret midt om natten.
Ti år senere husker Jes Andersen hvert minut.
»Det var meget surrealistisk, det indtryk, der mødte mig dengang. Det er et scenarie, man godt kan forestille sig i Danmarks historie, men som man aldrig regner med, at man selv skal stå midt i,« siger han.
Der findes nætter, der sætter sig fast i en by. Ikke som rygter eller løsrevne fortællinger, men som en fælles erindring, der bliver ved med at dukke op, når man taler om, hvad der egentlig kan ske. Nætter, hvor gaderne bliver stille på en unaturlig måde, hvor telefonerne gløder, men ingen helt ved, hvad de skal sige, og hvor sirenerne ikke bare er baggrundsstøj, men noget, der kryber ind under huden.
Sådan en nat var natten til den 3. februar 2016.
Jes Andersen var ikke på vej hjem. Han var ikke blevet ringet op fra sengen. Han sad på brandstationen i Fredericia. Der var kaffe på kanden, kolleger omkring bordet og den velkendte stemning af beredskab og rutine, hvor man ved, at der kan ske noget – men hvor det oftest ikke gør.
»Vi sad egentlig bare og snakkede og drak kaffe. Der var ikke noget, der tydede på, at det her skulle blive anderledes end så mange andre vagter,« fortæller han.
Så kom meldingen. »Først lød den på brand i en industribygning. Det er noget, vi kender, og noget, vi har trænet igen og igen. Men allerede mens jeg kører derned, ændrer billedet sig. Meldingen bliver opdateret til større udslip, og kort efter kommer der melding om kemikalieudslip. Vi får tre meldinger inden for meget kort tid, og hver gang flytter scenariet sig.«
Det er ikke bare flere oplysninger. Det er en eskalation, der ændrer alt. For når en brand på et industriområde bliver til et udslip – og derefter til kemikalier – flytter fokus sig fra slukning til konsekvenser. For mandskab. For borgere. For byen.
»På det tidspunkt ved man godt, at det her ikke bare er en almindelig brand. Så begynder man at tænke i afstande, i zoner og i, hvad man kan tillade sig at udsætte folk for,« siger Jes Andersen.
To minutter efter alarmen er gået, er han fremme. »Jeg holder dernede meget hurtigt. Og det første, der slår mig, er, at Strandvejen er helt mørklagt. Der er ingen lys. Ikke fordi det er nat, men fordi strømmen er gået. Det giver en meget mærkelig stemning.« Han kører lidt længere frem.
»Der kommer biler imod mig i den forkerte vejbane. De er ikke stressede eller aggressive. De er bare på vej væk. Instinktivt. Og der er endnu ikke sendt nogen officiel melding ud.« Jes Andersen standser, hopper ud af bilen og bevæger sig ind i et skadested, der endnu ikke har fundet sin form.
»Og så ser jeg menneskerne. Der er en masse folk, som enten er kommet gående eller i bil, og som bevæger sig mod de blå blink. Mod stedet. Det er det mest urovækkende i starten.« De går mod det, man normalt går væk fra. Mod lyset. Mod røgen. Mod det uvisse. Mod en havn, hvor ingen endnu helt ved, hvad der brænder, hvad der løber ud, eller hvor langt det kan nå.
»Det er der, det for alvor går op for mig, hvor stort det her kan blive. Ikke gennem tal eller kort, men gennem mennesker. Gennem den måde, de reagerer på.« Inden for det første minut på skadestedet begynder han at gøre det, han er uddannet til.
»Jeg aktiverer alle tre udrykningsenheder med det samme. Jeg får kaldt assistance fra Middelfart, Vejle og Kolding, og vi begynder at dele området op i skadesteder. Det hele sker meget hurtigt, fordi man ved, at hvis det her eskalerer yderligere, så skal strukturen være på plads fra starten.«
Området bliver delt op i tre skadesteder. Hvert med sin holdleder. Hvert med sit ansvar. Klassisk beredskabsledelse, men lagt ned over et skadested, der hele tiden ændrer karakter.
