Jule- og nytårshilsen fra borgmester Christian Bro

0

Endnu et år er gået, og jeg glæder mig over, at det i år er mig, der får lov til at sende en julehilsen til alle jer borgere, virksomheder, foreninger og institutioner.

Traditionen tro, så er sådan en jule- og nytårshilsen et tilbageblik på året der gik, og en skuen fremad, på det der venter.

Og der har været mange højdepunkter i 2024. Ingen tvivl om, at øverst på den liste står Royal Run ’24 i Fredericia, som jeg vil betegne som en af de mest fantastiske begivenheder, fæstningsbyen nogensinde har lagt kulisse til. Her formåede vi virkelig at skabe et helstøbt og unikt arrangement for hele byen, borgerne og for de mange gæster, der kom udefra. 

Også markeringen af 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia den 5. og 6. juli 1849 var enormt vellykket. Her havde vi besøg af HM Dronning Margrethe og astronaut Andreas Mogensen, der både fascinerede store og små. 

Begge begivenheder hører til de store og mindeværdige af slagsen, men de har det til fælles med alle de mange andre unikke oplevelser, der foregår hver dag her i kommunen, at det ikke kunne lade sig gøre uden de mange frivillige. De yder en uvurderlig indsats, og de fortjener alle en stor tak for deres engagement og deres tid. De frivillige kræfter er uundværlige, uanset om vi taler hverdag og drift, eller vi afvikler store events. 

Fredericia er en by med masser af liv og aktivitet, og det er fantastisk. Men en by er også et stort maskineri, der skal vedligeholdes og se ordentlig ud. Store begivenheder med mange mennesker og gæster, som sommeren bød på, er ikke en god kombination med opgravede veje og fortove. Derfor har vi været nødt til at udskyde en del vejarbejder, og dem kan vi ikke undgå at møde, når vi bevæger os rundt i byen. Men det skal jo som bekendt være skidt, før det bliver godt. 

Et andet sted i byen, hvor håndværkere har knoklet for at komme i mål, er ved den gamle remise. Her i november åbnede vi dørene til et af byens nye fyrtårne, nemlig Fredericia Street Bastion. Et rent mekka for børn og unge, som skater eller dyrker parkour. Fra dag 1 har det vist sig som et fantastisk samlingssted, hvor unge fra hele kommunen mødes om deres fælles passion. Hvor er det fedt at opleve unge engagere sig i et nyt hus.

Og de unge er med til at skabe masser af liv og gode resultater.  Det gælder både vores eliteidrætsfolk indenfor blandt andet fodbold og håndbold, men også de mange kreative kræfter, der laver musical – endnu et unikt kendetegn ved vores by. 

Det er ikke kun på den kulturelle side, at 2024 har tilført vores by noget positivt. Tilbage i foråret åbnede Billig Blomst deres største butik i Danmark, og den ligger nu som en del af en fin perlerække af store butikker i vestbyen. Jeg synes, det understreger, at Fredericia Kommune er et sted, folk søger hen for at handle, og at vi derfor formår at tiltrække mange af de store detailkæder.

Erhvervslivet buldrer derudaf her i Fredericia. Forrest i det tog står lager og logistik, men også arbejdet med at tilpasse mange af vores industrivirksomheder til den grønne omstilling er godt på vej. De skinner vi lagde for 10 år siden, begynder der at køre tog på nu, og det kommer til at gå stærkt de kommende år. 

Vores virksomheder er enormt vigtige, og vi arbejder hele tiden på at blive bedre til at servicere dem og sikre de bedst mulige vilkår for et godt samarbejde. 

Ikke mindst indenfor den grønne omstilling. Fredericia Kommune vil være Grøn i Verdensklasse. Men det er ikke noget, der sker af sig selv. Vi må erkende, at ingen virksomheder arbejder med CO2 reduktioner for deres blå øjnes skyld. Derfor har Fredericia Kommune, sammen med ADP og Business Fredericia, nedsat et Advisory board for grøn omstilling. 

