UGENS KURT. Ole Nikolajsen er et kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen og har tidligere stået i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men driver i dag firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.

Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 for at forberede mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden turen går ind i varmen.

Til at starte med siger Ole med et smil:
»Patrick, du kender jo det meste af min historie.«
Jeg griner lidt, nikker og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.

»Jeg husker det som en ekstremt tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,« siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen.

»Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg syntes, det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt og fik derfor hurtigt nye venner, særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig og arrangerer også et maratonløb derovre.«

Hvad skete der efter skoletiden?

»Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men ikke fik. Jeg fik dog mod på detailbranchen og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,« forklarer Ole og fortsætter:

»Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt. Jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, og det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.«

Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.

»Jeg mødte op som 20-årig og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet den 1. december. Jeg var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede hos Shell efter min tid hos Falck og var der i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig, og så blev jeg kørselsleder i stedet,« siger Ole.

Sportseventyret

Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.

»I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede andet end triathlon, og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef oplevede jeg to olympiske lege helt inde fra som coach,« siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:

»Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK, Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hooked på idéen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Men jeg tænkte også, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’ere med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med offensivt forsvar, som var jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavneren Hagenbo,« forklarer Ole.

»Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner. Det lykkedes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Jeg blev direktør, men det passede mig ikke helt. Jeg var fejlplaceret og kom væk fra det sjove, nemlig at være omkring spillerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling ændret til teamchef og sælger på deltid, og samtidig startede jeg ProPrint,« siger Ole.

»Vi fik René Hamann-Boeriths som træner, og vi havde et godt samarbejde. Jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men fandt ud af, at det ikke var mig. Vi ansatte Tine Hvalkof som direktør, og da min kontrakt skulle forlænges, blev den ikke forlænget. Jeg var afklaret med, at sådan var vilkårene, og forlod klubben uden bitterhed.«

ProPrint-eventyret

Ole fokuserede efter FHK fuldtid på ProPrint:

»Jeg bankede ProPrint op til seks ansatte, men efter at have mistet to store kunder besluttede jeg at være 3-4 ansatte med fokus på hurtig levering i små oplag. Det fungerer godt,« siger Ole, der også ejer en pølsevogn sammen med sin søn Magnus.

Ole og Team Rynkeby

Ole har været engageret seks år i Team Rynkeby, efter at han og hans kone Susanne mistede datteren Laura til kræft:

»Det gav mening at støtte det gode formål, og gennem årene har jeg fået venner for livet. Min søn Magnus cyklede med i 2017, hvilket var stort,« slutter Ole.

Fakta – Ole Nikolajsen:

• 53 år
• Født på Sct. Joseph
• Gift med Susanne på 28. år
• Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år