»Vi vidste ikke, hvad det var, der lå hen over vejen. Vi kunne se, at der lå noget stort og udefineret, men vi kunne ikke se, hvor det kom fra, eller om der kunne være nogen fanget. Og når man ikke ved det, så er man nødt til at handle ud fra det værst tænkelige.«
Han træffer beslutningen uden tøven. »Jeg bad holdlederen om at iværksætte personsøgning. Ikke fordi vi vidste, at der var nogen, men fordi vi ikke kunne udelukke det.« Kort efter ændrer branden karakter.
»Der kommer meldinger om ild inde i anlægget. Først forsøger man at slå det ned, men meget hurtigt udvikler det sig voldsomt. Vi bliver nødt til at trække styrkerne ud og tømme området.« Og midt i den bevægelse – mens man reorganiserer og forsøger at genetablere kontrol – kommer det opkald, der ændrer hele risikobilledet.
»Allerede kort tid efter er jeg i telefonen med en kemiker fra Beredskabsstyrelsen, som rådgiver mig under hele indsatsen.« Samtalerne er tekniske og præcise. De handler om mængder, om tanke og om forskellen på det, man kan se, og det, man skal frygte. »Det største problem er ikke de kubikmeter, der render ud. Det største problem er to tanke med palmeolie.«
Palmeolie er ikke bare olie. I store, opvarmede mængder kan den opføre sig uforudsigeligt. Og hvis en af tankene kollapser eller eksploderer, kan konsekvenserne række langt ud over havnens hegn. »Hvis der skete en eksplosion, og der kom en trykbølge, så ville vinduerne blive blæst ind.«
Det er her, myndighedernes kommunikation til borgerne får sin baggrund. Ikke i ønsket om at skabe frygt, men i behovet for at flytte mennesker væk fra risiko. Der bliver defineret zoner. En inderste zone, hvor evakuering er nødvendig. En ydre zone, hvor mennesker ikke må opholde sig i rum, der vender mod havnen. »Det handler ikke om panik. Det handler om risikostyring.«
Og så begynder den del af natten, som mange fredericianere stadig husker helt konkret: beskederne. Beredskabsmeddelelserne. Bankene på dørene. »Det gik virkelig hurtigt. Mange havde pakket en taske, da vi kom.« Brandfolk og politi deler området op. Hver vej får sin bemanding. »Brandmændene stod ved hver vej, og politiet hjalp til.«
For de fleste kan evakuering lyde som et administrativt begreb. I virkeligheden er det mennesker, der bliver vækket midt om natten. Børn, der bliver løftet ud af sengen. Ældre, der skal hjælpes. Nogle kan ikke selv komme ud. Der bliver sat busser ind. Enkelte borgere må transporteres ud med ambulance. Midt i arbejdet med zoner opstår også de gråzoner, ingen plan kan forudse. Et af dem er plejecentret Othello, som ligger tæt på den inderste risikozone.
»Othello lå lige på kanten. Udgangspunktet var, at alt inden for 500 meter skulle evakueres, men her var det ikke realistisk at flytte beboerne ud midt om natten.«
I stedet for en fuld evakuering blev der truffet en anden beslutning. Plejecentret lå på kanten af den zone, hvor kortet sagde »ud«, men virkeligheden sagde noget andet. »Man holdt beboerne væk fra de rum og facader, der vendte mod havnen. Det var det mest forsvarlige i den situation,« fortæller Jes Andersen og understreger, at det netop var et valg, hvor hensynet til mennesker vejede tungere end en mekanisk efterlevelse af afstande og cirkler.
Mens byen langsomt flyttede sig væk fra havnen, fortsatte indsatsen dernede – men med et klart skifte i fokus. Flammerne var ikke længere det centrale. Temperaturen var. »Det, vi havde brug for, var ikke så meget slukning. Det afgørende var at få kølet de omkringliggende tanke ned, så branden ikke bredte sig og udviklede sig yderligere,« siger han.
Her blev specialudstyr uundværligt. Østjyllands Brandvæsen havde både erfaring og kapacitet fra lignende hændelser, og deres bidrag blev afgørende i den fase af indsatsen, hvor det handlede om at holde situationen stabil frem for at vinde den hurtigt. »De havde udstyr og viden, som vi havde brug for i den situation,« siger Jes Andersen.