Nu vi er ved det grønne, så har vi i år også vedtaget en ny strategi for vores natur.

Jeg er meget glad for, at vi har fået samlet vores grønne ambitioner i ”Strategi for Vores Natur” – og her er ambitionen blandt andet, at vi alle skal løfte, hvor vi kan. 

I det nye år venter også mange spændende opgaver. Vi har blandt andet fået en ny ældrelov, der kræver, at vi arbejder markant anderledes. Samtidigt er der kommet en sundhedsreform, som også omdefinerer vores kommunale opgaveportefølje.  

Det kommende år bliver også et spændende et af slagsen rent politisk. Det er valgår, og det kommer vi alle til at mærke på den ene eller anden måde. Uanset hvor man sætter sit kryds, så håber jeg, at alle deltager i den demokratiske proces og benytter sig af retten og muligheden for at stemme. 

Det var et lille indblik fra min stol, i året der er gået, og året der kommer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Flere bilister sigtet i Fredericia det seneste døgn

0

Sydøstjyllands Politi har registreret flere færdselshændelser i Fredericia det seneste døgn, herunder både kørsel frem for rødt lys og bilister uden kørekort. Politikommissær Arno Rindahl Petersen oplyser, at tre personer er blevet sigtet i forbindelse med hændelserne.

Bilist kørte frem for rødt lys

Den første hændelse fandt sted torsdag morgen klokken 07.36 på Snoghøj Landevej ved SuperBrugsen.

– Her er der en bil, der kører frem for rødt lys, og vi sigter en fører for dette, oplyser politikommisæren. Føreren, en mand på 40 år fra Fredericia Kommune, står nu til en sigtelse for overtrædelsen.

To bilister uden kørekort standset

Senere på dagen, klokken 17.15, standsede politiet en bilist på Nørre Voldgade. Det viste sig, at føreren, en 46-årig mand fra Fredericia, ikke havde gyldigt kørekort.

Tidligt fredag morgen klokken 04.00 blev endnu en bilist standset, denne gang på Strandvejen. Føreren af bilen, en 28-årig mand fra Fredericia, havde heller ikke førerret og blev derfor også sigtet.

Ud over de tre færdselshændelser var der ingen yderligere oplysninger på døgnrapporten fra Fredericia.

Denne spiller er FC Fredericias største salgsemne

0

FC Fredericia står foran en potentiel oprykning til Superligaen og vil gøre alt for at holde på sine nøglespillere i vinterpausen. Sidste vinter så klubben dog et væld af spillere forlade Monjasa Park, herunder Frederik Christensen og Adam Jakobsen, der tog til Brommapojkarna, samt Nicklas Røjkjær, der drog til Mjällby i Allsvenskan. Det var et rekordår for salg, hvor unge Tobias Bach også forlod klubben til AGF, og selvom disse salg har været økonomisk gavnlige for klubben, vil Fredericia gøre alt for at undgå lignende affærer i denne sæson.

Men når et hold præsterer som FC Fredericia har gjort i år, bliver flere spillere naturligvis attraktive for andre klubber. En spiller, der særligt har skabt opmærksomhed, er Gustav Marcussen, der har været en uomtvistelig stjerne i efteråret. Med ni mål og to assists har han været en af holdets største profiler, og selvom han tidligere har været i klubben, er det først i denne sæson, at han virkelig har braget igennem. Dette gør ham til et potentielt salgsemne for Fredericia, men klubben står overfor en svær beslutning. Marcussen har kun præsteret på højt niveau i én halv sæson, og det er tvivlsomt, om Fredericia vil modtage et tilbud, de vil finde acceptabelt.

