Nye tider på Fredericia Bibliotek

0

Fra 2. januar ændrer Fredericia Bibliotek på åbningstiderne i Prinsessegade, så borgerne får langt bedre adgang til materialer og lokaler.

Efter nytår udvides bibliotekets åbningstid, så man kan benytte det til kl. 22.00 fra mandag til torsdag og til kl. 18.00 fredag, lørdag og søndag. I det åbne bibliotek får man adgang til huset ved at scanne sit sundhedskort/lånerkort og taste sin biblioteks-pinkode ved hoveddøren.

Døren er naturligvis åben som hidtil, når der er personale til stede, men det har været nødvendigt også at ændre på de tidspunkter, hvor man kan få betjening på biblioteket. Efter nytår kan man forvente at møde personalet mandag-fredag kl. 10-17 og lørdag kl. 10-14.

– Vi håber fredericianerne tager godt imod de nye muligheder for at bruge biblioteket, siger bibliotekschef Erik Thorlund Jepsen, og han fortsætter:

– Vi har arbejdet frem mod åbent bibliotek lang tid og vil gerne tilbyde byens borgere et aktivt hus, hvor man såvel kan mødes om fælles interesser som at søge inspiration og fordybelse. Derfor kommer vi også til at eksperimentere med nogle nye typer af aktiviteter udenfor den bemandede åbningstid, som fx ‘Højtlæsning og håndarbejde’ og ‘Offline hygge på biblioteket”.

De nye åbningstider giver også mulighed for at foreninger og andre kan låne bibliotekets sal eller mødelokale til ikke-kommercielle formål ved booking gennem Fredericia Kommunes bookingportal, hvor Biblioteket også er at finde efter nytår.

Hvis man har brug for at få opdateret sit lånerkort eller gerne vil høre mere om mulighederne for selvbetjening eller lån af lokaler, kan man finde informationer om og hjælp til det meste på Fredericia Biblioteks hjemmeside: www.fredericiabib.dk.

Millioner til læring, leg og oplevelse på Skamlingsbanken

0

Med et bidrag på 4,6 mio. kr. fra Nordea-fonden vil Kolding Kommune de kommende år gøre det muligt for skoleklasser, familier og alle andre interesserede at få gode friluftsoplevelser og blive klogere på Skamlingsbankens natur og landskab gennem læring, leg og oplevelser.

Støtten fra Nordea-fonden suppleres med en tilsvarende bevilling fra Kolding Kommune. Den fælles satsning skal bruges til at opføre madpakkehus, multtoilet, shelterplads, m.m. og til at udvikle læringsforløb og formidlingsaktiviteter med Skamlingsbankens landskab som ramme.

– Vi er meget taknemlig for støtten fra Nordea-fonden, som gør det muligt at videreudvikle en af vores største attraktioner. Nu går vi ind i en ny fase, hvor det handler om at styrke vores fælles bånd til naturen gennem læring, leg og oplevelser. Det harmonerer fint med Kolding Kommunes fokus på grøn omstilling, bæredygtighed og biodiversitet, og jeg er sikker på, at de nye faciliteter og tilbud bliver et hit og får endnu flere til at besøge Skamlingsbanken, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff.

Vil styrke Naturpark Lillebælt

Skamlingsbanken ligger som et fyrtårn i Naturpark Lillebælt, og det er medvirkende til, at Nordea-fonden har valgt at støtte de nye faciliteter og aktiviteter.

– Nordea-fonden har gennem årene støttet etableringen og udviklingen af Naturpark Lillebælt, som rummer unik natur med spændende friluftsmuligheder. Med projektet på Skamlingsbanken får danskerne mulighed for at komme endnu tættere på den natur, som gemmer på så mange fine oplevelser, fortæller Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

Fællesskab og nysgerrighed

Hovedelementet i den nye satsning bliver en base i et tidligere juletræslandskab øst for besøgscenteret. Den såkaldte feltstation vil give skoleklasser og større grupper en sikker base for undervisning og aktiviteter med mulighed for tørvejr, madlavning og overnatning.