Samtidig voksede indsatsen i lag. Først de lokale styrker, der kendte området. Derefter nabostationer. Så specialenheder og ekstra kapacitet, som blev trukket ind, mens natten skred frem, og belastningen steg. Jes Andersen lægger ikke skjul på, at sådan en indsats også rummer fejl, misforståelser og øjeblikke, hvor tingene ikke lander, som man havde ønsket.
»Der vil ske fejl. Og der er en kæmpe belastning. Det er uundgåeligt i en indsats af den størrelse,« siger han – ikke som en undskyldning, men som en konstatering.
Alligevel insisterer han på, at historien ikke kun handler om risiko, pres og svære valg. Den handler også om det, der opstår, når mennesker arbejder tæt sammen under ekstreme vilkår. »Der var en kæmpe holdånd. Man passede virkelig på hinanden,« siger han.
Han vender tilbage til det dilemma, der i sidste ende definerer al beredskabsledelse: hvornår stopper man? Hvornår er indsatsen ikke længere forsvarlig – uanset hvor meget man gerne vil fortsætte? »Der findes ingen heltemod i at sætte folk ind i noget, man ikke kan kontrollere,« siger Jes Andersen.
Rammen for mandskabet var klar. De måtte gøre, hvad de kunne. Men de måtte ikke komme til skade. Og hvis situationen udviklede sig i en retning, hvor kontrollen gled, skulle de trække sig ud.
To gange blev området evakueret. To gange blev indsatsen reorganiseret. Og til sidst blev der trukket længere væk, fordi risikovurderingen pegede på, at faren kunne overstige de taktiske muligheder.
Klokken 01.00 kom den melding, der markerede et tydeligt skifte. Evakueringen af det umiddelbare fareområde var afsluttet. I de omkringliggende zoner skulle borgere fortsat holde sig indendørs og væk fra rum, der vendte mod havnen.
Det var den type formulering, der fortalte, at beredskabet havde bevæget sig fra akut kaos til kontrolleret usikkerhed. Ikke alt var sikkert. Men det mest kritiske var afværget.
Ti år senere er det ikke først og fremmest de tekniske detaljer, der sidder fast hos Jes Andersen. Ikke mængderne. Ikke modellerne. Ikke procedurerne.
Det er datoen.
»For mig er den 3. februar en dag, der bliver ved med at dukke op,« siger han.
Erfaringerne fra natten er blevet omsat til læring, undervisning og ændrede retningslinjer – ikke som efterrationalisering, men som praktisk viden, der har sat spor i måden, man arbejder med indsatsledelse på i dag.
»Jeg har været med til at ændre måden, vi arbejder med indsatsledelse på,« siger han.
Når man ser tilbage på branden på Fredericia Havn, er det let at hæfte sig ved de synlige billeder: røgen over havnen, afspærringerne, evakueringen midt om natten. Men den historiske kerne ligger et andet sted.
I hastigheden, hvormed beslutninger blev truffet, før svarene fandtes. I kompleksiteten, hvor en brand blev til udslip, til kemikalier, til palmeolie og eksplosionsrisiko. Og i konsekvensen, hvor en hel by i nogle timer måtte give slip på kontrollen og stole på, at systemet holdt.
Den nat holdt Fredericia vejret. Ikke fordi nogen ønskede drama, men fordi risikoen var reel – og fordi beslutninger blev truffet hurtigt nok til, at den værste mulighed forblev netop det.
»Det var meget surrealistisk,« siger Jes Andersen igen.
Og måske er det den mest præcise sætning, man kan sætte på en nat, hvor alt var virkeligt, men intet føltes normalt.
Mandag aften samlede Middelfart Byråd sig om en dagsorden med både konkrete beslutninger og politiske markeringer. Nye takster på madservice blev vedtaget, boligplaner ved Skrillinge Strand sendt i høring, og Gelsted fik et økonomisk løft. Samtidig blev der sat tydelige streger under både kvalitet, ansvar og byrådets egen måde at arbejde på.