En anden spiller, der ikke er på vej væk, er klubbens topscorer Asbjørn Bøndergaard. Han er lejet fra Silkeborg, og der er ingen klausul i lejeaftalen, der giver Silkeborg mulighed for at tilbagekalde ham. Derfor vil Bøndergaard blive i Fredericia frem til sæsonens afslutning, og han er et vigtigt aktiv for holdet, der er delt topscorer i NordicBet Ligaen sammen med OB’s Luca Kjerrumgaard.

Men Gustav Marcussen er ikke den eneste spiller, der har leveret på et højt niveau. For eksempel har Valdemar Birksø gjort det fremragende i målet, hvor han har sikret syv clean sheets i de 15 kampe, han har vogtet buret. Birksø kom til Fredericia fra et langt skadesforløb og har været i sin bedste form i karrieren, hvilket gør, at han formentlig vil værdsætte kontinuerlig spilletid i Fredericia fremfor at tage et skridt videre i karrieren.

Ligeledes har Frederik Rieper og Agon Mucolli været stærke for FC Fredericia. Begge spillere kom til klubben efter at have haft udfordringer med fast spilletid i henholdsvis Silkeborg og OB. De vil derfor næppe være interesserede i at forlade Fredericia i januar, da de har fået den kontinuerlige spilletid, de har savnet, og som har været med til at genstarte deres karrierer.

Når man ser på hele FC Fredericias trup, er det svært at finde andre salgsemner, der har samme værdi som Marcussen. Andre spillere som Birksø, Rieper og Mucolli virker ikke interesserede i at skifte nu, da de har fundet stabilitet i Fredericia, og deres nuværende situation i klubben giver dem gode muligheder for at fortsætte deres udvikling.

Selvom Marcussen har leveret imponerende præstationer i denne sæson, vil Fredericia formentlig ikke modtage et bud, som de vil finde tilstrækkeligt attraktivt. Det betyder, at klubben har mulighed for at beholde ham og de øvrige nøglespillere, da Fredericia-direktør Stig Pedersen har udtalt, at han vil gøre alt for at holde på truppen, der har ført dem til andenpladsen i NordicBet Ligaen. Det er et mål, der potentielt kan føre til oprykning, og derfor er det afgørende for Fredericia at sikre, at holdet forbliver intakt, så de kan fortsætte deres fremgang i jagten på Superligaen.

To sårede mandskaber tørner sammen i lokalopgør

0

Fredag aften bliver Sydbank Arena i Kolding rammen om et intenst lokalopgør mellem to hold, der begge har haft en efterårssæson, de ønsker at lægge bag sig. KIF Kolding og Fredericia Håndboldklub står over for hinanden, og selvom rivaliseringen mellem de to klubber ofte garanterer drama, er det to sårede mandskaber, der mødes denne gang.

KIF Kolding er i dyb krise og har været det i størstedelen af sæsonen. Holdet befinder sig på 12. pladsen i ligaen og har ikke smagt sejrens sødme siden den 12. september. Siden da er det blevet til 14 kampe uden sejr – en nedtur, der har kostet cheftræner Kristian Kristensen jobbet. Klubikonet Sebastian Seifert er trådt til som redningsmand, men heller ikke han har formået at vende skuden. Senest blev KIF ydmyget med 33-24 mod TMS Ringsted, og trods et forsøg på at stabilisere holdet virker krisen til at fortsætte.

KIF Koldings problemer stopper ikke ved resultaterne. Holdet har været hårdt ramt af skader til flere profiler, der ellers skulle have været fundamentet for succes. Fraværet af nøglespillere har tvunget KIF til at improvisere, men løsningerne har ikke været nok til at bryde den onde cirkel. For klubben, der tidligere var et af dansk håndbolds fyrtårne, er situationen blevet en kamp for overlevelse.

Fredericia Håndboldklub ankommer til opgøret med en helt anden historie, men ikke uden ar på sjælen. Tirsdagens pokalkvartfinale mod Sønderjyske endte i skuffelse, da FHK måtte se drømmen om en plads i Final4 glippe. Nederlaget har efterladt et såret FHK-mandskab, der nu skal finde energien til at rejse sig mod lokalrivalerne.