– Der bliver læringsforløb for forskellige klassetrin og inspiration til aktiviteter, som kan styrke fællesskabet og skabe en øget nysgerrighed i forhold til naturen og landskabet på Skamlingsbanken. Netop nysgerrighed er et greb, vi kommer til at arbejde med i formidlingen. I stedet for store plancher vil vi udvikle et søg-og-find-koncept, der lægger op til, at man skal gå på opdagelse for at få foldet formidlingen og den fulde oplevelse ud, fortæller senior-projektleder Mette List, Kolding Kommune.

Tværgående undervisning

Rune Lundberg, der er direktør for Museum Kolding og dermed ansvarlig for værtskabet på Skamlingsbanken, glæder sig over de nye muligheder:

– Med besøgscenteret har vi en god base for at byde velkommen og fortælle om Skamlingsbankens stærke kulturhistorie og stemmens kraft. Nu fortsætter vi formidlingen om Skamlingsbankens særkende ude i landskabet, med fokus på at give børnefamilier og grupper en ramme for fælles oplevelser. Og vi får mulighed for at tilbyde skolerne nogle spændende tværfaglige undervisningsforløb, siger Rune Lundberg.

Indvielse i foråret 2028

Selv om penge og planer er klar, kommer det til at tage et par år, før de nye faciliteter står klar. I første omgang skal der indhentes tilladelser fra de relevante myndigheder, men håbet er, at de nye faciliteter kan anlægges fra 2026, så alt er klart til indvielse i foråret 2028.

Infoboks

Millionstøtten fra Nordea-fonden skal bruges til at udvikle undervisningsforløb med afsæt i Skamlingsbankens særkende og placering i Naturpark Lillebælt. Der skal også skabes nye faciliteter og formidlingsaktiviteter, der vil lokke besøgende ud i landskabet og understøtte ophold for større grupper. I projektet udmønter det sig i følgende elementer:

  • En feltstation med pavillon til undervisning, madpakker og grejbank. Shelterplads til større grupper samt adgang til toilet og vand
  • Tværfaglige undervisningsforløb med udgangspunkt i Skamlingsbanken og Naturpark Lillebælt
  • Formidling af Skamlingsbankens natur gennem et legende søg-og-find-koncept
  • Refleksionsspor i landskabet med tænkebænke, der skal give tankerne taletid.

Udviklingen af undervisningsforløb vil ske i et bredt samarbejde mellem Stadsarkivet, Pædagogisk Center, Naturpark Lillebælt og By- og Fællesforvaltningen.

Med sine 113 meter over havet står Skamlingsbanken som et fyrtårn på Syd- og Sønderjyllands højeste punkt med en storslået udsigt ud over Naturpark Lillebælt. Skamlingsbanken er et populært udflugtsmål og et af Danmarks store nationale og folkelige samlingssteder. At give unge en stemme og mod til at stille sig op og tale for en sag, bliver nu igen rammesat på stedet.

Skamlingsbanken, som er skabt af en gletsjer under sidste istid, byder også på en rig og varieret natur, hvor især de store åbne græsningsarealer er unikke sammen med Odderbækken, der tager alle højdemeterne på sit løb ned mod Lillebælt.

Kampprogrammet for resten af grundspillet i NordicBet Ligaen er planlagt

0

Kampprogrammet til de resterende fire kampe i grundspillet i NordicBet Ligaen er netop offentliggjort.

FC Fredericia har overvintrer på andenpladsen i NordicBet Ligaen og har seks point ned til Esbjerg på tredjepladsen. Der resterer fire kampe af grundspillet, inden holdet går ind i oprykningsspillet, og med de kommende opgør har holdet fortsat chancen for at cementere deres position og sikre sig en god indgang til den afgørende del af sæsonen.

For OB’s vedkommende er de på førstepladsen og har otte point ned til FC FRedericia på andenpladsen, mens Esbjerg jagter de øverste to hold, som de har henholdsvis seks og 14 point op til.

Kolding skal i de resterende fire kampe af grundspillet forsøge at spilel sig i top-6. De er lige nu akkurat udenfor top-6, da Hillerød har en bedre målscorer end dem.