Mandag den 2. februar var byrådssalen i Middelfart rammen om et møde, hvor flere sager blev vedtaget med bred enighed – men ikke uden debat. Undervejs blev der både talt om kroner og øre, byudvikling og natur, men også om noget mere grundlæggende: kvalitet, tydelighed og ansvar.
Et af de mest konkrete velfærdspunkter handlede om nye takster for madservice til borgere i eget hjem. Som følge af nye nationale regler fastsættes der nu et loft over egenbetalingen.
Fremover må et dagligt måltid – en hovedret inklusive levering – maksimalt koste 50 kroner. Samtidig sænkes prisen på en hovedret uden udbringning fra 54 kroner til 41 kroner.
I Middelfart Kommune er omkring 250 borgere visiteret til madservice gennem Elbo Køkkenet eller Det Danske Madhus. For borgere, der får leveret mad alle ugens syv dage, betyder ændringen en besparelse på omkring 395 kroner om måneden.
Indstillingen blev anbefalet af Social- og Sundhedsudvalget og vedtaget uden bemærkninger i byrådssalen.
Skrillinge Strand: opbakning – men med klare forbehold
Et af mødernes længste og mest markerede punkter var forslaget til lokalplan for et nyt boligområde ved Skrillinge Strand. Planen åbner for op mod 36 tæt-lav boliger, eventuelt suppleret af enkelte åben-lav boliger, samt et fælleshus.
Projektet er udviklet som et privat seniorbofællesskab med fokus på tryghed, tilgængelighed og fællesskab. Naturen er tænkt ind som et bærende element med bevaring af eksisterende træer, grønne mellemrum og naturbaserede løsninger til håndtering af regnvand.
Der var bred politisk opbakning til at sende planen i offentlig høring, men ikke uden tydelige signaler om, at kvaliteten ikke må udhules.
Byrådsmedlem Kaj Piilgaard Nielsen tog ordet med både ros og en opsang – først om mødeformen.
»Der er kommet henvendelser fra borgere om, at det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt. Når vi taler, skal vi tale højt og tydeligt,« sagde han og opfordrede samtidig til at lade talepapirer blive ved citaterne.
Om selve lokalplanen var han klar i mælet:
»Vi er 100 procent enige i projektet. Det er unikt. Men djævlen ligger i detaljen.« Han advarede mod, at projektets kvalitet kan komme under pres, hvis investorer senere ønsker at maksimere afkastet.
»Hvis der kommer nogen, der får våde drømme om at profitmaksimere, så vil vi i teknisk udvalg holde maksimalt øje med, at vi ikke går ned på kvaliteten. Det her er lige så unikt som den gamle bydel i Middelfart.«
Lokalplanforslaget blev godkendt og sendes nu i otte ugers offentlig høring.
Byrådet godkendte også næste skridt i områdefornyelsen i Gelsted. Projektet får et samlet økonomisk løft til omkring 4,2 millioner kroner gennem omprioritering fra landsbypuljen og mulighed for statsrefusion. I præsentationen blev det understreget, at Gelsted nu følger efter tidligere områdefornyelser i blandt andet Ejby og Nørre Aaby, og at der allerede er igangsat prøvehandlinger – blandt andet på trafikområdet.
Her blev der også plads til et glimt i øjet, da udvalgsformanden citerede et gammelt råd om taler i det offentlige rum:
»Rejs dig op, så kan folk se dig. Tal højt, så kan folk høre dig. Gør det kort, så kan folk lide dig.«
Flere partier kvitterede positivt for, at Gelsted nu prioriteres tydeligere. Venstres Line Thingberg pegede på, at der tidligere har været forskel på, hvor meget de enkelte lokalsamfund har fået.
»Vi er glade for, at turen nu er kommet til Gelsted, og det bliver spændende at følge udviklingen,« sagde hun.
Fra Liberal Alliance kvitterede Louise Mejnert Ferslev for prioriteringen, men med en klar opfordring:
»Vi håber, at der kan findes flere midler på sigt. Det her beløb står ikke helt mål med de ambitioner, man godt kunne ønske sig for Gelsted.« Forvaltningen oplyste, at der arbejdes videre med fondsansøgninger, som kan udvide projektets omfang.