På trods af skuffelsen i pokalen har FHK leveret en solid efterårssæson i ligaen. De ligger komfortabelt på tredjepladsen og er kun overgået af topholdene GOG og Aalborg Håndbold. Men fredag aften er der mere på spil end blot ligaens point. Rivaliseringen mellem FHK og KIF betyder, at kampene mellem de to hold altid har en ekstra intensitet. For FHK er en sejr ikke bare nødvendig – den er forventet.

FHK går ind til opgøret som klare favoritter, og alt andet end en sejr vil være en skuffelse for holdet, der har vist et højt niveau i ligaen. Samtidig hviler al presset på fredericianerne, mens KIF kan spille frit som underdog. For KIF er der reelt ikke noget at tabe. Alt tyder på, at de går til vinterpausen i den tunge ende af tabellen, og en sejr over lokalrivalerne kan blive et tiltrængt lys i mørket.

Med FHK’s større bredde og stabilitet i ligaen er der dog ingen tvivl om, at de har overhånden. Selvom pokalskuffelsen stadig hænger i luften, har holdet i ligaen vist, at de kan levere, selv når tingene spidser til. KIF’s hjemmebane og et medlevende publikum kan give dem en ekstra gnist, men det vil kræve en toppræstation, og endnu en fredericiansk nedtur, hvis KIF Kolding skal vinde opgøret.

Kampen fløjtes i gang fredag aften klokken 20:00, og uanset udfaldet vil FHK gå til vinterpause på ligaens tredjeplads. Spørgsmålet er, om de kan slutte året af med en sejr, der kan lægge låg på pokalskuffelsen og sætte en tyk streg under deres dominans over lokalrivalerne.

Dødsfald Fredericia den 20. december

0

Henning Piihl, 1951 – 2024

Dødsfald Middelfart den 20. december 2022

0

Povl Andersen Jensen, 1944 – 2024

Dødsfald Vejle den 20. december 2024

0

Karsten Damgaard, 1955 – 2024

Fusion mellem ADP og Hanstholm Havn i sigte

0

Ifølge mediet DOI.dk er ADP A/S og Hanstholm Havn i dialog om en mulig fusion, som ventes at blive behandlet bag lukkede døre på byrådsmøder i Thisted og Fredericia Kommune i januar 2025. Fusionen, hvis den bliver vedtaget, vil træde i kraft fra sensommeren 2025 og vil markere et opsigtsvækkende skridt inden for havnesamarbejdet i Danmark.

Hanstholm Havn står i en økonomisk svær situation med en restgæld på cirka 500 millioner kroner efter en omfattende havneudvidelse, der blev afsluttet i 2020. I modsætning hertil fremstår ADP A/S, der driver havnene i Fredericia, Nyborg og Middelfart, som en stærk økonomisk aktør med et rekordresultat på 120 millioner kroner efter skat i 2023.

Forbindelsen mellem de to havne er ikke ny. Den tidligere direktør for ADP A/S, Nils Skeby, blev i sin tid havnedirektør i Hanstholm, men opsagde stillingen tilbage i 2022. Nu ser det ud til, at der kan opstå en ny og formel relation mellem de to havne gennem en mulig fusion.

Fredericia AVISEN har forsøgt at få en kommentar fra ADP’s administrerende direktør, Rune D. Rasmussen, men han ønsker ikke at kommentere på oplysningerne fra DOI.dk.

Fusionen vil kræve politisk godkendelse i både Thisted og Fredericia, og de kommende byrådsmøder vil derfor være afgørende for, om planerne bliver til virkelighed.