Her følger de fire holds kampprogram:

FC Fredericia

Runde 19:
23. februar 2025, kl. 15:00
FC Fredericia – HB Køge

Runde 20:
27. februar 2025, kl. 19:00
Hvidovre IF – FC Fredericia

Runde 21:
7. marts 2025, kl. 19:00
FC Fredericia – Hillerød

Runde 22:
14. marts 2025, kl. 19:00
Vendsyssel FF – FC Fredericia

OB

Runde 19:
21. februar 2025, kl. 19:00
Hillerød – OB

Runde 20:
22. februar 2025, kl. 13:00
Esbjerg fB – Kolding IF

Runde 21:
2. marts 2025, kl. 15:00
OB – Hobro IK

Runde 22:
14. marts 2025, kl. 19:00
Hvidovre IF – OB

Kolding IF

Runde 19:
22. februar 2025, kl. 13:00
Esbjerg fB – Kolding IF

Runde 20:
1. marts 2025, kl. 14:00
Kolding IF – B.93

Runde 21:
8. marts 2025, kl. 15:00
OB – Kolding IF

Runde 22:
14. marts 2025, kl. 19:00
Kolding IF – Hobro

Efter de kampe venter oprykningsspillet, hvor top-6 mødes ude og hjemme, og det giver i alt ti kampe, hvorefter de to øverste hold i tabellen rykker op i Superligaen. For de nederste seks holds vedkommende venter der er nedrykningsspil på samme vis med ti kampe, hvor de to nederste hold rykker ned i 2. division.

Blæsten kan give udfordringer på Storebæltsbroen og Ny Lillebæltsbro

0

Skal man krydse Storebæltsbroen eller Ny Lillebæltsbro i dag, er det vigtigt at tage højde for den kraftige blæst, som påvirker trafikken. Vejdirektoratet advarer bilister om udfordrende forhold på begge broer, og der er specifikke restriktioner på Storebæltsbroen.

Begrænsninger på Storebæltsbroen

På Storebæltsbroen er det i øjeblikket forbudt at passere med påhængskøretøjer under 750 kilo, herunder trailere og campingvogne. Det skyldes den kraftige vind, som gør det farligt for lette køretøjer. Forbuddet gælder i begge retninger fra Halsskov mod Knudshoved og omvendt. Restriktionen forventes ophævet kl. 18.00, når vinden efter prognoserne aftager.

Vejdirektoratet opfordrer alle bilister til at holde sig opdateret på trafikkortet og på Storebaelt.dk, hvor der løbende bliver givet information om broens forhold.

Kraftig vind på Ny Lillebæltsbro

Også på Ny Lillebæltsbro mellem Middelfart og Fredericia påvirker vinden trafikken. Her advarer Vejdirektoratet om kraftige vindstød, som især kan skabe problemer for høje og lette køretøjer. Bilister anbefales at være ekstra opmærksomme og holde godt fast i rattet under kørslen.

Ifølge Vejdirektoratet ventes vinden at aftage i løbet af aftenen, hvilket forhåbentlig vil normalisere trafikken på begge broer.

Vildtkød til salg fra Hindsgavl Dyrehave

0

Lørdag den 28. december mellem kl. 10.00 og 12.00 åbner Hindsgavl Dyrehave op for salg af vildtkød direkte fra dyrehaven.

Salget finder sted i gårdbutikken ved Naturcenter Hindsgavl på Galsklintvej 2 i Middelfart, og her er der mulighed for at købe et udvalg af stege, hakket kød og spegepølser – alt sammen dybfrosset og klargjort af et godkendt slagtehus.

Hindsgavl Dyrehave gennemfører hvert år en regulering af hjortebestanden for at sikre, at dyrene trives, og at bestanden holdes sund og passende. Det er en del af driften af dyrehaven og giver samtidig lokale mulighed for at købe vildtkød af god kvalitet.

Til de vildtkødsinteresserede er der også tænkt på inspiration til køkkenet. Med hvert køb følger en lille folder med opskrifter, der kan hjælpe dig i gang med tilberedningen af vildtet, skriver kommunen på deres hjemmeside.

Salget er en oplagt mulighed for at gøre nytårsmenuen ekstra speciel eller blot fylde fryseren med kvalitetskød til vinteren.

Telefonisk svindel ramte fynske ældre – nu er hovedmistænkt anholdt

0

En koordineret indsats mellem flere politikredse har ført til anholdelsen af tre personer, der er sigtet for omfattende bedrageri. Svindlen har primært ramt ældre borgere på Fyn, som blev narret til at overføre penge, efter gerningsmændene havde udgivet sig for at være fra energiselskaber eller banker.