Skolerne: mere ansvar – tættere dialog
Et mere principielt punkt handlede om kommunens nye tilsynsopgave på folkeskoleområdet. Efter at det statslige kvalitetstilsyn er nedlagt, ligger ansvaret nu hos kommunerne. Byrådet godkendte en justeret model for skoleudviklingssamtaler, hvor skolebestyrelserne fremover inddrages direkte gennem et forældrerepræsentant.
»Det er her den faglige dialog om udvikling, resultater og trivsel finder sted,« lød det i fremlæggelsen.
Samtidig ændres processen, så Skoleudvalget fremover orienteres om skolernes udviklingspunkter, men ikke længere skal godkende dem politisk.
Line Thingberg bakkede op om retningen, men med et forbehold:
»Man skal passe på, at man ikke udvander samtalerne ved at have for mange deltagere. Men det giver god mening, at skolerne kan komme videre uden unødige forsinkelser.«
Enighed om vand, stop for byggeri og næste møde
Byrådet godkendte desuden en kommunegaranti på to millioner kroner til Ejby Vandværk til underboringer ved den nye jernbane for at undgå store stigninger i vandprisen.
Samtidig blev det besluttet at annullere planerne om en tilbygning til Teglgårdshuset. Begrundelserne var blandt andet risiko for tomgangspladser, økonomisk usikkerhed og udfordringer med rekruttering af personale.
Mod slutningen orienterede borgmester Anders Møllegård om, at næste byrådsmøde afholdes som eksternt møde den 2. marts i Vestfyns Kulturhus og Idrætscenter i Nørre Aaby, hvor der forud for mødet holdes borgermøde.
Byrådsmødet sluttede uden dramatiske afstemninger, men med klare signaler: Der er bred vilje til at investere i både byudvikling og lokalsamfund – og en tydelig politisk opmærksomhed på, at kvalitet og ansvar ikke må glide i takt med, at projekter bevæger sig fra papir til virkelighed.
KULTUR. Når Fredericia Musicalteater den 9. februar har premiere på den Reumertnominerede familiemusical De Tre Små Grise, bliver det med særligt fornemt besøg i salen. De engelske komponister og forfattere George Stiles og Anthony Drewe har nemlig meldt deres ankomst til Fredericia.
Duoen står bag musikken og teksten til forestillingen og er internationalt anerkendt for en lang række succesfulde musicals, herunder Mary Poppins på Broadway og West End samt De Tre Bukke Bruse, der tidligere har haft stor succes i Danmark.
Fra børnemusical i Singapore til Fredericia
Idéen til De Tre Små Grise opstod oprindeligt i 2010, da Stiles og Drewe blev bedt om at skrive en musical for de yngste publikummer i Singapore. Opgaven var at tage udgangspunkt i en historie, som de fleste allerede kendte, og samtidig give den et klart budskab, et overskueligt persongalleri og en spilletid, der kunne fastholde helt små børn. »Det lød enkelt, men udfordringen var at gøre historien musikalsk, give den dybde og samtidig sikre, at skurken ikke blev for uhyggelig for børn,« fortæller Anthony Drewe.
Den tilgang blev udgangspunktet for en musical, der både rummer humor og tempo, men også et tydeligt fokus på fællesskab og familie. En kombination, som siden har vist sig at fungere på tværs af lande og sprog. I Fredericia har forestillingen tidligere spillet for udsolgte sale, og i 2021 blev De Tre Små Grise nomineret til Reumert som årets bedste musical- eller musikforestilling.
Komponist George Stiles og tekstforfatter Anthony Drewe har skrevet De Tre Små Grise, som nu får premiere i Fredericia.
At forestillingen har opnået den anerkendelse i Danmark, ser ophavsmændene først og fremmest som et resultat af det arbejde, der bliver lagt lokalt. »Nomineringen er i høj grad en hyldest til det hold i Fredericia, der har arbejdet med forestillingen. Vi elskede deres version af De Tre Bukke Bruse og glæder os meget til at se, hvad de har gjort med De Tre Små Grise,« siger George Stiles.
