At klappe sig selv og hinanden på skulderne over alt det gode er slet ikke så ringe endda. Det giver en god følelse blandt venner. Men det kan være farligt i en samfundsmæssig sammenhæng. For fællesskabet kommer med en pris.
I Fredericia har vi set, hvordan man trofast takker og hædrer dem, der forlader scenen indenfor politik. Ofte bliver det en anelse selvfedt, fordi man tager afsked med en person. Den mere reelle bedømmelse af resultaterne udebliver. Det kan også virke uforskammet og koldt, hvis man kritiserer dem, der forlader posterne. Men det må være sådan, at dem der søger magten, og dermed retten til at bestemme over andre menneskers liv og dagligdag, skal bedømmes på deres handlinger. Ikke deres ord.
Ordet demokrati er blevet misbrugt groft det seneste årti. For nogle er begyndt at definere demokratiet som værende “det samfund vi har”, eller “de institutioner vi har”. Samtidig indføres der censur, både skjult og direkte, hvor man forsøger at kontrollere den offentlige diskurs via penge, embedsapparatet og lovgivningen. Desværre er der alt for få politikere, der grundigt sætter sig ind i den totalitære dagsorden, hvorfor der er udbredt ombakning til de skjulte processer, der i den sidste ende fjerner tilliden til samfundet. Skærer man ind til benet, så handler det om, at man vil true sig til tavshed og til at have ret. At folk skal frygte for at ytre sig, fordi konsekvenserne vil påvirke deres økonomi, karriere eller frihed. Det har udfoldet sig i medierne, på universiteterne og læreanstalterne, i virksomhederne og i samfundsdebatten.
Derfor er der brug for frie medier. Men diskursen de seneste 15 år har været katastrofal for netop medierne. For det første så belønner politikerne og embedsapparatet dovenskab og slaphed, mens de straffer kritik og grundig formidling. Man har tilladt karteldannelser indenfor mediebranchen, hvor eksempelvis JFM har opkøbt en svada af nødlidende lokalaviser, som de nu styrer via mediestøtten, mens utallige journalister er blevet fyret undervejs. Hvor man før havde diversitet, er der koncentration. Og dem, der forsøger at udfordre Danmarks største mediekoncern, er oppe mod en statsstøttet elefant, der satser entydigt på at få penge ud af statskassen, hvilket er et kæmpe moralsk problem i et kapitalistisk samfund. Det giver konkurrence på ulige vilkår, når skatteborgernes penge er involveret. Fordi man i den sidste ende sidder i en situation, hvor nogle i statsapparatet (embedsfolk og politikere) afgører, hvad pengene skal gå til.
Men der er skabt et nyt håb. Det kommer fra USA, hvor samtlige techgiganter nu har kysset Donald Trumps ring, efter at han eftertrykkeligt har vundet valget til præsidentembedet i november 2024. Det markerer et kommende kursskifte for censurapparatet, der har gavnet de statslige medier gevaldigt de seneste 7-8 år. Der er blevet snydt på vægtskålen, når techgiganterne har favoriseret dem, samtidig med, at kritiske historier er blevet begravet via shadow banning. Opgøret med snyderiet vil også ramme Danmark, for danskernes foretrukne medier er Facebook, TikTok, Youtube og Instagram. Hvis udviklingen fortsætter, sådan som republikanerne har sat det op, vil det snart være slut med både censur og selvcensur. Allerede nu er de amerikanske medier som CNN, ABC og CBS i frit fald. Troværdigheden er forsvundet. Man har haft for travlt med at være bedrevidende og selvfede, mens man har glemt, at rigtig meget formidling kan klares med reportage og uden meninger. Den indgroede bias har været så udtalt, at folk er blevet aldeles trætte af det.
Vi slår væk.
Når der igen udskrives valg til Folketinget, vil de døende statsmedier atter forsøge at overbevise danskerne om, hvad danskerne finder relevant. Fordummende og intetsigende spørgsmål, der aldrig formår at komme dybere ind under de strukturelle problemer, der plager det danske samfund:
Høje skatter og afgifter, et plaget sundhedsvæsen, teknokratiske cirkelslutninger, IT-systemer med fadæser og skandaler, konsekvensfrihed for embedsfolk, dårlige vilkår for erhvervslivet og iværksættere, overforbrug på symbolpolitiske projekter, alt for meget lovgivning og alt for mange regler, manglende forståelse for almindelige menneskers vilkår – og meget, meget mere.
Det er en slet skjult arrogance, der lyser ud af pressemeddelelser fra ministerier og styrelser, der er inficeret med utallige spindoktorer og journalister, hvis fremmeste mål er at få alt til at se ud som om, det er helt fantastisk, selvom det er noget lort. Det skaber en alternativ virkelighed, hvor borgerne føler sig fremmedgjorte, fordi logikken mangler, og politikerne forventer man vil slave sit liv væk for at fremme utopiske og fantasifulde ideologier.
Dette er værd at reflektere over her i juletiden. Vi bør forny vores tilgang til lovgivning, så det ikke længere er muligt at rokere rundt på forudsætningerne hvert andet år. Ordet “pakker” burde være forbudt at anvende om love, for det er blevet synonym med lappeløsninger, der kun skal virke som om, der kommer noget fornuftigt igennem på et problem, man aldrig formår at løse. I stedet for at afholde kommunal- og regionalvalg i 2025, burde man helt afskaffe abespillet, hvor man lader som om, at der er tale om forskellige instanser. Vi har ikke brug for tre steder, hvor der skal udøves politik. Vi ville være bedre tjent med at folkevalgte politikere både sad i kommunerne og Folketinget, så der kom mere nærhed i beslutningsprocesserne. Alt dette ville naturligvis kræve en omfattende reform af det politiske apparat, men det er netop sådanne nye ideer, der burde komme op til overfladen og blive diskuteret. Det nuværende politiske system har mistet sin folkelige gennemslagskraft. Der er for meget “vi” og “dem”, selv mellem folk, der principielt tilhører de samme partier. Vi kender det hvert år, når der skal forhandles “økonomi” med kommunerne.
Nej, vi har brug for smidighed og mindre lovgivning. Vi har også brug for færre politikere og færre embedsfolk. Det er blevet for dyrt at opretholde den hær af mennesker, der har så forbløffende få resultater at vise frem. Vi er blevet hærdede af skandaler, så intet efterhånden er en skandale. Og det er netop fordi, der er skabt at dovent mediebillede, en herskende klasse og en urørlig embedselite, hvis grådighed er endeløs:
De vil have mere magt. Flere detaljer at bestemme over. Flere regulativer. Flere systemer. Mere kontrol. Og politikerne følger med, fordi de også selv føler, de er en del af embedsapparatet. Og netop derfor er mange politikere desperate for at få kontrol over den offentlige debat, hvorfor de helhjertet støtter censur, politiske regnskaber for medier, åndskorruption og kassetænkning. Både lokalt som nationalt er økonomien omkring magten, de poster politikerne får, et stort problem for reelle, demokratiske tanker og ideer.
Der er brug for en gevaldig slankekur for alle de styrelser, nævn og kontrolapparater, der er blevet dannet i dette århundrede. En del af dem er tilmed styret af de brancher, de skal kontrollere. Det er skidt for demokratiet. Det er skidt for retssikkerheden. Det er skidt for borgerne.
Så kære politikere. Brug juleferien til at tænke nye tanker. Hvem vil begynde debatten om at reformere det politiske system i Danmark og få sat den selvfede elite på en tiltrængt slankekur?