Derfor kommer Fredericia ikke videre

0

Samtlige socialdemokratiske skandaler i tyverne har latterliggjort og ramponeret byens ry og rygte langt ud over bygrænsen. I år var det især Turan Savas, der stod for skud, og karaktermordet på undertegnede, der gjorde Fredericia til komediernes by. Hver evig eneste gang, og der har været mange siden Bjerregaards farvel, har socialdemokraternes hårde kerne kortsluttet enhver læringsproces med den begrundelse, at nu skal man se at komme videre. Nu trænger vi alle sammen til at svare denne gruppe mennesker konsekvent.

Vi kan netop ikke komme videre, fordi I ikke ønsker at ændre på jeres magtfuldkommenhed.

Det er påfaldende, at den hårde kerne har det vigtigste budskab, at folk udenfor kommunens indspiste og selvfede logik, er en risiko for Fredericia. Det er som om, at fornyelse er noget farligt. Frem for alt så insisterer man konsekvent på at føre “nødvendighedens politik”, der savner enhver folkelig opbakning. Men det er netop folket, i dette tilfælde borgerne i Fredericia, der burde være den afgørende faktor for den førte politik. Alt for længe har alt for mange folkevalgte ladet sig indfange af udvalgsposter, titler og den økonomi, der følger med. Det har gjort nogle ukritiske og dovne, mens andre passivt lader stå til. Vi ser for lidt til vores folkevalgte i dagligdagen, bortset fra klip-snor-arrangementer, gratis deltagelse i VIP-arrangementer og andre frynsegoder, de kan deltage i, mens kommunens logo skinner på nålen.

I år så vi et paradigmeskifte, hvor partierne udenom Socialdemokratiet kastede håndklædet i ringen og opgav det socialdemokratiske projekt. På ægte stalinistisk vis forkaster den hårde kerne kendsgerningerne, mens de bortforklarer til højre og venstre. At tage et ansvar for et forløb, gør man ikke. De mange fyringer på rådhuset i kølvandet på Bjerregaards exit kostede kommunekassen enormt dyrt. Man kan undre sig over, at det ikke har betydet, at der er kommet en mere beskeden holdning til ansættelserne. Skandaleansættelser har der også været. Alt for mange ledere med hurtig tomgang gennem systemet. For skatteborgernes regning. Service? Hvor?

Gang på gang tudes vi ørerne fulde om, at nu er der orden i sagerne. Orden? De to personer, der reelt vandt forrige valg, Steen Wrist og Søren Larsen, er forsvundet. Hvilket mandat er der så tilbage? Og hvorfor er de væk? Offentligheden må undre sig. Hvad sker der? Hvorfor er der ikke nogen stabilitet i magtens centrum? Hvorfor stiller man overhovedet op for at lede en by, hvis man forlader det før en valgperiode er slut? Det hele forekommer kaotisk og mystisk.

Men vi skal jo videre, som den nye gruppeformand, John Nyborg (A), insisterer på. Ligesom den gruppeformand han afløser, Søren Larsen (A), sagde, da Bjerregaard forlod byen. Eller da teateret gik konkurs og efterlod kreditorerne med et skandaløst tab i den rigtig dyre ende af millionklassen. Eller da Ejby-sagen rullede, og man senere, på trods af alle forsikringer, måtte konstatere, at det jo nok alligevel ikke havde været helt fint, at politikeren var gift ind i forvaltningen. Videre, videre og videre. Her er ikke noget at se.

Men der er noget at se. Det handler om ordentlighed. Troværdighed. Ærlighed. Det handler om at kunne holde ord. Ikke at være drevet af personlige motiver om berigelse og magt, men derimod tage en oprigtig interesse for Fredericia. For vi taber terræn. Over hele linjen. Vi er raslet ned på ranglisten over erhvervsvenlige byer. Midtbyen er begravet i planløst vejarbejde, mens kulturaktiviteterne truer med at sende en regning videre til skatteborgerne. Glemte vi, at Tøjhuset, drevet af medarbejdere fra Fredericia Kommune, havde deltaget i et kartel og snydt kunsterne ved at aftale priserne med andre spillesteder? Videre. Nu skal vi videre.

