Et verdensberømt højhus i Fredericia

0

I starten af december 1989 var der en helt særlig sag på byrådsmødet i Fredericia Kommune. Boligselskabet LAB fik tilladelse til at starte på et byggeri af et højhus på Lumbyesvej til 44,4 millioner kroner. Det var specielt, for der var tale om et forsøgsbyggeri, og højhuset skulle indeholde 65 lejligheder.

LAB var oprindeligt noget helt andet end et byggeselskab. LAB står for Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse, og den blev oprettet i 1938. Foreningen var blandt andet initiativtager til forskellige indsamlinger af husholdningsspil. Under Anden Verdenskrig var der en kæmpe mangel på forskellige varer, og man skulle derfor være kreativ med at genanvende affald og spild. Det gjorde LAB også i Fredericia, og man arbejdede for at skaffe arbejde til fredericianere. Således fortsatte det i mange år, men i løbet af 1960’erne fik industrialiseringen virkelig fart på, og arbejdsløsheden faldt kraftigt i Danmark. Det havde LAB i Fredericia allerede set, så i 1956 omdannede man lokalafdelingen i Fredericia til at blive et boligselskab, som nu skulle tage fat på den nye udfordring, som industrialiseringen bragte med sig. Man havde brug for flere og bedre boliger til arbejderne. Det var en kæmpe udfordring i Fredericia. Ved indgangen til 1900-tallet boede der ca. 12.000 mennesker i Fredericia, men i 1970 var det tal steget til 43.000. Behovet for boliger var stort i byen.

Luftfoto af Vaseparken, afdeling 2. Blok 7, Lumbyesvej 10 er ved at blive opført. Blok 8 og 9 er færdigopførte, 1971. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Flere steder blev der sat ind. I løbet af godt 30 år opførte LAB omkring 2.000 lejligheder i Fredericia. LAB gik særligt i gang ved Lumbyesvej og Rygårdsvej, hvor Vaseparken blev opført. Efterhånden rejste der sig otte forholdsvist ens højhuse i dette område, der blev indrettet på de mest moderne former for sin tid. Her kunne familier bo for sig selv, uden at skulle dele bolig med andre.
På trods af disse mange nye lejligheder og yderligere udbygning af parcelhuskvarterer i og omkring Fredericia i løbet af 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, så var der i slutningen af 1980’erne igen boligmangel. LAB ville meget gerne opføre flere højhuse i området ved Lumbyesvej. Dog ville man i LAB prøve noget nyt, og det var den sag, som Fredericia Byråd i december 1989 gav selskabet tilladelse til at starte på. Man ville bygge et nyt højhus i 11 etager, og det skulle bygges på en helt ny måde.
Det nye højhus på Lumbyesvej skulle bygges i vinkel, i modsætning til de andre rundt om i området. Selve byggemetoden var ny, for højhuset skulle opføres i stålprofiler, hvor beklædningen skulle komme uden på. Det var en byggemetode, som inden da aldrig var blevet brugt til beboelsesbygninger, men var kendt fra USA. Modigt nok, så blev det kommunikeret tydeligt ud fra LAB, at der var tale om et eksperiment. Modigt forstået på den måde, at der jo skulle flytte mennesker ind i lejlighederne på alle 11 etager, som gerne skulle stole på, at deres lejlighed var helt sikker. 65 lejligheder blev det til i det nye højhus, og de fordelte sig med 42 toværelses lejligheder, 21 treværelses lejligheder og 2 fireværelses lejligheder.

Luftfoto af Vaseparken, afdeling 2. Blok 7, Lumbyesvej 10 er ved at blive opført. Blok 8 og 9 er færdigopførte, 1971. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Byggeriet gik i gang i starten af 1990, og efterhånden som arbejdet skred frem, rejste stålskelettet sig på Lumbyesvej. Da man nåede i top med de 11 etager, befandt stålarbejderne sig utroligt højt oppe over Fredericia. Stålelementerne blev samlet på jorden, og derefter hejst op med kran, hvorpå elementerne skulle monteres på det stående stålskelet. I alt blev der brugt mere end 5000 bolte til at montere stålrammerne. Når stålskelettet fik en ny etage på, blev der lagt et betongulv som etageadskillelse. Totalentreprenør på højhuset blev Monberg & Thorsen, og de stod således for byggeriet for LAB, der var bygherre. Højhuset blev tegnet, så det ikke var firkantet, men i stedet blev drejet i alle mulige vinkler. Det betød så, at visse af lejlighederne ikke havde en stue med en ret væg. Alle skillerum blev opbygget i gips og Rockwool, mens facaden blev opbygget i eternit med isolering og gips.