Den ene af de anholdte, en 34-årig mand fra Aarhus, vurderes at have spillet en central rolle i sagen. Han fremstilles i dag kl. 13.30 i grundlovsforhør i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

Svindel rettet mod ældre borgere

Ifølge Østjyllands Politi fandt bedrageriet sted fra februar til november i år. Gerningsmændene brugte telefonopkald til at overtale de ældre til at overføre penge, ofte ved at påstå, at der var tale om betaling af regninger. Politiet har i længere tid efterforsket sagen i samarbejde med Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Vicepolitiinspektør Thomas Schouby fra Østjyllands Politi udtaler:

– Det er store beløb, som gerningsmændene samlet set har fået ud af bedragerierne, og det er gået ud over sagesløse ældre borgere, som i god tro har overført penge. Derfor er vi også godt tilfredse med, at vores efterforskning og onsdagens aktion har ført til anholdelse af tre mistænkte.

Schouby oplyser desuden, at efterforskningen fortsætter, og politiet forventer yderligere anholdelser i sagen.

Flere sigtede, men kun én fremstilles i retten

Ud over den 34-årige mand fra Aarhus blev en 30-årig kvinde fra Aarhus og en 30-årig mand fra Esbjerg også anholdt i onsdagens aktion. Selvom de begge er sigtet for adskillige bedrageriforhold, vurderer anklagemyndigheden, at der ikke er grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør på nuværende tidspunkt.

Ved dagens retsmøde har anklagemyndigheden anmodet om, at dørene lukkes. Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at dele yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.

Kommunal ejendom skal indbringe 1,75 millioner kroner

0

Til mandagens byrådsmøde i Fredericia var der lukket sag på, der omhandlede salg af en kommunal ejendom. Nu er sagen åbnet op, da den er godkendt, og det viser sig, at der er tale om Anders Billesvej 26.

Ejendommen på Anders Billesvej 26, der i øjeblikket anvendes af Familieafdelingen til aktiviteter som samvær mellem forældre og børn, samtalegrupper og lignende, står nu foran en forandring. Med planerne om at færdiggøre Nymarkshus, som skal overtage disse funktioner fra den 1. april 2026, er fremtiden for ejendommen blevet ændret. På mandagens byrådsmøde blev det godkendt, at ejendommen sættes til salg som et led i Fredericia Kommunes arbejde med at optimere og effektivisere den kommunale ejendomsmængde.

Salget af ejendommen er planlagt til først at finde sted pr. 1. april 2026, når Nymarkshus er færdigombygget og klar til at tage imod de aktiviteter, der i øjeblikket foregår på Anders Billesvej. I mellemtiden vil aktiviteterne blive flyttet til de nye faciliteter i Nymarkshus, som er ved at blive ombygget til at imødekomme de behov, der har været på Anders Billesvej. Denne flytning vil blive gennemført i god tid før den fastsatte overtagelsesdato.

Ejendommens salgspris er blevet vurderet til 1,75 millioner kroner, og det er forudset, at der vil være omkostninger forbundet med salget. Udgifter til ejendomsmægler, vedligeholdelse, forsikring og driftsomkostninger er anslået at beløbe sig til cirka 100.000 kroner, som skal tages fra det kommende provenu fra salget. Forvaltningen har løbende været i dialog med de nuværende brugere af ejendommen for at sikre, at flytningen sker effektivt og i henhold til den fastlagte tidsplan.

Ejendommens salg vil ikke kun bidrage til at optimere den kommunale ejendomsmængde, men også gøre det muligt at frigøre midler, som kan geninvesteres i kommunens øvrige projekter og bygninger. Der er løbende blevet arbejdet med at finde den bedste løsning for både brugerne af ejendommen og den økonomiske situation.

De præcise økonomiske konsekvenser vil blive afklaret i forbindelse med den konkrete salgssag, som forventes at blive præsenteret senere. På den måde sikrer kommunen en grundig og transparent proces, når ejendommen sættes til salg.