Ja, vi skal hele tiden videre. Løj borgmesteren overfor sine kollegaer forrige uge? Videre. Vi skal ikke svare på spørgsmålet. Løj han? Han beklager “forløbet”. Men beklager han, at han løj, eller at hans kollegaer siger, at han lyver? Det ved vi ikke. For vi skal videre.

Vi vil også gerne videre. Vi vil videre til ærlighed, fællesskab, ordentlig økonomi, en politisk ledet kommune, en ydmyg forvaltning, reelle forhandlinger, investeringer i Fredericia og troværdighed omkring byens omdømme. Vi vil videre til en kommune, hvor borgerne ønsker at engagere sig i politik, fordi de kan se, at det gør en forskel. Hvor landsbyerne i kommunen ikke nedprioriteres, men opdyrkes som den ressource de er for potentielle tilflyttere, der vil bo centralt og alligevel på landet. Hvor byen ikke skal nedlægges til fordel for cykelstier, men hvor man bygger infrastruktur omkring bymidten og tænker store tanker.

Meget kunne skrives udover dette. Men vi kommer ikke videre, før det er muligt at snakke ordentligt og ærligt. Hvor karaktermorderne ikke hærger frit i gaderne, mens de misbruger folkets penge til at beskytte sig selv med advokater og konsulentbistand. Det er de samme politikere, der har været med i samtlige skandaler i tyverne, som nu siger, vi skal videre fra den seneste eskapade. Og det er vigtigt at minde alle om, hver eneste dag, frem mod kommunalvalget i 2025.

Grøn trepartsaftale baner vej for ambitiøse klimaindsatser i Middelfart

0

Middelfart Kommune har sammen med en bred kreds af lokale aktører indgået en aftale om en Kommunal Grøn Trepart. Aftalen sætter retningen for at gøre den kommende omlægningsplan mere inddragende, dialogbaseret og værdiskabende.

Som en del af Middelfart Kommunes klimaambitioner og indsats for bæredygtig udvikling er der netop sat underskrifter på aftalen om Middelfart Kommunes Grønne Trepart. Aftalen er underskrevet af seks nøgleaktører: L&F Centrovice, Danmarks Naturfredningsforening i Middelfart, Patriotisk Selskab, Middelfart Vandråd for grundvand, Middelfart Spildevand og Middelfart Kommune.

Samarbejdet sigter mod at vedtage en omlægningsplan, der som minimum indeholder konkrete udpegninger af projekter, der medvirker til opfyldelse af indsatsbehovet for hovedvandoplandet og aftale om udtagning af lavbundsjorde, som beskrevet i Folketingets “Aftale om Implementering af et Grønt Danmark”.

– Vores aftale understreger Middelfart Kommunes ambition om at være en frontløber inden for grøn omstilling. Ved at samle aktører på tværs af interesser skaber vi en unik platform for dialog og samarbejde, der kan inspirere resten af landet, siger Jacob Bjørnskov Nielsen, formand for Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget.

Middelfart Kommunes Grønne Trepart er en del af en større proces, der kulminerer med en multifunktionel omlægningsplan i 2025. Planen inddrager input fra borgere, lodsejere og lokale arbejdsgrupper og vil sikre en helhedsorienteret tilgang til brugen af det åbne land.

– Samarbejdet omkring Middelfart Kommunes grønne trepart er et stærkt fundament for at realisere vores vision om en bæredygtig fremtid. Alle aktører har været med til at lave en god og solid aftale for vores fælles vej i den grønne omstilling, som er til gavn for både borgere og landbruget, siger Anders Møllegaard, formand for Teknisk Udvalg.