Udsigt mod højhusene på Lumbyesvej, ca. 1982. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Byggeriet har været en stor oplevelse for nysgerrige øjne, og tankerne kunne lede hen på de berømte billeder fra de store skyskrabere i USA, hvor arbejderne spiste deres frokost siddende på en ståldrager med benene hængende i luften. Helt sådan var det ikke i en Fredericia-kontekst. På en arbejdsplads i Fredericia i starten af 1990’erne, var der stor fokus på sikkerhed.

Mandag den 13. maj 1991 var alt klar, og LAB kunne indvie det nye højhus på Lumbyesvej. De sidste håndværkere nåede lige at smutte ud 33 minutter inden huset blev indviet. På indvielsesdagen blev huset hyldet for sit eksperiment, og LAB mente selv, at der var tale om Danmarks smukkeste højhus. Nu kunne fredericianere flytte ind, og LAB håbede på, at højhuset på Lumbyesvej skulle være inspiration for mange flere byggerier i ind- og udland. Således gik det dog ikke, men højhuset har været hjem for mange fredericianere i de sidste 30 år.

Højhuset på Lumbyesvej, 2014. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Ugens Kurt: Ole Nikolajsen

0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

UGENS KURT. Ole Nikolajsen er et kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen og har tidligere stået i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men driver i dag firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.

Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 for at forberede mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden turen går ind i varmen.

Til at starte med siger Ole med et smil:
»Patrick, du kender jo det meste af min historie.«
Jeg griner lidt, nikker og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.

»Jeg husker det som en ekstremt tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,« siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen.

»Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg syntes, det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt og fik derfor hurtigt nye venner, særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig og arrangerer også et maratonløb derovre.«

Hvad skete der efter skoletiden?

»Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men ikke fik. Jeg fik dog mod på detailbranchen og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,« forklarer Ole og fortsætter:

»Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt. Jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, og det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.«

Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.

»Jeg mødte op som 20-årig og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet den 1. december. Jeg var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede hos Shell efter min tid hos Falck og var der i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig, og så blev jeg kørselsleder i stedet,« siger Ole.

Sportseventyret

Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.

»I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede andet end triathlon, og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef oplevede jeg to olympiske lege helt inde fra som coach,« siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:

»Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK, Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hooked på idéen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Men jeg tænkte også, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’ere med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med offensivt forsvar, som var jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavneren Hagenbo,« forklarer Ole.

»Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner. Det lykkedes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Jeg blev direktør, men det passede mig ikke helt. Jeg var fejlplaceret og kom væk fra det sjove, nemlig at være omkring spillerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling ændret til teamchef og sælger på deltid, og samtidig startede jeg ProPrint,« siger Ole.

»Vi fik René Hamann-Boeriths som træner, og vi havde et godt samarbejde. Jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men fandt ud af, at det ikke var mig. Vi ansatte Tine Hvalkof som direktør, og da min kontrakt skulle forlænges, blev den ikke forlænget. Jeg var afklaret med, at sådan var vilkårene, og forlod klubben uden bitterhed.«

ProPrint-eventyret

Ole fokuserede efter FHK fuldtid på ProPrint:

»Jeg bankede ProPrint op til seks ansatte, men efter at have mistet to store kunder besluttede jeg at være 3-4 ansatte med fokus på hurtig levering i små oplag. Det fungerer godt,« siger Ole, der også ejer en pølsevogn sammen med sin søn Magnus.

Ole og Team Rynkeby

Ole har været engageret seks år i Team Rynkeby, efter at han og hans kone Susanne mistede datteren Laura til kræft:

»Det gav mening at støtte det gode formål, og gennem årene har jeg fået venner for livet. Min søn Magnus cyklede med i 2017, hvilket var stort,« slutter Ole.

Fakta – Ole Nikolajsen:

  • 53 år
  • Født på Sct. Joseph
  • Gift med Susanne på 28. år
  • Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år