Med godkendelsen fra byrådet er processen for at sætte ejendommen på salgslisten nu i gang. Dette skridt er et led i Fredericia Kommunes langsigtede strategi for at optimere ejendomshåndteringen og skabe bedre rammer for kommunens tilbud til både borgere og ansatte. Salget af Anders Billesvej 26 vil være en vigtig del af kommunens arbejde med at skabe bæredygtige løsninger for byens udvikling og forvaltning af kommunale ressourcer.

Arbejde i Nørrebrogadekvarteret går på juleferie

0

Anlægsarbejdet i Nørrebrogadekvarteret, som en del af Fredericia Kommunes langsigtede indsats for at klimatilpasse kloaksystemet, går nu på juleferie. Fra fredag den 20. december vil arbejdet være sat på pause og genoptages mandag den 6. januar 2025.

I januar vil gravearbejdet fortsætte på Glentevej og Lathyrusvej, og derudover opstartes arbejdet på Luthersvej og Nellikevej. Omfanget af arbejdet er en del af den langsigtede plan for at sikre, at kloaksystemet i Nørrebrogadekvarteret har tilstrækkelig kapacitet til at kunne håndtere de øgede regnmængder som følge af klimaforandringerne.

Gravearbejde på Luthersvej og Nellikevej

På Luthersvej starter arbejdet i krydset ved Glentevej, hvorefter gravearbejdet vil fortsætte som et ”tog” mod nord op til Spurvevej. I denne periode vil Luthersvej være spærret for gennemkørsel. Fodgængere og trækkende cyklister kan dog stadig passere udgravningen via fortovet på den ene side.

De, der skal til og fra området, herunder skolebørn, henvises til at benytte Falkevej og Ørnevej som alternative ruter til skolen.

Samtidig vil gravearbejdet på Nellikevej finde sted fra Nørrebrogade og op til Egeskovvej. Arbejdet vil også her foregå som et ”tog,” og i denne periode vil Nellikevej være spærret for både gennemkørsel og parkering. Fodgængere og trækkende cyklister kan passere på den ene side af udgravningen på fortovet.

Baggrund for arbejdet

Arbejdet i Nørrebrogadekvarteret er en del af Fredericia Spildevands indsats for at klimatilpasse kloaksystemet. Kloaksystemet i området er relativt gammelt og skal fornyes for at kunne håndtere de øgede regnmængder, som de kraftigere regnskyl og skybrud, der følger med klimaforandringerne, medfører. Fornyelsen af kloaksystemet skal sikre, at regnvand og spildevand bliver adskilt, og at overskydende vand ledes til vandløb og søer i stedet for at ende i kloakken eller skabe oversvømmelser.

I arbejdet benyttes moderne opgravningsfri metoder, som gør det muligt at forny kloakledning uden at grave hele systemet op. Det er en effektiv metode, som reducerer forstyrrelserne i området, samtidig med at den sikrer, at kloaksystemet får en levetid på op til 100 år.

Projektet med at klimatilpasse Nørrebrogadekvarterets kloaksystem er en stor opgave og forventes at tage cirka ti år at gennemføre, da området rummer 12-14 kilometer kloakledning. Arbejdet vil blive opdelt i flere delprojekter for at minimere forstyrrelserne for de, der bor og færdes i området.

Ledelsen i Nordic Waste møder milliardkrav efter konkurs

0

Konkursboet efter det nu lukkede Nordic Waste har rejst et erstatningskrav på 500 millioner kroner mod tidligere ledelsesmedlemmer i både selskabet selv og søsterselskabet DSH Recycling. Det oplyser miljøminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Ifølge miljøministeren er der tale om en sag med både store økonomiske og miljømæssige konsekvenser.

– Sagen om Nordic Waste har haft og har stadig store økonomiske og miljømæssige konsekvenser. Det er helt afgørende, at vi fortsætter med at forfølge princippet og ambitionen om, at forureneren skal betale regningen for at afværge de alvorlige skader på miljøet i Ølst, siger Magnus Heunicke til Ritzau.

Jordskredet ved Ølst trækker lange spor

Nordic Waste gik konkurs i januar 2024 i kølvandet på en omfattende sag om et jordskred med forurenet jord ved Ølst tæt på Randers. Oprydningen efter skredet anslås at koste omkring 500 millioner kroner, hvoraf staten bidrager med 200 millioner kroner, mens Randers Kommune står med en regning på cirka 300 millioner kroner.