Særligt fokus vil være på at beskytte grundvandet, fremme biodiversiteten, rejse skov, udpege robust landbrugsjord og reducere næringsstoffer i kystområder som Gamborg Fjord, der har det højeste indsatskrav i kommunen og er udpeget af Miljøministeren til akut indsats senest i 2027. I samarbejdet om Gamborg Fjord har de erhvervsdrivende partnere aftalt at betale et betydeligt beløb til nærmere analyser af presfaktorer.

Parterne bag aftalen fremhæver den inddragende tilgang som en styrke og ser frem til at bidrage med deres ekspertise og ressourcer i processen.

– Jeg er stolt over, at vi lokalt blandt mange forskellige aktører i Middelfart Kommune er lykkedes med at lande en ambitiøs aftale. Vi vil fra L&F Centrovice gøre vores for at bidrage til indsatser for miljø, klima og natur, som også fremmer landbruget, fødevareerhvervet og den grønne energi. Vi når nemlig kun i mål med den grønne omstilling, hvis vi gør det i fællesskab og har alle med, siger Mads West, næstformand L&F Centrovice.

– Aftalen giver en højt tiltrængt mulighed for at samarbejde om at få en større del af arealet i Middelfart Kommune til at blive til natur og skov, og for at vi igen kan få livet tilbage i Gamborg Fjord og øvrige kystvande. Vi glæder os derfor i Danmarks Naturfredningsforening i Middelfart over at være en del af aftalen og til at bidrage med vores viden til, at vi sammen kan skabe konkrete løsninger, der fremmer biodiversitet, beskytter grundvandet, gavner klimaet og sikrer fremtidens naturværdier, siger Lars Rytter, formand Danmarks Naturfredningsforening i Middelfart.

Patriotisk Selskab vil gerne sige en stor tak til Middelfart Kommune for at tage initiativ til at etablere en lokal trepartsaftale, der samler interessenterne med henblik på fælles løsninger og bakker op om målsætningerne i “Aftale om et Grønt Danmark”.

– Vi er stolte af at være en del af aftalen, og med mere end 200 års erfaring og ekspertise inden for økonomi, miljø og jura ser vi frem til bidrage til et samarbejde, der er med til at fremme bæredygtighed uden at gå på kompromis med fagligheden og erhvervslivets behov, siger Nils Rasmussen, administrerende direktør Patriotisk Selskab.

– I Vandrådet i Middelfart Kommune arbejder vi for at beskytte vores livsvigtige grundvand, således vi undgår rensning af det på vandværkerne. Det gøres ved at tilbyde vandværkerne et forum, hvor der kan deles erfaringer, hentes inspiration og indgå i et netværk med andre vandværksfolk og kommunens medarbejdere på vandområdet. Den kommunale grønne trepart i Middelfart er et yderligere vigtigt skridt i at sikre, der fortsat kan leveres rent drikkevand til kommende generationer. Initiativet vil styrke samarbejdet mellem deltagerne, således vi kan arbejde hen imod at få de bedst mulige løsninger ført ud i livet, siger Jan Larsen, formand Middelfart Vandråd for grundvand.

– I Middelfart Spildevand arbejder vi målrettet for at levere en stabil og bæredygtig spildevandshåndtering til så lave omkostninger som muligt for forbrugerne. Den kommunale grønne trepart styrker vores samarbejde med lokale aktører, så vi kan sikre endnu mere effektiv drift og miljøvenlige løsninger fremadrettet til gavn for borgere, virksomheder, klima og vandmiljø i Middelfart Kommune, siger Allan Buch, formand Middelfart Spildevand.

Når omlægningsplanen er færdig og vedtaget af Middelfart Byråd inden 2026, så vil den skulle forankres i den tværgående lokale trepart for hele Lillebælts vandopland. De første borgermøder, hvor alle er velkomne til at bidrage med deres input og arbejde til Middelfart Kommunes Lokal Grøn Trepart, vil blive afholdt i februar og marts.