For Stiles og Drewe er Fredericia derfor ikke blot endnu et sted, hvor forestillingen opføres, men et miljø, hvor musicalgenren bliver taget alvorligt. »Det er vores andet besøg i byen, og vi er kommet igen, fordi vi havde en virkelig god oplevelse første gang. Fredericia Musicalteater er et vidunderligt sted og fortjener international opmærksomhed.«
Eventyr, humor og flere lag
Stiles og Drewe er kendt for at skrive musicals, der taler til både børn og voksne på samme tid. En bevidst tilgang, hvor ingen af målgrupperne bliver efterladt på sidelinjen. Inspirationen til den måde at fortælle historier på går helt tilbage til arbejdet med en anden klassisk fortælling af dansk oprindelse. »Da vi skrev Honk! over Den grimme ælling, var vi meget bevidste om at skabe en historie med flere lag. Noget fysisk og sjovt til børnene og humor og eftertanke til de voksne. Den tilgang har vi taget med os siden,« forklarer Anthony Drewe.
Foto: Sebastian Løndal
Den samme tanke ligger til grund for De Tre Små Grise, hvor eventyret har fået en ny vinkel. Her er grisene en familie med indbyrdes dynamik, ulven har en forhistorie med dem, og fortællingen handler ikke kun om at bygge det rigtige hus, men om at holde sammen, også når det bliver svært.
En musical i børnehøjde med store ambitioner
For ophavsmændene er det afgørende, at forestillingen fungerer som børnenes møde med teater. Det er her, nysgerrigheden skal vækkes, og oplevelsen skal kunne mærkes med det samme. »Hvis børnene griner, klapper og lever med, ved vi, at det fungerer. Hvis de begynder at vrikke på stolen, ved vi det også med det samme,« siger George Stiles.
Målet er ikke alene at underholde i øjeblikket, men at give børnene noget, de tager med sig videre. »Vi håber, at børnene tager en følelse af forundring med sig hjem, og måske et ønske om at komme i teatret igen. Eller selv stå på en scene en dag.«
Opgraderet version i nye rammer
Den kommende opsætning er tilpasset AHA Salen og bliver større end tidligere versioner. Forestillingen spiller i vinterferien 2026 og er anbefalet fra fire år.
Med Stiles og Drewe i salen til premieren bliver det ikke bare et gensyn med en populær forestilling, men også et øjeblik, hvor Fredericia igen får besøg af navne, der har været med til at forme musicalgenren langt ud over byens grænser.
Fyns Politi oplyser tirsdag, at fundet af en rollator ved havnekanten i Odense ikke var udtryk for en ulykke, men en bevidst handling, der satte en større redningsindsats i gang. Det fremgår af en myndighedsmeddelelse udsendt tirsdag klokken 10.14.
Ifølge politiet var rollatoren placeret ved havnekanten for at få det til at se ud, som om en person var faldet i vandet. Politiet betegner handlingen som udtryk for »virkelig dårlig dømmekraft«.
Fundet førte til, at en større aktion blev iværksat, hvor blandt andet brandvæsnets dykkere blev sat i vandet for at undersøge området.
Fyns Politi understreger i meddelelsen, at man ikke er imponeret over handlingen, som blev opfattet som en alvorlig situation og derfor udløste betydelige ressourcer.
Politiet oplyser ikke, om der er identificeret personer bag handlingen.
Sydøstjyllands Politi efterforsker endnu et tyveri fra en varebil i Kolding. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Tyveriet er sket mandag på Birke Allé, hvor der er stjålet værktøj fra en varebil. Politiet oplyser, at værdien af det stjålne anslås til omkring 10.000 kroner.
Mandag var Sydøstjyllands Politi og brandvæsenet til stede ved en brand på Haderslevvej i Kolding, ved tankstationen Circle K. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Der opstod røgudvikling i vaskehallen, og branden bredte sig til tankstationens butik. Ifølge politiet skyldtes branden en kortslutning i et system i vaskehallen.
Politiet oplyser, at brandforløbet kan ses på overvågningen fra stedet. Der er ikke oplyst om personskader.