Konkursboets kurator, Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra advokathuset Bech-Bruun, bekræfter, at ledelsesmedlemmerne har modtaget varsel om kravet. Han afholder sig dog fra at kommentere yderligere.

Det foreløbige krav rettes mod tidligere medlemmer af direktionen og bestyrelsen i de to selskaber. I alt fem personer havde ledende roller i Nordic Waste og DSH Recycling op til deres konkurs. DSH Recycling var ejet af den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen samt hans døtre, Ninna og Mia Østergaard-Nielsen, som tilsammen ejede over 75 procent af selskaberne.

Kammeradvokaten og tidligere inhabilitetssag

Kammeradvokaten repræsenterer staten i konkursboet, mens Randers Kommune er repræsenteret ved Bech-Bruun. Sagen har allerede været præget af juridiske stridigheder, da en kurator fra advokatvirksomheden Gorrissen Federspiel trak sig fra sagen i november efter beskyldninger om mulig inhabilitet rejst af Kammeradvokaten. Gorrissen Federspiel har afvist anklagerne.

Miljøministeren fremhæver vigtigheden af, at regningen for miljøskaderne lander hos de ansvarlige.

– Konkursboet har nu rejst et foreløbigt krav på cirka 500 millioner kroner mod ledelsesmedlemmer i Nordic Waste A/S og DSH Recycling A/S, og der er dermed taget endnu et skridt på vejen mod at sikre, at regningen for jordskreddet ender hos dem, der har ansvaret, understreger han.

Læs også:

Nyt skilt skal forhindre kørsel imod ensretning

0

I forbindelse med etableringen af den nye sivegade i Danmarksgade i Fredericia har der været problemer med trafiksikkerheden i krydset mellem Købmagergade og Danmarksgade. Flere bilister har uforvarende været tæt på at køre ned ad en ensretning i højresvinget, hvilket har fået Fredericia Kommune til at reagere på situationen og forsøge at få styr på trafikken.

Sivegaden blev etableret som et led i Fredericia Kommunes indsats for at fremme handelslivet i byen. Formålet med den nye vejstruktur var ikke at lette trafikken, men at skabe bedre forhold for handelslivet i Danmarksgade, så flere mennesker kunne tilgå butikker og faciliteter i området.

Problemet opstod, da flere bilister uforvarende kørte ned ad ensretningen i krydset fra Købmagergade til Danmarksgade. Trafikanter, der forsøgte at dreje til højre, stødte på den ændrede trafikstruktur, hvilket skabte forvirring og farlige situationer, da de ikke havde opdaget, at området var blevet ensrettet. Dette problem blev observeret af Fredericia Kommune, som satte skiltning op for at advare bilisterne om de ændrede forhold.

Kommunens løsning – ny skiltning

Til at starte med var der, ved enden af sivegaden i Danmarksgade ved Købmagergade opsat en tydelig markering af, at det er ensrettet. Dette var dog ikke muligt at se før, at man som bilist var i gang med at tage svinget. Dermed skulle man have forhåndsviden om ensretningen for at undgå det ulovlige sving ned ad ensretningen.

Derfor er der nu allerede i lyskrydset sat et “forbudt højresving”-skilt op, hvilket skal være med til at hjælpe bilisterne med at huske på, at man altså ikke må dreje til højre.

Skiltningen kom op forleden dag, og kommunen håber, at de nye tiltag vil reducere risikoen for yderligere forvirring. Målet er, at trafikanterne på forhånd kan se, at det ikke er muligt at dreje til højre i krydset, og dermed kan justere deres kørselsretning i god tid.

Fredericia Kommune følger løbende op på situationen for at sikre, at de nye skiltninger har den ønskede effekt. Hvis problemerne fortsætter, kan der blive taget yderligere skridt for at justere trafikafviklingen og sikre, at den ændrede vejstruktur fungerer efter hensigten.

Kommune og vejmyndigheder opfordrer bilister og trafikanter til at være ekstra opmærksomme på de ændrede forhold i Danmarksgade og følge de nye skilte og vejafmærkninger.